Blot få minutter efter at han var blevet løsladt fra varetægtsfængsling den 8. oktober for at blive overført til husarrest, arresterede tre politifolk (muligvis fra det hemmelige politi) den 66-årige presbyterianske pastor Bakhytzhan Kashkumbayev. Han står nu over for at skulle efterforskes, denne gang for at være “ekstremist” eller “terrorist”, fortæller hans familie og advokat. Politiefterforsker kaptajn Vyacheslav Glazkov har også nægtet Kashkumbayev brug af hans advokat. Glazkov, politiets Afdeling for Anti-ekstremisme (som fører tilsyn med sagen), det hemmelige politi KNB og byens anklagekontor nægtede alle at udtale sig om sagen.
Familiemedlemmer fortalte Forum 18 News Service (Dansk Europamission er medstifter og involveret i ledelse samt drift af Forum 18 News Service) at de ikke har modtaget nogen dokumenter om de nye anklager om “ekstremisme” og heller ingen detaljer om hvad der ligger bag. “Det eneste vi ved, er at de så på en videooptagelse, men vi ved ikke hvem der er på den, hvad den omhandler, eller hvem der optog den”, fortæller Askar, pastorens yngste søn den 9. oktober. “Disse nye anklager er noget komplet vrøvl. De prøver at få min far til at fremstå som terrorist”.
Han tilføjede at hans mor, Alfiya, “har det meget svært”.
Pastor Kashkumbayev ledede Grace kirken i Astana indtil han trak sig tilbage som 66-årig i oktober 2012. Samme måned blev der åbnet en straffesag mod ham på baggrund af anklager om at han skulle have skadet en af sine kirkegængeres helbred. Det drejer sig om kvinden Lyazzat Almenova. Hun fortalte til Forum 18 at hendes helbred ikke var blevet skadet. Pastor Kashkumbayev blev arresteret den 17. maj 2013. Ni menneskerettighedsforkæmpere har sat Kashkumbayev på en liste over Kasakhstans politiske fanger og forlangt at han bliver løsladt. Den 7. oktober beordrede retten i Astana at Kashkumbayev skulle overføres fra fængslet til husarrest.
Men i statens lange felttog mod Grace kirken har embedsmænd påstået at sagen også inkluderer spionage, svindel, hvidvaskning af penge, uddeling af ekstremistiske tekster og brug af hallucinogene stoffer i kommunionsdrikken. Kirken og dens ledere har gentagne gange nægtet at have gjort noget forkert.
Forsinket løsladelse
De ansatte i varetægtsfængslet kunne ikke behandle pastorens løsladelse den 7. oktober, da rettens afgørelse om at han skulle overføres til husarrest først var dem i hænde klokken 17.30. Hans advokat Nurlan Beisekeyev, hans kone Alfiya og andre familiemedlemmer ankom til fængslet om morgenen den 8. oktober. Først klokken 13 var alle formaliteter i orden omkring løsladelsen. Pastor Kashkumbayev blev genforenet med sin kone, som han ikke havde set i næsten fem måneder siden den dag han blev arresteret, fortæller familiemedlemmer til Forum 18.
I en videooptagelse som familien har optaget, ser man pastor Kashkumbayev vise smertefulde åreknuder på sine ben til sin kone, der derefter bryder i gråd.
Ny anholdelse
Men tre embedsmænd klædt i civil – sendt af politiinspektør Glazkov – ventede ved fængselsporten. De sagde at de var fra politiet, men nogle af kirkemedlemmerne genkendte en af dem som værende en betjent fra det hemmelige politi KNB, som tidligere havde været med til at ransage Grace kirken i Astana.
De tre mænd gav Kashkumbayev ordre til at tage med på politistationen så Glazkov kunne afhøre ham “uden nogen klar begrundelse hvorfor”, fortalte advokaten Beisekeyev til Forum 18.
Han kørte – sammen med de tre embedsmænd – pastor Kashkumbayev og hans kone til politistationen.
Da de var på Glazkovs kontor, afslørede han at nye anklager var blevet fremlagt sideløbende med den eksisterende efterforskning af pastoren. Han bliver nu efterforsket for anklager om overtrædelse af artikel 233-1, del 1 af straffeloven. Den omhandler “propaganda til fordel for terrorisme eller ekstremisme, offentlige opfordringer til at udføre ekstremistiske handlinger eller terrorhandlinger, såvel som uddeling af materiale med førnævnte indhold”. Strafferammen er fængsel i tre til syv år.
I begrundelsen for at åbne den nye sag, som advokaten Beisekeyev har læst, påstår politiefterforsker Glazkov at under efterforskningen af den påståede “alvorlige skade” som Kashkumbayev skulle have påført Almenovas helbred, havde en “ekspertanalyse” vist at der var “ekstremistiske elementer” i kirkens aktiviteter.
Vicepolitichef for politiet i Astanas Afdeling for Bekæmpelse af Ekstremisme, Khadzi-Gali Imazhanov, beskrev sig selv som “chef for politistationen” og truede derefter advokaten og Alfiya med vold hvis de ikke forlod politistationen. Glazkov informerede advokaten om at han kun repræsenterede Kashkumbayev i sagen om Almenovas helbred, ikke i ekstremismesagen.
