Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. (1. Korintherbrev 12:26)
Ved den daglige morgenandagt i den kirke, hvor jeg er præst, plejer vi at synge en af Davids salmer som vekselsang. Flere af salmerne er klagesalmer, hvor salmisten klager til Gud over, at han er syg eller på flugt, eller af andre grunde har det elendigt. Det fik forleden en deltager i morgenandagten til at bemærke, at han syntes det føltes forkert at synge den slags, når man har det så godt, som vi har det i Danmark, for hvad har vi at klage over?
Det spørgsmål gav mig anledning til eftertanke. Vi kristne i Danmark oplever ganske vist sjældent eller aldrig forfølgelse, der kan sammenlignes med det, David beskriver i klagesalmerne, men det er der andre kristne, der gør, og vi er jo alle del af et og samme legeme uanset, om vi bor i Danmark eller i Pakistan, Iran og Libyen.
Og når én legemsdel lider, så lider også alle de andre, som Paulus skriver. Derfor kan vi med rette synge med på Davids klagesalmer, selvom vi ikke personligt bliver forfulgt, for når vores brødre og søstre andre steder i verden forfølges, er vi en del af det legeme, der bliver forfulgt. Hvis jeg har ondt i armen, er det svært for min fod at være ligeglad. Lige så svært burde det være for en kristen et hvilket som helst sted i verden at være ligeglad med, at kristne andre steder bliver forfulgt, for når en kristen forfølges, forfølges vi alle.
