Pakistan

Nødhjælp og udviklingsprojekter

14-årige Elishba kidnappet og tvangskonverteret til islam  

Politiet har ikke grebet ind i sagen om tvangskonvertering og ægteskab af en kristen pige, som blev kidnappet i Pakistan den 11. juni 2025.

Af Redaktionen

Elishba Adnan. Associated Press (AP) rapporterede i 2020, at omkring 1.000 piger med minoritetsbaggrund årligt kidnappes i Pakistan, særligt piger fra kristne og hinduistiske familier. Foto: Christian Daily International-Morning Star News.

Del artikel

Elishba Adnan på 14 år blev taget fra sit hjem af en 26-årig muslim, Babar Mukhtar. Det fortæller Albert Patras, en rettighedsforkæmper med base i Vehari-distriktet i Punjab-provinsen. Politiet har informeret Patras om, at Elishba er konverteret til islam og har giftet sig med den ældre mand af egen fri vilje.  

Elishbas far, Masih Adnan, der arbejder med rengøring hos Burewala Tehsil Kommune, meldte straks sagen til politiet i Burewala. 

“Men til dato har politiet ikke registreret en First Information Report [FIR], hvilket forsinker politiets arbejde for at få barnet tilbage til forældrene og forværrer familiens nød,” siger Patras til Christian Daily International-Morning Star News. 

Han fortæller, at den fattige kristne far gentagne gange har besøgt politiet og tryglet dem om at få sin datter tilbage, men uden held. 

Masih Adnan siger, at han tror, at Mukhtar har taget Elishba, mens hun var på besøg hos sin onkel. “Mukhtar var en af min storebrors bekendte og besøgte ofte hans hus. Vi ved ikke, om han har manipuleret mit barn eller afpresset hende til at tage med ham. Det er ikke desto mindre en bortførelse, for min datter er mindreårig, og hun kunne let være blevet påvirket af den meget ældre mand.” 

Læs også: Kristne i Pakistan er udsatte 

De kristne friskoler, som Dansk Europamission samarbejder med i Pakistan, kender til denne udfordring. Samuel fra Dansk Europamission fortæller fra sit seneste besøg i Pakistan: “En af de skoler, vi samarbejder med, oplevede for nogle måneder siden, at en helt ung pige blev manipuleret af en ældre mand, der gav hende en række løfter, bl.a. om at hun ville få en dyr mobiltelefon og eget hus, hvis hun giftede sig med ham. Sådanne luftige løfter kan desværre finde klangbund hos piger, der vokser op i fattige kristne familier. Derfor er det så vigtigt, at udsatte børn fra den fattige kristne minoritet får skolegang, så de modnes og uddannes til at kunne gennemskue en sådan manipulation, ligesom de udrustes til økonomisk at klare sig bedre i livet end deres fattige forældre.” 

Støt Pakistan: Skolegang til fattige kristne børn