Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, 2 Tim 3,12.
Pinsedag blev fem kurdere døbt i den kirke, hvor jeg gør tjeneste. De havde modtaget dåbsoplæring i et halvt år, og nu var de klar. Vi snakkede om frygten for repressalier fra familie og venner, men den ene sagde: ”Det gør ikke noget. At blive kristne er vigtigere for os, end hvad andre vil mene og sige”. Det blev en stærk formiddag og en lille smag af pinsedags store dåbsfest.
Paulus’ sætning om forfølgelse er både aktuel, udfordrende og trøsterig. Udfordrende for os, fordi man kan spørge, om vi oplever virkelig forfølgelse? Sammenligner vi os med David, Jeremias, Paulus eller Jesus selv, kan vi synes, at vores liv er for let. Når vi hører om de kristnes lidelser i fx Mellemøsten og Asien, bliver vores klynk over foragt og latterliggørelse sat i perspektiv.
Man taler om, at sorg ikke kan gradbøjes – den er så slem, som den opleves. Det samme kan måske siges om forfølgelse. Paulus fortsætter med at tale om faren for vildfarelse og opfordrer Timotheus til at bevare tilliden til de hellige skrifter. Stormløbet mod Bibelen i den vestlige verden er en udfordring og et af Djævelens stærke redskaber til forfølgelse og vildfarelse.
På denne måde står alle kristne sammen skulder ved skulder i forfølgelse på forskellig måde, og derfor er Paulus’ sætning også en trøst. Vi skal ikke undre os over forfølgelsen, modgangen, vildfarelsen og tvivlen. Det er alt sammen forudsagt, ikke bare af Paulus, men også af Jesus selv.
Af Steen Frøjk Søvndal
Sognepræst i Grindsted, Nollund og Urup
