Ukraine

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Modtager af nødhjælp i Ukraine: ”Pris ske Gud, og tusind tak for gasflasken og maden”

”De sidste otte timer har der hver anden time været alarm her i Poltava”. Sådan begynder præsten Dmitry videosamtalen, hvor jeg hører nyt om situationen i Ukraine for at kunne skrive dette brev.

Af Samuel

Del artikel

Dmitry leder det nødhjælpshold, som Dansk Europamission støtter. Teamet hjælper nødlidende i landsbyer tæt på fronten, men også krigsflygtninge fra landsbyerne, der har søgt ly lidt længere væk fra fronten. Dansk Europamissions feltkoordinator er med til mødet og oversætter til dansk.

Om den humanitære situation fortæller Dmitry: ”Jeg havde egentlig troet, at der ville blive færre flygtninge, men det sidste halve år er der blevet flere. De flygter fra byer meget tæt på fronten mod Poltava, som ligger lidt længere inde i landet. Landsbyerne langs fronten bliver mere og mere ødelagte. Vi var i en landsby, hvor der ikke var et hus som ikke var ødelagt eller beskadiget.”

Poserne betyder, at nødlidende får mad i maven

”Vi tager ud til landsbyerne med den nødhjælp, som I giver. Mange folk er faktisk i en situation, hvor de ikke har meget tilbage. Selv tøj har de mistet i angrebene, og hvis man ikke har arbejde, kan man ikke købe nyt tøj. Derfor begynder folk at spare på mad, så de sulter. Der er nogle, der kan dyrke grøntsager, men det er ren overlevelse.”

”Poserne med mad betyder, at nødlidende får noget i maven, og de penge maden ville have kostet, kan de bruge på andre meget vigtige ting,” fortæller Dmitry.

Nødhjælpen består af:

  • Poser med i gennemsnit otte kilo mad uddeles hele året. Det koster 112 kr. at uddele en pose nødhjælp.
  • Brødovne, så folk let kan bage brød derhjemme. Uddeles både sommer og vinter og koster 509 kr. pr. stk.
  • Det koster 311 kr. at uddele en gasflaske med topbrænder til madlavning.
    De uddeles sommer og vinter og er til hjælp, hvis den centrale energiforsyning hindres af russiske angreb.
  • Elektriske varmetæpper koster 307 kr. pr. stk., uddeles om vinteren og bringer lindring samt forebygger sygdomme i kolde huse eller lejligheder.

”Alt ser så umuligt ud, og så sender Gud pludselig jer”

Vores feltkoordinator tager jævnligt den ikke helt ufarlige rejse til det østlige Ukraine for at opmuntre teamet og føre tilsyn med nødhjælpsprojektet ikke langt fra fronten. I en landsby mødte han på sidste rejse kvinden Zhenja som udbrød: ”Alt ser så umuligt ud, og så sender Gud pludselig jer. Pris ske Gud, og tusind tak for gasflasken og maden.” Dmitry fortæller, at landbyboerne nogle gange siger: ”For os er I som kirke et tegn på, at Gud hjælper – og vi har også bedt Gud om hjælp. ” Og hjælpen opfylder ikke kun fysiske behov, men også åndelige behov. I en tid med krig søger mennesker Gud på en anden måde end i fredstid.

Dmity slutter vores samtale med at sende denne hilsen til Dansk Europamissions forbedere og givere: ”Kære venner, jeg vil sige til jer, at I nok ikke helt fuldt forstår, hvilken hjælp I giver nødlidende mennesker i Ukraine. Nødhjælpen er ikke kun en lille velsignelse, men den viser modtagerne, at der står nogen bag, der tænker på dem og har omsorg for dem. Det er med til at give dem håb og lindring i deres hjerter. Det er et stort vidnesbyrd for dem, at Gud ikke glemmer dem.”

Støt Ukraine: nødhjælp under krig