I den vestlige verden ser vi ofte forfølgelse som en hindring for kirkens vækst. Men bibelsk set er det ofte omvendt. Jesus siger i Johannesevangeliet 12,24: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”
For de forfulgte kristne er dette ikke kun teori; det er virkelighed. Historien har vist os, at når kirken presses, så spredes den. Da den første menighed i Jerusalem blev forfulgt, flygtede de troende, men de “drog omkring og forkyndte ordet” (Ap.G. 8,4).
Forfølgelsen blev den vind, der bar frøene til de unåede områder. De forfulgte kristne beder sjældent om, at forfølgelsen skal ophøre; de beder om styrke til at stå fast og frimodighed til at dele evangeliet midt i modstanden.
Mission blandt unåede folkegrupper handler om at krydse de sidste grænser – både geografiske, kulturelle og sproglige. Det er ofte her, modstanden er størst, fordi evangeliet udfordrer de eksisterende magtstrukturer og mørket. Paulus’ kald var klar: “Jeg har sat min ære i at forkynde evangeliet, ikke hvor Kristi navn allerede var kendt, for at jeg ikke skulle bygge på en andens grundvold” (Rom. 15,20).
Denne pionerånd kræver mod og udrustning, fordi prisen for at nå dem, der aldrig har hørt, kan være personlig frihed eller sikkerhed. Deres vidnesbyrd er en vigtig røst til os i de trygge rammer: Evangeliet er værd at dø for, fordi det er det eneste, der giver evigt liv.
Af Charley Stephansen, præst i Vestermarkskirken i Grindsted
