I 1. Korintherbrev 12,26-27 læser vi: ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”.  

I disse svære tider for kristne over hele verden er vi kaldet til at opmuntre og støtte hinanden som ét legeme. Vi kan se, at kristne allevegne lider på forskellige måder: nogle lider indefra, andre udefra. Men når ´Håbets børn` sammen brænder i én ånd, i én vision, så vil der ikke være nogen afstand og intet, der står imellem os! Vores himmelske far kan opfylde vores drømme og besvare vores bønner. 

I dag har vores brødre og søstre med muslimsk baggrund i Centralasien brug for vores særlige opmærksomhed. Ikke kun fordi de i stigende grad forfølges, men også fordi de kan være nøglen til at nå de fortabte muslimske, tyrkisktalende folkeslag i Rusland, Afghanistan og Kina. 

• Mange unge i Centralasien søger efter Gud, men ender nogle gange i radikale muslimske miljøer. Bed for, at kirken må have mod til at dele Kristi kærlighed med dem. 
• Bed for myndighederne, at de må behandle ikke-muslimer på lige fod med andre. 

Tak for jeres forbøn! 

I Salme 84:6-8 står der: Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de, som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, efterårsregnen hyller den i velsignelse. De går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion. 

Desværre er det nogle gange lettere for os at se Guds hånd i mirakler når det går godt, end i trængsler og vanskeligheder. I mit liv har der været flere stadier af prøvelser, der forekom mig vanskelige, som jeg var nødt til at gå igennem sammen med Herren. Der har været tider med forfølgelse af vores kirke, trusler fra ekstreme muslimer, samt tider med sygdom, og tab.

Året 2011 var en meget svær tid vores familie. Kirken og vi oplevede forfølgelse fra myndighederne, og samtidigt blev jeg alvorligt syg.  I mere end seks måneder kunne lægerne ikke diagnosticere min sygdom, og min krop kollapsede fuldstændig. Ingen medicin kunne hjælpe mig. I et helt år kunne forskellige specialister ikke stille nogen diagnose.

I den periode tabte jeg omkring 30 kilo, så jeg til sidst kun vejede godt 40 kg. Jeg var nærmest kun skind og ben! På et sygehus fandt lægerne endelig ud, af at jeg led af en meget sjælden sygdom, og de begyndte at behandle mig, og jeg fik det langsomt bedre.

Jeg og min man havde i årevis bedt Herren om at få et barn, men uden resultat, men mens jeg var på hospitalet, sagde lægen en dag “Du er blevet gravid!”. Alle lægerne sagde følgende: “Du bliver nødt til at abortere, for barnet kan få fosterskader”!

Men inden i mig havde jeg sådan en dyb fred, og jeg troede virkelig på, at Gud ville udrette et mirakel. Så jeg sagde “nej”! Graviditeten var meget vanskelig, og jeg måtte ofte til undersøgelser, men i 2012 fødte jeg vores dejlige datter, som var velskabt og helt normal, og hun er en solstråle i vores liv.

“Mange prøvelser har jeg oplevet igennem årene, men gennem denne prøvelse, er min tillid til Gud blevet endnu dybere”

Mange prøvelser har jeg oplevet igennem årene, men gennem denne prøvelse er min tillid til Gud blevet endnu dybere. Siden har jeg også oplevet forskellige prøvelser, også i tjenesten for Herren, men denne oplevelse har virket så stærkt i mit liv, at intet har kunnet ryste mig.

Skrevet af en præstekone, som sammen med andre kristne, med støtte fra Dansk Europamissions givere, hjælper indsatte til at klare sig efter løsladelse og samtidig præsenterer dem for Jesus. Af sikkerhedshensyn nævnes landets navn. 

Denne påske prædikede jeg over 1. Korintherbrev 15, 58: Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren. Få kilometer derfra sønderrev selvmordsbombere kirker og dræbte flere end 250 medlemmer af menighederne, heriblandt 45 børn. Hele Sri Lanka sørgede.

En dag efter angrebet besøgte jeg sørgende familier og dem, der var blevet såret. Deres sorg og lidelse var enorm; angrebene havde knust deres hjerter og ødelagt deres liv. Men håbet fandtes stadig. Trods smerten glædede de sørgende forældre sig over, at deres børn var i sikkerhed i Jesu arme. Dette var deres eneste trøst. Påsken minder os om, at døden ikke har det sidste ord, og at der for den kristne er et uforgængeligt håb i døden.

Angrebene i påsken påførte folket stor smerte og skabte panik. Men fra et bibelsk perspektiv er dette kun en midlertidig tilstand. Når de ses i lyset af evigheden, minder sådanne hændelser os om, hvor alvorlig den evige fortabelse er. Hvor meget mere smerteuldt vil det ikke være at være adskilt for evigt fra en kærlig Gud? Når vi begynder at forstå denne sandhed, bør det også få os til at indse, at evig død er en alvorlig sag, der kræver, at vi udbreder evangeliet.

Hele Sri Lanka var i chok over gerningsmændenes profil: de var unge, veluddannede og villige til at dø for deres ideologi. Selvom vi er fyldt af vrede over deres handlinger, var angrebene også en brat opvågnen for de kristne og en hård påmindelse om det presserende behov for at udbrede evangeliet med endnu større iver. Derfor, når vi tænker på det håb, vi deler i opstandelsen, og hvor
alvorlig den evige død er, lad os da rette os efter ordet i 1. Korintherbrev 15,58.

Andagten er skrevet af Mahesh De Mel, som leder Evangelisk Alliance i Sri Lankas missionsarbejde. Dansk Europamission har siden 2010 samarbejdet med Evangelisk Alliance i Sri Lanka.