Der er troværdige meldinger om, at demonstranter, der søgte behandling på hospitalerne, blev skudt af sikkerhedsstyrker, når de ankom.
Hvad gør det ved relationen mellem det islamiske præstestyre og befolkningen? Spørgsmålet er nærmest retorisk, for regimets brutale adfærd skaber blot mere frustration, vrede og had i befolkningen mod regimet.
Og denne frustration rettes i en vis grad mod islam. Iran er nok verdens mest rendyrkede teokrati, da landet ledes af gejstlige. Og når ayatollaherne legitimerer deres lederskab med islam, bliver befolkningens frustration over økonomisk deroute, undertrykkelse og strenge regler på alle livets områder også let rettet mod islam.
Den iranske statsanklager har også under denne seneste runde af demonstrationer truet med at alle, der deltager i demonstrationerne, vil blive betragtet som en “fjende af Gud.” Dermed gør præstestyret en forståelig frustration til en syndig handling. Det kan undre, at regimet ikke selv kan se, at det blot skader sin relation til befolkningen med sådanne udtalelser.
Dermed forstærker regimet den modreaktion, der i forvejen var mod præstestyret. I dette blad bringer vi flere beretninger fra demonstrationerne om, hvordan konvertitkristne deler Guds kærlighed i Jesus med deres medmennesker, og hvordan de møder stor åbenhed.
Regimets brutalitet i islams navn gør at mange søger alternativer til islam, bl.a. i troen på Jesus.
Tak til Dansk Europamissions forbedere og givere, som i mange år har stået sammen med undergrundskirken i Iran. Dels gennem praktisk og juridisk hjælp til kristne samvittighedsfanger og deres familier, men også støtte til trykning, indsmugling og distribution af Nye Testamenter, så iranske kristne kan dele deres tro med åndeligt søgende.



