Dengang var der kun fem kendte kristne i Libyen, fortæller Palle: “Der er meget at takke Gud for hvad angår udviklingen i Libyen. En af grundene til at vi overhovedet rejste til Nordafrika var, at vi kunne konstatere, at der i Nordafrika var stor åndelig søgen, men stort set ingen kirker, der kunne hjælpe dem, der søgte Jesus.”
“Vi havde hørt historien om en Ibrahim fra Marokko, der sidst i 1980’erne havde lyttet til kristen radio og havde skrevet til opfølgningsteamet, fordi han ville være kristen. Men det hemmelige politi havde opsnappet brevene og fængslede ham. Han blev udsat for tortur, men kom ikke ud som en brudt mand.”
“Han fortsatte med at lede efter en kirke. Da han endelig fandt en kirke i Tunesien, afviste den ham, da præsten var bange for at blive straffet af myndighederne for at dele evangeliet med muslimer. Ibrahim blev ligefrem fysisk skubbet ud af kirkebygningen. Det var hans første møde med kirken. Det endte med at han grædende gik ind i basaren. På en trædør så han et kors. Det var en fransk protestantisk kirke. Præsten inviterede ham ind og gav ham et kæmpe kram. Præsten sagde: ’Nu er du kommet hjem. Vi er dine brødre og søstre.’”
“Ibrahim blev boende hos præsten de næste to år. Han elskede at dele troen med andre. På dette tidspunkt havde man kun kendskab til godt 30 kristne med muslimsk baggrund i Tunesien. Han blev arresteret og sendt tilbage til Marokko. Han døde i et fængsel, officielt af et astmaanfald, men han led muligvis martyrdøden. Denne historie blev motivationen til at min hustru, Anne-Marie, og jeg rejste til Nordafrika som missionærer sammen med vores døtre.”
