Centralasien

Teologisk uddannelse

”Da vores situation så mest håbløs ud, hjalp en konvertitkristen kvinde os, og fortalte os om Jesus”

På min rejse i Centralasien møder jeg teologistuderende på diplomuddannelse, som støttes af Dansk Europamissions forbedere og givere. Diplomuddannelsen er af to et halvt års varighed.

Af Redaktionen

Del artikel

I en af spisepauserne mellem lektionerne taler jeg med en af de studerende, som hedder Murad, og spørger ham hvad uddannelsen betyder for ham, og beder ham fortælle sin historie.

”Var det ikke for Jesus, tror jeg ikke, jeg levede i dag! Og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg en dag skulle komme på teologisk uddannelse”, siger Murad med et smil.

”At få mulighed for at studere teologi er for mig som at få en gave fra Gud! Jeg kan virkelig godt lide undervisningen, som giver mig en meget klar og dyb forståelse af Bibelen ind i vores kultur. 

Jeg er præsteaspirant i min kirke, og jeg har et ønske om at blive præst.  Min teologiuddannelse bruger jeg i min tjeneste, når jeg forkynder i kirken. Uddannelsen udruster mig til præstetjeneste, så jeg bliver bedre i stand til at opbygge mennesker åndeligt gennem sund og god bibelundervisning og til bedre at kunne forklare skriften ind i vores kulturelle kontekst”. 

”Hvad angår mit liv, så havde jeg en vanskelig barndom. Min far har jeg aldrig kendt, og min stedfar var alkoholiker og ofte voldelig. Min mor blev også afhængig af alkohol ”. 

”Som dreng overhørte jeg engang en samtale mellem min mor og stedfar, hvor min mor sagde: 

`Jeg skammer mig over mit liv, og vores slægtninge skammer sig over os, fordi vi drikker og ikke kommer i moskeen. Er Gud mon en Gud, som kan tilgive?´”. 

Min stedfar forsøgte at dræbe min mor og mig – og begik selvmord

”Da jeg var 15 år gammel, skete der en tragisk begivenhed. Min mor blev næsten stukket ihjel af min stedfar. Han forsøgte også at angribe mig, men det lykkedes mig at flygte og ringe efter en ambulance og politiet. Da de kom, var han død – han havde begået selvmord”.

”Min mor overlevede, og tre måneder senere blev hun udskrevet fra hospitalet, men hun kunne ikke længere arbejde på grund af de alvorlige knivstik, og hun begyndte at drikke igen”. 

”Før overfaldet på min mor, havde hun og min stedfar taget et lån til vores lejlighed. Men fordi min stedfar døde, og min mor ikke kunne arbejdede og fortsatte med at drikke, blev vores hjem taget fra os”.

En konvertitkristen blev en redning for familien

”Da vores situation så mest håbløs ud, hjalp en konvertitkristen kvinde os, og fortalte os om Jesus, og at der var et kristent center for misbrugere, som kunne hjælpe. Dette blev vores redning!” 

”Vi flyttede på centeret, og hurtigt kom vi til at holde af stedet, som havde en helt anden atmosfære end den vi var vant til, med en omsorg og accept, vi aldrig havde mødt før”. 

”En måned efter tog mor og jeg mod Jesus, og begge oplevede vi Helligåndens berøring, men jeg oplevede ikke en forvandling i mit liv på samme måde som min mor. Jeg tror, det var fordi, jeg ikke tog imod Jesus på samme oprigtige måde som hende”.

”Vi boede på centeret for misbrugere i et knap et år, og siden har min mor været fri fra alkoholmisbrug og kommer i en kirke. I dag har hun en stor kærlighed til Jesus”.

”Da jeg var 18 år, begyndte jeg at leve i verden, og fik venner, som havde dårlig indflydelse på mig og var kriminelle, og efter nogle år endte jeg i fængsel”.

”Tre et halvt år sad jeg i fængsel, langt fra min hjemby. Men I slutningen af opholdet indså jeg, at jeg havde brug for Gud, men hvordan kunne Gud mon tilgive mig?”.

”Så huskede jeg min mors ord, da jeg var dreng: `Er Gud mon en Gud som kan tilgive?´”. 

”Efter min løsladelse spurgte jeg hende, og hun svarede: 

`Ja Gud kan godt tilgive dig min søn. Men jeg fik først lov til at opleve Guds nåde og tilgivelse, da jeg tog imod Jesus af hele mit hjerte, og det samme må du gøre!´”. 

”Så tog jeg med hende i kirke, og der gav jeg mit liv til Jesus. Siden er jeg kommet i kirken, og tjener i dag med i kirkens barmhjertighedsarbejde for socialt udsatte, og er også leder i hjemmegrupper, og er med i kirkens lederteam, og præsteaspirant i kirken”. 

”Min mor og jeg har virkelig oplevet håbet i Jesus. Jesus blev vores redning, og det håb ønsker jeg at fortælle andre om”, smiler Murad. 

Støt