Kasakhstan

Ikke-kategoriseret

Giftangreb på kirke i Kasakhstan

Af Samuel

Del artikel

Det var et mirakel at ingen omkom af forgiftningen eller kom til skade, da en kirke i det sydlige Kasakhstan blev udsat for et giftangreb den 7. maj under gudstjenesten.

En mand havde medbragt to flasker med gift i en bærepose, som han hældte ud over gulvet under gudstjenesten, tæt ved indgangsdøren. Manden løb ud af kirken, og giften udviklede sig til en kraftig gul røg som fik folk til at flygte i panik hen mod nødudgangen.

Andre valgte at springe ud af vinduerne fra anden sal, men ingen kom alvorligt til skade, og alle undgik forgiftningen.

Politiet og redningskøretøjer blev straks tilkaldt telefonisk, men der gik hele 2 1/2 time før nogen
dukkede op. Meget tyder derfor på at efterretningstjenesten havde iscenesat dette.

Efterfølgende har kirken gennem kirkernes fællesorganisation klaget til myndighederne, hvorefter efterretningstjenesten har foreslået at installere deres overvågningskameraer i og omkring kirken for at sikre den mod en gentagelse. Dette forslag er naturligvis absurd, da det vil betyde at efterretningstjenesten fuldstændig kan overvåge kirken.

Kasakhstan for blot 3 år siden: Fristed for kirken i Centralasien

Dette seneste overgreb er et eksempel på en dramatisk optrapning af forfølgelsen af kristne i Kasakhstan.

I årene efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 orienterede Kasakhstan sig ellers mod Vesten. Det gjaldt både hvad angik implementeringen af markedsøkonomiske reformer, men også hvad angik sikring af borgernes frihedsrettigheder, herunder trosfriheden. Således har Kasakhstan i høj grad været et fristed for kirken i Centralasien i modsætning til nabolande som Turkmenistan og Usbekistan, hvor forfølgelsen af kristne i mange år har været meget hård.

Dansk Europamission var på pletten

Dansk Europamission har i flere år løbende overvåget udviklingen i Kasakhstan. Allerede i august-september udgaven af Dansk Europamissions blad 2011 påbegyndtes indsamlingen til et projekt, der skal styrke kirken i Kasakhstan.

Projektet består i støtte til et kristent rehabiliteringsarbejde blandt stofmisbrugere, alkoholikere og hjemløse i en del af landet, der er præget af stor social nød. Ikke alene kan disse forhutlede mennesker få et nyt liv gennem projektet, men myndighederne kan også se, hvordan menneskers liv forvandles. Dermed kan myndighederne måske få øjnene op for, at det at tage imod evangeliet om Jesus Kristus og indrette samfundet efter Bibelens ord kun gør en positiv forskel i deres land.