Libyen

Ikke-kategoriseret

Terror i Danmark, kristne myrdet for deres tro i Libyen

Er der en sammenhæng? – Hvordan skal vi reagere som kristne?

Af Henrik Ertner Rasmussen

Del artikel

Billede øverst: Egyptere mindes martyrerne

Nyheden om Islamisk Stats bestialske mord på 21 egyptiske kristne i Libyen var kun lige kommet frem før opmærksomheden på denne handling og videoen af den blev opslugt af terrordramaet i København, hvor først et arrangement om ytringsfrihed, derefter en jødisk fest blev afbrudt, med dødelig udgang i begge tilfælde. Desværre kunne gerningsmanden ikke stilles til ansvar for sine ugerninger, da han blev dræbt af politiet. På vej til arbejde gik jeg forbi Svanevej, hvor gerningsmanden blev skudt efter at han ikke ville overgive sig til politiet. Der lå nogle få blomster. Nogle vil måske sige at de må have været fra sympatisører, men vi skal i forargelsen og afskyen over hans handling ikke glemme at han også var et menneske med familie, venner og kammerater, der måske er i chok over hans handling uden nødvendigvis at bifalde den.

København – og dermed Danmark – har, hvis ikke det allerede er tilfældet, for alvor mistet illusionen om at vi er sikre mod terror. Det er igen og igen blevet sagt at terrorangrebet i København egentlig ikke kom som nogen overraskelse. Vi ventede vel bare at det skulle ske – i håb om at det måske alligevel ikke ville ske.

Når det gælder Islamisk Stats handlinger over for kristne og andre som ikke deler deres overbevisning, er der heldigvis mange der udtrykker afsky for Islamisk Stat og det de står for. Der er muslimer der vil sige: ”Hvis det er islam, så er jeg ikke længere muslim”. De fleste muslimer vil nok sige at Islamisk Stat ikke står for den form for islam som de er blevet opdraget i og til. Islamisk Stat, Boko Haram og andre islamistiske terrorbevægelser bruger islam som beskrevet i Koranen samt den islamiske traditions skrifter (Hadith) uden ”filter”, så at sige, til at retfærdiggøre deres handlinger. Der er en bevægelse i gang blandt muslimer i hele verden for at finde den ”rene” islam, islam uden de kulturelle overlejringer som er kommet i historiens løb, og som er forskellige fra land til land på grund af de meget forskellige kulturer som islam har vundet indpas i gennem næsten 1400 år. Denne bevægelse er især vokset frem blandt unge indvandrere i den vestlige verden. De er som regel veluddannede og har kunnet se hvordan deres forældres praksis adskilte sig fra det som de kunne læse direkte i Koranen og Hadith. Det har ført til at nogle er blevet radikaliseret i en retning som gør at de mister alle hæmninger mod at dræbe, ødelægge og lemlæste. De ender med at blive besatte af at skulle handle som de tror at deres profet ville handle. Det som de fleste, uanset religion, vil kalde ondskab, bliver for dem til det eneste rigtige.

Islamisk Stat i Libyen har i forbindelse med drabet på de 21 kristne egyptere kaldt de kristne for ”korsets nation”. Vi burde måske tage dette til os som æresbetegnelse. Hvad kan nemlig for kristne være noget at være stolte af, andet end korset? Apostlen Paulus skriver i Galaterbrevet kap. 6, v. 14: Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors”. De 21 kristne egyptere har sandsynligvis alle, som det er tradition blandt kristne egyptere, haft et kors tatoveret på det ene håndled. De vidste også da de blev henrettet, at de nu har båret det med ære. Lad os derfor som danskere ære de to københavnske terrorofres minde, samtidig med at vi også ærer de 21 egyptiske terrorofres minde.

Her er navnene på de 21 egyptiske kristne der fik halsen skåret over af Islamisk Stat i Libyen:

  1. Milad Makeen Zaky
  2. Abanub Ayad Atiya
  3. Maged Solaiman Shehata
  4. Yusuf Shukry Yunan
  5. Kirollos Shokry Fawzy
  6. Bishoy Astafanus Kamel
  7. Somaily Astafanus Kamel
  8. Malak Ibrahim Sinweet
  9. Tawadros Yusuf Tawadros
  10. Girgis Milad Sinweet
  11. Mina Fayez Aziz
  12. Hany Abdelmesih Salib
  13. Bishoy Adel Khalaf
  14. Samuel Alham Wilson
  15. Ukendt fra landsbyen Awr
  16. Ezat Bishri Naseef
  17. Loqa Nagaty
  18. Gaber Munir Adly
  19. Esam Badir Samir
  20. Malak Farag Abram
  21. Sameh Salah Faruq

Deres blod råber til himlen, men ikke om at vi skal hævne dem. Vi skal bede for forfølgerne og lade Gud om hævnen. Æret være deres minde!

Billede: World Watch Monitor