Det er hen på eftermiddagen på en varm sommerdag i Centralasien. Sammen med Amir, som er konvertitkristen, har jeg besøgt en præst i en konvertitkirke, og Amir og jeg mødes med Amirs hustru Inaya og parrets tre børn.
Mens børnene leger i vandkanten ved en sø, beder jeg ægteparret om at fortælle deres historie.
Amir: ”Inaya og jeg er begge født og opvokset i en landsby ikke langt herfra, og bor i et mindre hus som jeg har bygget på mine forældrenes grund, lige ved siden af deres hus”.
”Da jeg var 12 år gammel, blev en muslimsk kvinde i nabohuset kristen. Hun fortalte frimodigt om Jesus, og efter noget tid kom hele hendes familie til tro. Inayas og mine forældre kom også til tro og begyndte at komme i vores nabos huskirke, og hjemme læste vi i Bibelen hver dag. Der var flere andre nye konvertitfamilier i landsbyen, og de samledes hver uge på skift i hjemmene, og mange var meget frimodige om deres tro på Jesus”.
“Det var på grund af bibelord, vi havde hørt som børn, som var forblevet i vores hjerter, og med tiden vækkede det en længsel efter Gud”
– Inaya
De nye kristne havde dog ikke lært Bibelen så godt at kende endnu, og de havde ikke så dybe rødder i troen, da der pludselig kom forfølgelse fra myndighederne imod dem. Forfølgelsen var særligt rettet imod huskirker og forsamlinger i private hjem, og mange kristne fik bøder og trusler om fratagelse af ejendom, hvis de fortsatte deres aktiviteter.
Amir: ”Myndighederne sagde til os: `Hvis I forsamles, får I bøder, og hvis vi finder Bibeler hos jer, vil I blive anklaget for at udføre missionsaktivitet´. Ja det var blot nogle af de trusler, som de kom med!”.
”Desværre faldt min far væk fra troen på Jesus, og senere rejste han til Rusland som migrantarbejder, og der bor han fortsat. Men min mor har holdt trofast fast i Jesus, og hendes bønner banede vej for min frelse!”, smiler Amir.
”Under tiden med forfølgelse, holdt mange kristne op med at mødes i hjemmene til bibelstudie, og mange faldt væk fra troen, inklusiv min familie”, sukker Inaya.
”Mine forældre blev desværre senere skilt. Min far er flyttet til Rusland, og min mor bor i en storby. De er begge blevet gift med en ny ægtefælle”.
”Men min mor er begyndt at komme i en kirke en gang imellem, og det glæder mig meget”, smiler Inaya glad.
Bibelord fra barndommen vækkede en længsel
”Hvad så med jer, hvordan kom I så til tro på Jesus, og hvordan fandt I sammen?”, spørger jeg.
De kikker lidt på hinanden, og så svarer Amir med en lav stemme: ”Både Inaya og jeg gled tilbage i verden, og vi begyndte også at følge nogle muslimske regler. Vi var begge skuffede over vores forældre, og havde megen tvivl om den kristne tro”.
”Vi havde kendt hinanden siden vi var børn, men på et tidspunkt blev vi forelskede i hinanden og blev kærester”, siger Amir med et smil. ”På grund af en svær økonomisk situation rejste jeg til Rusland i et par år for at arbejde, men i 2016 kom jeg tilbage fra Rusland”.
Inaya: ”Vi ville gerne giftes, men vi havde også begge to et ønske om at komme tilbage til kirken, og til Jesus igen. Det var på grund af bibelord, vi havde hørt som børn, som var forblevet i vores hjerter, og med tiden vækkede det en længsel efter Gud”.
Forfølgelsen gjorde på en måde mission lettere
”I vores landsby var der stadig enkelte kristne, som holdt fast i Jesus, og de havde fortsat med at bede for os!”.
Der var nu flere konvertitægtepar i landsbyen, og hver uge kom en evangelist fra den kirke, som Dansk Europamission samarbejder med, på besøg i deres huskirke for at undervise dem i Bibelen.
Men i 2023 kom der endnu engang forfølgelse af de kristne.
”Folkemængden var vrede på os kristne og sagde: ` I spreder jeres lære til alle hjem i landsbyen som en pest!´.”
