Jeg har gennem mange år bedt sammen med kristne fra Centralasien. Bl.a. til en samling i regionen, hvor flere hundrede kristne fra forskellige kirker i Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan og Tadsjikistan mødtes til tre dages bøn, faste og lovsang. Helligånden var stærkt til stede, og den unge kirkes bønner var inspirerende. Hvordan kan de bede om vækkelse i lande, hvor kristne er få, og der endda kan være fysisk forfølgelse? Her har vi danske kristne meget at lære.
Vækkelsesmøder med tusinder af deltagere
Med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev et vindue åbnet. Ateismen mistede sin magt, og der blev indført trosfrihed i Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan og Tadsjikistan. Der var dengang kristne etniske mindretal som russere og tyskere i regionen, men stort set ingen indfødte kristne fra de overvejende muslimske befolkningsflertal.
Missionærer kunne rejse til regionen, og der kunne holdes vækkelsesmøder på stadioner og i auditorier, hvor tusinder deltog. Jeg kender personligt flere, der kom til tro på Jesus som deres frelser i denne periode. Flere af disse er i dag ledere i Dansk Europamissions projekter i Centralasien.
Mulighedernes vindue
Før kommunismens sammenbrud i 1991 udførte Dansk Europamissions forbedere og givere et uendeligt vigtigt arbejde i Centralasien. Man bidrog nemlig økonomisk til, at Bibelen kunne oversættes til usbekisk, kirgisisk, tadsjikisk og turkmensk. Arbejdet blev i hemmelighed udført af Institut for Bibeloversätning i Stockholm, som Dansk Europamission var med til at grundlægge i 1973.
Der lå således manuskripter klar, der kunne udgives og stille den åndelige hunger i Centralasien, da trosfriheden kom.
Dette mulighedernes vindue stod kun åbent i få år. Fra slutningen af 1990’erne begyndte myndighederne i Turkmenistan at indføre stramninger. For eksempel fik missionærer ikke fornyet deres visa, når de søgte. I en årrække sad kristne præster i fængsel i dette land, såvel som i Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakhstan og Tadsjikistan.
Islam har martyrstatus i Centralasien
Befolkningsflertallene var overvejende muslimske og blev under kommunismen udsat for tvangssekularisering på samme måde som de tidligere overvejende kristne befolkninger i Armenien, Georgien og Rusland. Derfor har islam martyrstatus i Centralasien på grund af forfølgelsen under kommunismen – ikke mindst blandt unge.
Religionslovene er stramme, og det kan ofte være vanskeligt at få kirker godkendt og lovliggjort. Islamiske grupper forsøger at få indflydelse i landene, hvor fattigdom kan give grobund for radikal islam. Og præsidenterne, som er magtfulde, er nok mere bange for yderliggående islamiske grupper end kristne og forsøger at fremme en form for kulturislam, der svarer til dansk kulturkristendom.
Unge, bæredygtige kirker
Kristne skal således navigere i en kompleks lovgivning, under intens overvågning og i et civilsamfund, hvor flere er tiltrukket af islam.
Det glædelige budskab er, at der i dag findes unge, men bæredygtige kirker, bestående af indfødte kasakhere, usbekere, tadsjiker, kirgisere og turkmenere. Kristendom er ikke længere kun noget vestligt, russisk og fremmed, men er stille ved at blive en del af den lokale kultur.
De nye og unge kirker har brug for vores forbøn og støtte, så endnu flere kan høre de gode nyheder om den store og uendelige kærlighed, Gud har vist os gennem Jesus Kristus.
