”Der sker noget i Usbekistan i disse år,” fortæller Jasur,* der er kirkeleder i en kirke, som Dansk Europamissions givere støtter.
Usbekistan har de sidste år forsøgt at trække turister til landet. Ifølge Jasur har en af udfordringerne været, at Usbekistan i mange år figurerede på Countries of Particular Concern. Det er en liste, som det amerikanske udenrigsministerium fører over lande, hvor de monitorerer befolkningens rettigheder og frihedsgrad særligt tæt. Her har Usbekistan været i selskab med lande som Saudi-Arabien, Kina, Eritrea og Nordkorea – og det fremmer ikke turisternes interesse.
”I et forsøg på at få landet fjernet fra CPC-listen har regeringen i de senere år løsladt mange religiøse og politiske fanger. Den løsnede også det hårde pres på kristne. Evangelisering og mission blandt muslimer er stadig ikke tilladt, og regeringen undertrykker fortsat religiøse grupper. Så situationen for landets kristne er ikke ideel, men presset på de kristne er mindsket voldsomt, og det er fantastisk! Nogle kirker har endda fået officielle registreringer. Det er et mirakel fra Gud,” fortæller Jasur begejstret. Selvom kirken som helhed er vokset siden årtusindskiftet, var det 20 år siden, at en ny kirke i Usbekistan sidst fik en officiel godkendelse fra regeringen. Men over et par uger i efteråret 2019 blev der givet flere tilladelser. Samme år blev Usbekistan fjernet fra Countries of Particular Concern og i stedet placeret på Special Watch, som er en liste over lande, der kun i mindre grad undertrykker befolkningen.
”I vores kirke har vi en officiel godkendelse. Det giver os mulighed for at lave nærmest alle former for undervisning, prædiken, lovsang, ungdomsgrupper etc. inden for kirkens mure. Uden for murene er det noget sværere, for dér er det forbudt at drive mission. Hvis man evangeliserer og forsøger at omvende en muslim og bliver afsløret i det, kan man få tre års fængsel, men det er endnu værre for kirken, hvis præsten gør det. Det er tilladt, hvis vedkommende konverterer af sig selv, men så vil han eller hun ofte få problemer med sin familie. Så vi kan ikke gå ud og evangelisere, men må i stedet være kreative. Vi må gerne lave humanitær hjælp som suppekøkkener, børnehjemshjælp, sygehushjælp etc., men regeringen kontrollerer os og ser, hvor vi får finansieringen fra. Vi må også gerne gå til kommunen og få en liste over de fattige i området, som vi så kan hjælpe. I vores område gik nogle repræsentanter for de lokale myndigheder med os rundt de første to gange. Derefter sagde de, at de ikke behøvede at tjekke os mere. De stolede på, at vi hjalp folk,” fortæller Jasur og understreger, at det ofte er gennem personlige kontakter og samtaler, at de nye kristne får øjnene op for Jesus som deres frelser.
Men omvendelser i Usbekistan fører store problemer med sig. For det første bringer det skam og vanære over muslimens familie, hvis han konverterer. Desuden har løgne og stigmatisering ført til, at nogle usbekere er decideret bange for deres kristne landsmænd. Nogle opfatter også de kristne som fjender. Jasur tror dog, at fordommene er ved at blive brudt ned i denne tid, hvor flere bliver kristne i landet.
”Det er ikke nemt at ændre det, og folk er ikke særligt demokratisk anlagt her. Det er en udfordring. Men vi har et vindue i disse år, som kirker og kristne skal udnytte klogt. Vi skal vise, at vi bidrager positivt til samfundet og på den måde få mere frihed,” fortæller han.
Jasur forklarer, at fem ting særligt kan hjælpe den usbekiske kirke på den lange bane:
“For det første er de kristne nødt til at komme ud til de etniske, usbekiske grupper. Hvis kirken ikke får rødder i det usbekiske folk, er arbejdet spildt – for ellers kan én krig eller én emigrationsbølge få kirken til at forsvinde.
Dernæst er det glædeligt, at der er vækkelse i den voksne generation i disse år, og flere og flere kommer til kirken. Men hvis det ikke fortsætter til den næste generation, bliver kirken svag på sigt. Derfor skal kirken for det andet prioritere arbejdet blandt børn, juniorer, teenagere og unge voksne, så de kan få et hjem i kirken og lære om Jesus hele livet.
For det tredje er der behov for dygtige kristne, der tager uddannelser og bringer kristendommen ind på deres studiesteder og arbejdspladser som psykologer, lærere, journalister, jurister, politifolk og forretningsfolk. Det er godt, når kirken styrker samfundet, og for at kunne gøre det effektivt kræves en god uddannelse. Hvis kristne i Usbekistan kun har religiøse kompetencer, kan de ikke påvirke samfundet effektivt.
For det fjerde må kristne ikke gemme sig bag kirkens mure. De må ud i samfundet og have en god kontakt dér som aktive i sportsklubber, i foreningslivet eller i diakonalt arbejde. Kirken skal ud og møde folk. Hvis den sidder bag sine døre og venter på, at folk kommer ind i kirken, risikerer den at ligne en sekt.
Den femte og vigtigste ting er, at de kristne har brug for en stærk tro. For uden en tro på Jesus Kristus bliver de ikke andet end gode humanister. De skal have troen med sig, for ellers mister de essensen af det hele,” understreger han.
”Det her er starten på en ny periode for kirken, der forhåbentlig fører til en større religionsfrihed i landet og en vækkelse blandt usbekere nu og i fremtiden,” slutter Jasur, der er en del af en generation af kristne, som har risikeret fængsel for deres tro. Måske behøver den næste generation ikke at gøre dét – måske kan de få mere frihed til at være kristne og til at dele evangeliet blandt usbekere.
*Jasur er et dæknavn, som vi bruger af sikkerhedsmæssige hensyn.
Du kan selv komme med til Usbekistan og møde de lokale kristne. Dansk Europamission arrangerer i uge 42 en grupperejse til det centralasiatiske land, hvor du kan møde de lokale kristne og se landets flotte natur og anderledes kultur.
Læs mere og tilmeld dig her.
