Demonstrationerne begyndte i det små i de sidste dage af december 2025, udløst af købmænd i Teherans basar, som protesterede over den forværrede økonomiske situation. Demonstrationerne udviklede sig til protester over hele landet mod præstestyret, hvor mange tusinde deltog.
Da protesterne voksede, valgte regimet at slå hårdt ned på demonstranterne. Regimet gennemførte massakrer, hvor flere tusinder døde og blev såret. Det iranske regime lukkede i flere dage for internettet, og få informationer slap ud om massakrerne. ”Udover at mange er døde oplever mange iranske familiemedlemmer sorgen over at være efterladte eller pårørende til sårede,” fortæller en af Dansk Europamissions kontakter vedr. Iran. ”Iran som land bliver aldrig det samme igen. Færre og færre støtter regimet, og det er som om der er sket et skifte i landets sjæl. Folket har set regimet give ordre til, at sikkerhedsstyrker har skullet dræbe dets egen befolkning.”
Sårede demonstranter blev dræbt på hospitalerne
”De mest traumatiserende steder var nok sygehusene. Man tager på sygehuset for at blive helbredt, men der er mange historier om sårede demonstranter, som blev dræbt på sygehusene af sikkerhedsstyrker.”
”En kristen jeg kender, hjalp en såret demonstrant med at komme på hospitalet, men myndighederne dræbte den sårede, da han kom frem. En anden jeg kender, har stadig en kugle i kroppen fra demonstrationerne, men han tør ikke gå på sygehuset for at få den fjernet, da han er bange for at blive dræbt.”
”I byen Rascht fandt der meget alvorlige massakrer sted. Jeg har fra en kilde hørt om et tilfælde, hvor sikkerhedsstyrkerne ledte efter demonstranter. Demonstranterne flygtede ind i deres hus, men sikkerhedsstyrkerne satte det i brand og skød demonstranterne, da de forsøgte at løbe ud af den brændende bygning. Sikkerhedsstyrker har været på toppen af bygningerne og skudt mod folk med maskingeværer. Der har ligget rækker med lig, det var som en krigszone.”
Flere iranere bliver kristne i denne tid – endda til en begravelse
”Midt i den traumatiserende og ekstreme situation har undergrundskirken vist sig som moden,” fortæller kontakten med glæde i stemmen.
”Der er virkelig en moden kirke over hele landet, den hjælper folk, beder for folk og er der for folk. Den er der på grund af støtte fra bl.a. Dansk Europamissions forbedere og givere. Eksempelvis mistede en iransk mand sin søn under protesterne. Han var genbo til en kristen, som havde en husmenighed i sit hjem. Menigheden besluttede sig for at hjælpe under begravelsen ved at lave mad og te, som er meget vigtigt i iransk kultur. De sørgende spurgte: ”Hvorfor er I her? De svarede ’fordi vi er kristne’. Til begravelsen blev to af de pårørende kristne. Folk er meget søgende og ønsker forbøn. Der er en meget stor åbenhed lige nu. Forskellen på lys og mørke er så stor, så mange folk søger Jesus.”
”Iranske kristne går på gaden og beder for folk. Nogle iranere tør ikke længere på sygehuset, da de risikerer at blive skudt, så de går i stedet til Jesus med deres sygdomme.”
”Kristne har også reageret ved at holde bedemøder og endda bønnenætter. Der er eksempler på, at de har inviteret ikke-kristne familiemedlemmer, som før havde hånet dem for deres tro, og ved bedemødernes afslutning spurgte de ikke-kristne, hvordan de selv kunne blive kristne. Der er mange sådanne historier.”
Har massakren forstærket den modreaktion vi i flere år har set i Iran, hvor folk søger alternativer til præstestyrets islam? spørger jeg. ”Modreaktion er blot forstærket, hvor folk søger alternativer til islam, ikke kun i den kristne tro, men også i ateisme og agnosticisme.”