– Amir
Amir: ”Nogle konvertitkristne familier blev forfulgt. Familierne blev udskammet og truet, og folk løj om dem. Hos den ene familie var 30 muslimske slægtninge imod dem, og disse slægtninge gik til det lokale bystyre i vores landsby, som så også ville smide dem ud af byen”.
Amir: ”Folkemængden var vrede på os kristne og sagde: ` I spreder jeres lære til alle hjem i landsbyen som en pest!´.”
”Nogle muslimer i vores landsby sendte chatbeskeder med video og lydfiler til alle i landsbyen med løgnehistorier om kirken og os kristne. `Vi advarer imod en farlig kristen sekt i vores landsby, som vil føre rettroende muslimer på vildspor og ind i løgn og fortabelse´, skrev de!”.
Nogle kristne fortsatte dog med at vidne om Jesus, selv om de var under voldsomt pres og trusler.
Amir: ”Det blev på en måde lettere for os at fortælle om Jesus under forfølgelsen, fordi nu vidste alle i landsbyen, at vi var kristne!”
De kristne har ret til at bo i fred
Amir: ”Men så en dag begyndte en folkemængde at samle sig ved landsbyens moske. En mand ringede og sagde: ”Vi er mange, som er forsamlet nu ved moskeen, og om lidt kommer vi og smider jer kristne ud af byen med magt!”.
Det viste sig, at det var nogle mullaher, en borgmester, og nogle muslimske slægtninge, som havde opildnet over 100 mennesker imod de kristne.
Amir: ”Folkemængden kom hen til vores bror Parvis og ville smide hans familie ud.
‘Hvis I ikke forlader landsbyen i dag, skærer vi halsen over på jer kristne’, råbte de! Og foran en anden kristens hus råbte de: ‘I dør i dag I kristne hunde, hvis I ikke forlader landsbyen med det samme’ og råbte ‘forræder, forræder, forlad vores by”’. “
Inde i huset var landsbyens kristne forsamlet til bøn og bibellæsning. De låste dørene og ringede til politiet. Efter noget tid kom politiet, men de kunne ikke dæmpe eller sprede folkemængden, og der kom endnu flere mennesker til.
Amir: ”Så ringede jeg til vores præst, som bor i byen, og han ringede til politiet og bystyret. Men det hjalp heller ikke! Bystyret sendte en mand, som gjorde det hele endnu værre! Han sagde: ”De kristne her i landsbyen får penge fra kirken, og de får også poser med mad, så kirken sørger godt for dem selv, men de sørger ikke for dem, som ikke kommer i kirken!”.
Amir: ”Men intet af dette var sandt, for vi har aldrig fået penge af kirken, og hvis vi får poser med mad, deler vi dem ud til både kristne og muslimer, til de mennesker som har det svært, for vi skelner ikke mellem mennesker, og Gud elsker jo også muslimerne”.
Amir: ”Vores præst blev dog ved med at kræve, at myndighederne genoprettede orden i landsbyen, og sidst på dagen ankom den øverste regions-borgmester sammen med en imam fra byen, og de fik snakket folkemængden til ro og sagde: `vi tillader ikke optøjer og selvtægt, og de kristne har ret til at bo i fred´”.
Inaya: ”Efterfølgende er der mange, som har sagt til os: `Vi ved godt, at I er gode mennesker, for vi kender jer, og det, de siger om jer, passer ikke´”.
Glæden i Jesus
”Hvordan har I det så nu?”, spørger jeg.
Amir: ”Det er nu noget tid siden det skete, men det er blevet svært for os kristne, fordi mange fryser os ude, og ingen i landsbyen ønsker at give os arbejde eller købe noget fra os mere”.
Inaya: ”Amir arbejder som taxichauffør inde i byen nu, og jeg blev nødt til at lukket min lille frisørsalon i landsbyen, men jeg har fået nyt arbejde ind i byen hos en frisør, og pendler nu frem og tilbage i hverdagene”.
Amir: ”Glæden i Jesus har vi stadigvæk, og Inaya og jeg tjener begge Jesus, og så vidner vi selvfølgelig om Jesus til dem vi møder, for kun I ham er der håb”.
Amir og Inaya er i dag ledere af tre huskirker, og Amir er ansvarlig for uddeling af Poser med håb, som er poser med mad til fattige børnefamilier, som støttes af Dansk Europamissions forbedere og givere.
