Jeg møder Bahar, som vi her kalder hende af sikkerhedshensyn, på krisecenteret Håbets Hus i et land i Centralasien. Hun er 37 år og arbejder på krisecentret, som er støttet af Dansk Europamissions forbedere og givere. Hun boede selv på krisecenteret i to år, da hun sammen med sine to små drenge flygtede fra et voldeligt ægteskab.
Bahar fortæller: ”Mine forældre har slået hånden af mig og vil ikke kendes ved mig. Det er virkelig svært, men jeg ved, at Gud har en plan med mit liv. For alt ondt som er sket, ved jeg at Gud vil godtgøre og erstatte (Joels Bog 2:25, red.). Tak Gud for hans nåde! Mine børn så med deres egne øjne, hvad Gud gjorde for os. Vi ønsker at være gode eksempler som familie og vise, hvad det vil sige at være frelst af Gud. Vi har en himmelsk far, og vi er aldrig alene!”.
”Det var hårdt, da jeg var muslim. Jeg gik med burka, læste Koranen, og jeg bad fem gange om dagen. For muslimer i mit land er Jesus Kristus mest en russisk Gud, og vi kan jo ikke tro på den russiske Gud, for vi er jo fra Centralasien. Vi skal have vores egen Gud. Derfor kan jeg være bange for at være kristen i Centralasien. Jeg har en frygt for de sociale sammenhænge, for hvad der bliver sagt om mig, og for hvad folk i det hele taget tænker om mig”.
”Når jeg kommer til byen, skal du forberede dig selv på at dø”
”Jeg fortalte mine forældre, at jeg havde fået fred igennem Jesus Kristus, fordi jeg var gået igennem så mange svære ting i mit liv. Der gik meget lang tid inden, jeg fortalte mine forældre om min tro. Da mine forældre fandt ud af det, spredte det sig ud til alle mine relationer i min store familie, og de begyndte at angribe mig. De angreb igennem ord, ikke fysisk.”
“For et år siden fortalte min onkel mig, at han ville skære min hals over. Han sagde: ’Når jeg kommer til byen, skal du forberede dig på at dø’. Jeg svarede: ’Jeg er klar!’ Jeg er ikke bange for ham. Jeg beder i stedet for ham”, fortæller Bahar med selvsikkerhed i stemmen.
”Forleden mødte jeg ham, og der var han venlig og blød. Han spurgte mig: ’Er du vred over mine ord? Det skal du i hvert fald ikke være, alting er i orden’. Jeg svarede min onkel, at det var den rigtige måde at reagere på. Jeg kunne se, at han tænkte over det. Du ved i dit hoved, i dit hjerte, at det var Guds nåde, der gjorde, at det var sådan en samtale”.
”Jeg beder fortsat for min familie, og alt jeg kan gøre er at bede, for det ligger i Guds hænder. Jeg vil gerne være et godt eksempel for dem og vise, hvem Jesus er. Min yngste bror er nu også blevet kristen”, fortæller hun med et smil.
