Der er ingen kvalitativ forskel på disse forfølgelsers art uafhængig af, hvilken religion, der er tale om. Dette rettighedsbaserede perspektiv er uhyre vigtigt i dag, fordi det fastholder flertallet på dets forpligtelse til at skabe plads for anderledes troende.
Ethvert menneske har ret til at følge sin overbevisning, i det omfang den ikke direkte kan siges at være til skade for andre, selv om denne overbevisning skulle være falsk og, set fra flertallets synspunkt, fuldstændig uforståelig. Teologisk er dette perspektiv også væsentligt, fordi det fastholder menneskets ret til ubetinget at følge sin samvittighed. Det er altid forkert at handle mod sin samvittighed – også selv om samvittigheden skulle være vildledt.
Men ud over rettighedstænkningen er der imidlertid et bibelsk perspektiv på verdens modstand mod de kristne, som er særegent kristeligt. For den forfølgelse, kristne udsættes for, er ifølge Det Nye Testamente forbundet med Jesu egen lidelse. Det er i grunden ikke de kristne som minoritet eller som repræsentanter for visse uglesete synspunkter, som modstanden retter sig mod. Det er Kristus i de troende.
Således forstået bliver verdens modstand mod kirken ikke bare et problem, som vi må sørge for at politikere og menneskerettighedsorganisationer tager sig af (det er det også), men et vilkår, som udtrykker den troendes forening med Kristus. Det pres, som troen oplever fra verden, behøver ikke altid at vise sig som direkte forfølgelse; det kan også have karakter af forførelse. Som Grundtvig udtrykte det i salmen ”Har hånd du lagt på Herrens plov”:
Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke!
Og stands ej, om end luefavn
dig byder stolte blokke!
På gløder går vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
Af Niels Nymann Eriksen, som er sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken i Vesterbro Sogn i København
