Nødhjælp og udviklingsprojekter

Pakistansk uddannelsesekspert: Kristne børn i Pakistan kan få en mindreværdsfølelse, der kan præge deres personlighed hele livet

Men gennem skolegang på kristne friskoler kan børnene som kristne minoritetspersoner forberedes på at stå på egne ben under videreuddannelse og på arbejdsmarkedet.

Af Samuel

Dansk Europamissions forbedere og givere sikrer, at 194 udsatte pakistanske børn får mulighed for at lære at læse, regne og skrive. I skolerne kan de udfolde deres evner og blive udrustet til at klare sig bedre i tilværelsen end mange af deres forældre. De kan potentielt kæmpe for kristnes rettigheder i Pakistan og gøre en positiv forskel i landet. Foto: Dansk Europamission

Del artikel

Jeg befinder mig i det nordvestlige Pakistan, hvor jeg møder Mahmoud (dæknavn, red.). Han er kristen og ansat i det offentlige skolevæsen, hvor han fører tilsyn med offentlige skoler og desuden introducerer lærerne til nye undervisningsformer, eksempelvis aktivitetsbaseret undervisning. Ikke alene kender han den kristne minoritet indefra, han er også uddannelsesekspert med relevant akademisk baggrund.  

Mahmoud fortæller: “Børn af kristne forældre har det svært i offentlige skoler. De er ofte ensomme, føler sig uden for, er generte og bange for at engagere sig i fællesskabet. Måske rækker de ikke engang hånden op i timerne og svarer på spørgsmål, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.”  

Indigneret fortæller han, at nogle kristne forældre ligefrem siger til deres børn, at de ikke skal svare på spørgsmål om den kristne tro, heller ikke fra klassekammeraterne. Spørgsmålene kan f.eks. være, hvorfor kristne tror på tre guder (treenigheden, red.) eller om Jesus er profet eller Guds søn.  

“Forældrene er ikke i stand til at klæde deres børn på hjemmefra til at svare på spørgsmål, da de måske ikke selv kan læse, regne eller har nogen uddannelse. Mange fattige kristne har skabt mentale mure i deres hoveder, hvor de er meget bange for det muslimske flertal.” 

Mange fattige kristne har skabt mentale mure i deres hoveder, hvor de er meget bange for det muslimske flertal – Mahmoud

Nogle pakistanske kristne udvikler mindreværd fra de er børn  

“På grund af frygt og tilbageholdenhed kan kristne børn i offentlige skoler få en mindreværdsfølelse, der kan præge deres personlighed hele livet. Jeg tror et barns personlighed formes fra det er nul til ti år. Derfor kan det være skadeligt, hvis børn vokser op på denne måde”, fortæller den erfarne uddannelsesmand med eftertryk. Han anbefaler, at kristne børn går på kristen friskole de første år af deres liv. Dette kan forberede dem til at gå på offentlige uddannelsesinstitutioner sidenhen. 

“Jeg tror faktisk, at kristne børn kan rejse sig og skinne, hvis deres forældre kunne uddanne dem til at svare på spørgsmål. Der er eksempler på kristne børn, der klarer sig godt på offentlige uddannelsesinstitutioner, hvis deres forældre har undervist dem i, hvad de skal svare i skolen. De vil også kunne trives i fællesskabet, men deres psyke og mentalitet skal ændres, så de ikke føler sig mindreværdige.” 

Mahmouds mor klædte ham på til de vanskelige spørgsmål i skolen 

Mahmoud er vokset op med en mor, der var lærer, og kunne undervise ham i Bibelen. “Om aftenen tog hun fat i det, vi havde lært i skolen om islam. Engang opfordrede en muslimsk ven mig eksempelvis til at blive muslim. Han fortalte, at jeg ville kunne få sex med jomfruer i paradis, hvis jeg konverterede til islam. Men fordi jeg var forberedt på sådanne spørgsmål, kunne jeg sige, at i min familie er der også kvinder. Hvis vi som familie blev muslimer, hvad ville kvinderne så få i himlen? Min studiekammerat vidste ikke, hvad han skulle svare, så han gik til en muslimsk lærd. Næste dag mødte han mig med nedslåede øjne. Han havde nemlig ikke fået noget svar på mit spørgsmål.” 

På grund af sin opdragelse og tilgang til livet har Mahmoud i dag et godt forhold til ikke-kristne. “Jeg har selv venner, som er muslimer og hinduer. Jeg føler mig ikke som mindreværdig, men ser alle som ligeværdige mennesker.” 

Tværtimod oplever Mahmoud nogle gange respekt fra muslimer for den kristne tro. “Jeg tror, at nogle er misundelige på de kristnes indstilling. Eksempelvis lærer kristne, at de skal være ydmyge og tilgive deres fjender. Denne tilgang findes ikke i islam, som snarere lærer, at man skal hævne sig på sine fjender.”  

Støt Pakistan: Skolegang til fattige kristne børn