Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på [Jesus]. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen. De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud. Joh 12,42-43
Mange kom til tro på Jesus, efter at de havde set, hvad han gjorde, og hørt, hvad han sagde.
Nogle af dem var, ikke desto mindre, mere optagede af, hvad andre mente om dem, end af hvad Gud ønskede. Derfor bekendte de ikke deres tro offentligt. De var bange for konsekvenserne.
Det kan de fleste af os vel godt genkende? Situationer, hvor jeg ikke nævner Gud, evangeliet eller min tro, fordi jeg er usikker på, hvilke konsekvenser det vil få. Jeg frygter – måske ubegrundet – for, hvad andre vil synes om mig. Hvad tænker de om sådan én, der praktiserer og sætter ord på sin kristne tro? Det siger vel, desværre, noget om, hvor (lidt) vigtig ære fra Gud er for mig.
Det vidnesbyrd, som vores menigheder og missionsaktiviteter aflægger, bliver uvilkårligt derefter. Selvmodsigende. Det virker ikke overbevisende, at vi som kirker og organisationer proklamerer, at det er Jesus, som er Herre og frelser, hvis vores eget hverdagsliv udtrykker det modsatte.
Positivt formuleret: Når vi tror på Jesus, er vi en del af Guds mission i verden. Lad os derfor være vores tro bekendt – i ord og handlinger. Uden at frygte for konsekvenserne. Fordi vi elsker ære fra Gud.
