Kæmp – uden panik 

Når kirken møder modstand, må vi ikke miste modet, for kirken har det med at vokse, når den forfølges.

Af Manuel Vigilius

Manuel Vigilius er kommunikationsdirektør 

Del artikel

Stefanus (Apostlenes Gerninger 6-7) er kirkens første martyr, men desværre langt fra den sidste. Historien viser, at der, hvor Guds ånd virker med kraft og overbevisning, vækker det altid modstand. 

Som kristne skal vi ikke opsøge martyriet eller konflikten. Jesus siger, at vi ikke kun skal være ‘enfoldige som duer’, men også ‘snilde som slanger’ (Mattæusevangeliet 10,16). Apostlen Paulus formaner os til at ‘holde fred med alle, så vidt det står til jer’ (Romerbrevet 12,18), og Peter formaner til at forsvare vores tro med ‘sagtmodighed’ – ikke unødvendig provokation (1 Petersbrev 3,16).  

Alligevel skal vi ikke undre os, når troen vækker modstand – ligefrem had (1 Johannesbrev 3,13). Vi skal heller ikke miste modet. For selv om det ikke er en naturlov, så har kirken det med at vokse frem for at mindskes, når den forfølges. 

Da Stefanus blev stenet, brød forfølgelser ud (Apostlenes Gerninger 8,1). Men hvad skete der ved det? De kristne, som måske var begyndt at hygge sig lidt for meget med hinanden, blev spredt ud over Judæa og Samaria, hvor de formidlede de gode nyheder til deres naboer – det, Jesus havde befalet allerede i Apostlenes Gerninger 1. Tertullian skrev i år 197, at ‘de kristnes blod er en udsæd’: ‘Vi bliver flere, for hver gang vi mejes ned af jer’. 

Skal vi så bare se glade til, mens brødre og søstre i Nordkorea, Afghanistan, Pakistan og mange andre lande bliver forfulgt? Nej! Vi skal kæmpe for deres fred og frihed, med medfølelse og intensitet, men uden panik: For Gud har magten til at bevare sin kirke og lade den vokse, selv under forfølgelser. 

Støt Der hvor behovet er størst