Glazkov nægtede at lytte til Kashkumbayevs protester om at han har valgt Beisekeyev som sin advokat og at han som kasakhisk borger har ret til at vælge sin egen advokat. Beisekeyev fastholdt over for Forum 18 at, eftersom de to sager har det samme sagsnummer, så må de skulle behandles som en enkelt sag, og at der ikke er nogen grund til at forhindre ham i at repræsentere sin klient.
Vicepolitichefen Imazhanov brasede derefter ind på kontoret og råbte op og insisterede på at Beisekeyev ikke havde nogen ret til at blive, og at politiet havde ret til selv at udnævne en advokat. Efter fysiske trusler fra de to politimænd forlod advokaten kontoret. Alfiya havde allerede forladt rummet efter den første omgang trusler.
Glazkov prøvede derefter at få en anden advokat, der var i bygningen i forbindelse med en anden sag, til at repræsentere Kashkumbayev. Han nægtede dog da pastoren afviste at bruge ham. Han hjalp derefter Kashkumbayev med at nedskrive en erklæring om at han insisterede på at blive repræsenteret af sin egen advokat. Han rådede også Kashkumbayev til at nægte at svare på nogen spørgsmål i forbindelse med den nye sag så længe hans advokat ikke var til stede.
Hvori består anklagerne om ekstremisme?
Advokaten Beisekeyev fortalte Forum 18 at han ikke fik lov til at se en kopi af dokumentet hvormed den nye sag indledes. Der er heller ingen af familiemedlemmerne der har fået adgang til informationer om den nye sag.
Inspektør Glazkov nægtede gentagne gange at diskutere den nye sag med Forum 18. Han blev ved med at gentage “Hvad er det I vil?”, og lagde så telefonen på. Imangali Makishev, som er vicechef for politiet i Astanas efterforskningsenhed, fortalte Forum 18 den 9. oktober at den nye sag mod Kashkumbayev ligger hos Politiets Afdeling for Anti-ekstremisme. Men Yerbulan Kusainov, som er chef for denne afdeling, fortalte samme dag Forum 18 at han ikke kunne komme med nogen kommentarer over telefonen. “Sådan er reglerne”. Adspurgt hvorfor en ny sag var blevet åbnet mod pastoren, knap fem måneder efter at han første gang var blevet arresteret, svarede han: “Det vil retten afgøre”. Da han blev informeret om familiens bekymringer om pastorens alder og helbred, og deres insisteren på hans uskyld, svarede Kusainov: “Min samvittighed er ren”.
Det var heller ikke muligt at få en kommentar fra hverken Kusainovs næstkommanderende, Imhashanov, eller Astanas offentlige anklager, Muktar Zhorgenbayev.
Kirkemedlemmer fortalte Forum 18 at den nye sag om ekstremisme mod Kashkumbayev er under tilsyn af statsanklageren.
Helbredsproblemer
Ifølge kasakhisk lov kan man tilbageholde en person i tre dage efter anholdelsen, hvorefter en domstol enten skal forlænge varetægtsfængslingen eller løslade vedkommende. Astanas byret nr. 2 i Almaty – som har autoriseret at Kashkumbayev blev tilbageholdt i fem måneder – sagde til Forum 18 at de ikke har modtaget nogen anmodning om at holde ham fængslet.
Askar Kashkumbayev sagde at han og familien er meget bekymrede for pastorens helbredsmæssige tilstand. “Vi havde håbet at han ville have kunnet modtage behandling for sine åreknuder mens han var i husarrest”, fortalte han Forum 18. “Han har store smerter, og i går lod de ham stå på gangen i to timer i fængslet”.
Efter at han igen blev arresteret, har Kashkumbayev siddet i Astana politis midlertidige isolationsfængsel. Det bekræftede lederen af fængslet, Adilbek (han ville ikke oplyse sit efternavn) den 9. oktober. Da han blev oplyst om at familien var bekymret for hans helbred, og at rettens beslutning om at overføre ham til husarrest delvist var baseret på pastorens helbred, afviste han bekymringerne. “Hans helbred er normalt. Han bliver undersøgt af en paramediciner. Der er ikke nogen der dør her i mit fængsel.”
Protester
Askar Kashkumbayev fortalte Forum 18 at familien har sendt skriftlige klager til mange offentlige myndigheder angående behandlingen af hans far, heriblandt byens anklagemyndighed og distriktsretten. Han fortalte at han også havde planer om at sende en klage til Kazakhstans ombudsmand for menneskerettigheder, Askar Shakirov.
(Ifølge den Internationale Koordinerende Komite for Nationale Institutioner for Fremme og Beskyttelse af Menneskerettigheder, lever Kasakhstans ombudsmand for menneskerettigheder ikke helt op til de standarder der er angivet i Paris Principperne om adskillelse af sådanne menneskerettighedsorganisationer fra staten.)
Askar Kashkumbayev fortalte at efter hans faders anholdelse i maj, havde den lokale afdeling i Astana af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) desværre fortalt ham at de ikke kunne hjælpe, eftersom de ikke har mulighed for at blande sig i sager om enkeltpersoner.