Kasakhstan

Hvordan bliver kristne chikaneret, diskrimineret og forfulgt?

Fra Sovjetunionens fald i 1991 og frem til 2012 havde kristne udbredt frihed i Kasakhstan, som endda var et center for mission i Centralasien. I 2012 blev der vedtaget en ny religionslov i landet, som gjorde det vanskeligere for kristne at praktisere deres tro. Ifølge den skal både kirke og kirkebygning registreres og der kræves mindst 50 medlemmer for godkendelse af en ny kirke.

Derudover skal alle religiøse aktiviteter gennemføres i det til formålet registrerede bygninger, hvilket betyder, at det f.eks. ikke er tilladt for en gruppe mennesker, at mødes privat og læse i Bibelen og bede uden en offentlig tilladelse.

Det er heller ikke tilladt at prædike uden for kirken i Kasakhstan, og det er strafbart at udgive religiøs litteratur uden at det er godkendt af staten. Kristne risikerer bødestraf og fængsel og en præst måtte gå helt til højesteret, før han blev frikendt for en bødestraf for at have bedt for en syg. Desuden kom en pastor under uretmæssig anklage for at have gjort en kvinde psykisk syg – en kvinde, der blot deltog i gudstjenester. Kirker og gudstjenester bliver overvåget af efterretningstjenesten.

Nogle kirker deler evangeliet med det muslimske befolkningsflertal

Forfølgelsen rammer særligt kirker og kristne, der insisterer på at evangelisere – særligt overfor den muslimske majoritet. Når en muslim konverterer til kristendommen, bliver de ofte udsat for et hårdt pres fra familien til rekonversion. Nogle udsættes for repressalier.

Selvom forfølgelsen i landet er stor, kommer mange til tro og tilslutter sig kirken. Men der er også mange, der forlader Kasakhstan på grund af den stigende forfølgelse.

Hvad gør Dansk Europamission

Dansk Europamission givere sikrer, at forfulgte kristne kan give poser med mad og tøj til sultne børn. Forældrene kan være alkoholikere og stofmisbrugere. De kristne hjælper de fattigste i samfundet, så de fattige kan få varme måltider og ved uddeling af poser med mad og tøj. Flere kasakhere bliver nysgerrige på, hvorfor de kristne hjælper dem – og det åbner deres øjne for den kristne tro. Håbet er også, at myndighederne måske får øjnene op for, at det at tage imod evangeliet om Jesus Kristus og indrette samfundet efter Bibelens ord gør en positiv forskel i deres land ved at se, hvordan kirken hjælper de udsatte.