Det var en af de dage. En succesfuld kristen leder var blevet afsløret i dobbeltliv og hængt ud på internettet. Han var ikke den første, og ville ikke blive den sidste. Men hyppigheden i sådanne anti-vidnesbyrd slog mig. Sammen med sorgen var en lille åbning for skam over kirkens omdømme i verden. For hvem skammer sig ikke over at få snavset vasketøj hængt ud til offentlig beskuelse?
Der er dage, hvor kirken skammes ud i offentligheden, og dens mange fejl, forsyndelser og menneskelige nederlag udstilles. Og man kan blive mismodig og skamfuld på kirkens vegne. Det er til sådanne øjeblikke, at Paulus hvisker sine ord: skam dig ikke ved evangeliet. Skam dig ikke ved Herren Jesus Kristus. Skam dig ikke over hans tjenere og dem, som betaler en pris for efterfølgelsen og bekendelsen til ham.
Når man fanges af mismod over skamfyldte ting, opfordres vi til at løfte blikket et andet sted hen. Hen mod Herren Jesus selv. Først og fremmest mod ham. For når vores blik hviler i hans elskende, frelsende blik, fatter man håb om, at han er så meget større end tidens antividnesbyrd.
De gode vidnesbyrd. Om mennesker, som følger Herren, også når det koster noget. Om liv som forvandles af evangeliet og af Åndens nærvær. Om noget, som bærer gennem lidelse. De gode vidnesbyrd skaber noget andet end skam. De skaber velduft og hjælper til, at man kan løfte hovedet igen med en form for ydmyg stolthed. Mødet med den kæmpende og lidende kirkes vidnesbyrd har den effekt, at den for mig styrker tro. Den modellerer en trofasthed, som kalder mig til selv at forblive tro. Den styrker mig i at holde ud med den Herre, som holder ud med mig.
Det bliver da i en tid med hurtige domme og dårlige fortællinger vigtigt, hvilke vidnesbyrd, vi vælger at lytte til. Lad os skelne mellem det, som bygger op, og det som ikke gør.
Ole Backer Mogensen er sognepræst i Græsted.
