Syrien

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Kristne flygter fra Syrien

Det er den 7. oktober 2013. Jeg befinder mig i en kirke i Jordan, hvor 18 kristne flygtningefamilier fra Syrien har søgt tilflugt. Her er gulvet og nogle madrasser blevet deres hjem.

Af Henrik Due Jensen

Del artikel

Angreb på kristne

En af dem kalder jeg Paul af sikkerhedsmæssige årsager.  Han er flygtet fra borgerkrigens rædsler i Syrien, men han er i en særligt vanskelig situation fordi han tilhører Syriens kristne mindretal.  Paul mener at han vil blive dræbt hvis han vender tilbage til Syrien.  De kristne i Syrien er i en desperat situation. Ligesom resten af befolkningen er de midt i en borgerkrig; en krig der spreder frygt og rædsel, og som har sendt millioner på flugt.

Billede til højre: Flygtningebørn fra Syrien som Henrik Due Jensen besøgte i Jordan i oktober 2013

Paul fortæller mig at det er de kristne der betaler prisen for de kampe der foregår i den muslimske verden.  Han fortæller om hvordan kristne drenge på skolerne i Syrien bliver angrebet af muslimske drenge, blot fordi de er kristne.  Desuden fortæller han at 35 kirker er blevet brændt i Syrien.  Han ønsker ikke at jeg tager billeder af ham af frygt for hans fremtid.  Han har et håb om at kunne vende tilbage til Syrien.

Dansk Europamissions samarbejdspartner i Jordan beretter: Kristne i Syrien lider ikke blot under borgerkrigens bombeangreb og voldsomheder, men især også under at være mål for ekstremistiske islamistiske oprørsgrupper.  Anslået 600.000 kristne er allerede flygtet ud af landet eller er blevet dræbt, og de der er tilbage, står over for trusler om kidnapning, tortur, seksuelle overgreb og andre former for forfølgelse. Flere hundrede tusinde kristne er blevet internationale flygtninge, tvunget til at flygte fra deres hjem med kun det tøj de står og går i, blot for at ende i flygtningelejre hvor der er mangel på mad, medicin, strøm og petroleum.

Billede til højre: Mad til flygtninge fra Syrien

Støt

Frygt for muslimske ekstremister

En anden mand ved navn Petros* forklarer mig at de muslimske ekstremister har overtaget landet, og at hvis præsident Assad går af, så vil det betyde at de kristne bliver udryddet.

Folk bliver kidnappet, og der er mange blandt oprørerne i Syrien der anvender mafialignende metoder i kampen om magten i Syrien.  Priserne på madvarer er steget voldsomt, hvilket har vanskeliggjort livet yderligere for befolkningen.  Der mangler ganske enkelt mad.

Petros* forklarer at han måtte sælge ejendele fra sit hus for at kunne flygte. Han ankom til Jordan for ca. 15 dage siden med blot to par bukser og to skjorter.

De kristne jeg taler med denne eftermiddag, er dybt bekymrede over udviklingen i deres land, og mest af alt frygter de at muslimske fanatikere overtager Syrien så forfølgelserne af den pressede kristne minoritet bliver værre. De kristne frygter for deres liv og for til sidst at blive helt udryddet.

De kristne er fanget i en situation hvor de ikke kan føle sig sikre hvis ledelsen af landet overgår til oprørerne.

Dansk Europamission beder fortsat om din hjælp så vi kan hjælpe flere ofre for denne forfærdelige borgerkrig.  Støtten går gennem kristne der rækker ud med hjælp til ofrene både i og uden for Syriens grænser. Der er et akut behov for støtte nu, særligt inde i Syrien hvor kristne når ud til tusinder af ofre for borgerkrigen.

*Navnet Petros er et dæknavn af sikkerhedsmæssige årsager.

Hjertelig tak for den støtte vi allerede har modtaget, og tak for din fortsatte støtte til denne vigtige indsats.

Dansk Europamission har indtil videre været med til at støtte de flygtninge der opholder sig i Jordan. Flygtningene har blandt andet modtaget mad, vand, tæpper, sko og medicin.

Støt