Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gennem poser med håb kan kirken nå ud til flere

Saltanat fortæller sit vidnesbyrd om, hvordan hendes families svære livssituation bragte dem til kirken og til Jesus.

Gennem poser med håb kan kirken nå ud til flere

Flere og flere muslimer i Centralasien kommer til tro på Jesus.  

Væksten er stille, da de kristne må gå forsigtigt frem. Regeringerne har nemlig lagt mange begrænsninger på kirkerne. Eksempelvis er det ikke lovligt at prædike uden for kirkebygninger, der er godkendt af myndighederne til formålet. Kristne må ikke heller holde møder privat, men kun i godkendte kirkebygninger.  

I denne situation er projekt Poser med håb et stærkt redskab til at demonstrere Guds kærlighed uden for kirkens fire vægge. Poser med håb er poser med mad til fattige og dysfunktionelle familier. Forældrene kan fx være misbrugere, og uddelingen af poserne sikrer, at udsatte børn får mad at spise.  

Siden 2012 har Dansk Europamissions forbedere og givere støttet en kirke i et land i den nordlige  del af Centralasien i at uddele poser med håb. Projektet er gået godt, og blev i 2019 udvidet til en by i det sydlige Centralasien, og i 2020 til en by i et land i det sydøstlige Centralasien. 

Saltanats familie modtog den dag, vi besøgte dem, en pose med håb.

En af dem, der har fået hjælp, er Saltanat. Hun fortæller her om sit møde med de kristne: 

– Jeg hedder Saltanat, er 26 år gammel og gift med Kuanjsh. Vi er begge opvokset i den muslimske tro.  

– Vi har tre børn sammen. Vores to sønner Abay og Mazi er 8 og 5 år, og vores datter Nurali er 2 år. Min mand Kuanjsh er 30 år gammel, autist og hørehæmmet. 

– I hele min barndom boede jeg hos min mor, og jeg har aldrig kendt min far. Da jeg var tre år gammel giftede min mor sig igen, og min stedfar kaldte jeg altid far. 

– Han tog sig godt af min mor og mig. Da jeg var fem år gammel, blev min mor meget syg, og hun var ofte indlagt på hospitalet. Min stedfar arbejdede, og naboerne tog sig af mig, når jeg ikke var i børnehave. 

– Som tiden gik, fik min mor det værre, og hun blev ikke længere udskrevet fra hospitalet, og hun døde et år senere i en alder af blot 25 år. Min stedfar besluttede efter nogle måneder at afleverede mig til et børnehjem. Jeg var dengang seks år, og siden da så jeg ham aldrig igen. Naboerne har senere fortalt mig, at han blev gift igen og tog til Tyskland. 

Livet som børnehjemsbarn 

Saltanat kom på børnehjem som seksårig, men har nu egen familie.

– Jeg græd ofte og savnede min mor og far, ligesom alle andre børnehjemsbørn. Sådan begyndte mit forældreløse liv. Engang da jeg gik i femte klasse, begyndte troende fra kirken at komme til vores børnehjem. De fortalte os om Gud og bragte mange gaver til jul, påske og andre højtider.  

– De andre børn og jeg så frem til, at de kristne kom. Vi glædede os, for de elskede os, og det føltes trygt og godt med dem. Vi elskede at synge sange om Gud og lave forskelligt håndarbejde med dem – det kan jeg tydeligt huske. 

– Engang tog læreren i vores klasse os med i kirke til påske, og jeg var meget glad. Jeg husker det meget tydeligt endnu. 

– Men desværre var det kun én gang, vi fik lov til det, for så blev vores lærer fyret netop derfor og de troende fik forbud mod at besøge vores børnehjem. Jeg blev meget ked af det, for jeg kunne så godt lide min søde lærerinde. Først senere hen forstod jeg, at min lærerinde var en personlig kristen og kom i kirken! 

– Jeg boede og gik i skole på børnehjemmet indtil niende klasse, og derefter læste jeg til skulptør og kunstmaler. 

– Jeg boede på et kollegium, og der mødte jeg min kommende mand Kuanjsh. Jeg blev gravid med ham, og vi besluttede at gifte os. Vi kunne ikke blive boende på kollegiet, og lejede derfor en lejlighed.  

– Jeg arbejdede lidt, men efter min søns fødsel måtte vi leve af min mands lille invalidepension, og det var meget svært. 

– Med tiden fik vi to børn mere, og det blev endnu sværere for os, da jeg stadig ikke kunne gå på arbejde på grund af børnene. Jeg besluttede at henvende mig til kirken, som jeg kunne huske, for at få hjælp.  

– Normalt ville det være svært for muslimer at henvende sig til en kirke, men jeg havde jo haft et positivt syn på kirken og de kristne helt fra min barndom, så det var ikke det, som gjorde det svært. Derimod følte jeg, at det var skamfuldt at bede om hjælp, og i min kultur kan skam veje meget tungt i hjertet. 

– Så da de sagde ja i kirken, og en kristen kvinde gav mig et stort varmt kram, så kom tårerne!  

– Det var vores fysiske behov, der har bragt mig tilbage til kirken og sammen med Jesus. 

– Hver uge går vi nu sammen som familie tværs igennem byen til kirken for at få et måltid, og modtage en pose med håb til vores familie, og derefter har vi mulighed for at høre et budskab fra Bibelen. Hjemturen betaler kirken, da der er meget langt at gå. Det er vi alt sammen meget taknemmelige for. Hjertelig tak til Gud, kirken og alle. Halleluja! slutter Saltanat. 

Læs også: Da Zanaguls mareridt blev til virkelighed, fik hun hjælp fra kristne

Gennem Poser med håb kan de kristne komme længere ud

Det er rørende at læse. I alle de overvejende muslimske, postsovjetiske lande i Centralasien, var det under Den Kolde Krig hovedsageligt russere, der var kristne.  

Kun enkelte personer fra de muslimske flertal blev kristne, eksempelvis hvis de kom til Vesten. Men siden 1990’erne er personer med ikke-kristen baggrund begyndt at komme til tro på Jesus, og kirkerne omstiller sig til at kunne rumme personer fra de overvejende muslimske befolkningsflertal. I kirken i et af landene er over 90 % af menigheden tidligere muslimer.   

Gennem projekt Poser med håb kan de kristne komme længere ud og hjælpe de allermest udsatte i samfundet – i samfund, hvor der ikke er velfærd som i Danmark. Gennemsnitsprisen for en pose med håb er 90 kr. 

Kirken kan vise folk i ulykkelige omstændigheder Guds kærlighed og omsorg på en praktisk måde. Lige så stille opstår der relationer, og i disse relationer kan de kristne dele deres tro. Og hvor det er ulovligt at forkynde, er det faktisk lovligt for kristne at fortælle, hvad troen betyder i deres liv. Lovgivningen betragter ikke personlige vidnesbyrd som forkyndelse. 

Tak om du vil bede for de frimodige kristne i Centralasien. 

Bedeemner 

  • Bed om, at flere muslimer og person med anden ikke-kristen baggrund må komme til tro på Jesus. 
  • Bed om, at Gud giver de kristne glæde, fred og styrke i tjenesten. 
  • Bed om, at Gud giver de kristne visdom og opfindsomhed til at manøvrere i en stram religionslovgivning og bruge de muligheder, der trods alt er. 
  • Tak Gud for de nye troende. Bed om, at de må vokse i troen og holde ud, også hvis de møder modstand i familien eller ligefrem fra myndighederne. 

Forbøn er den vigtigste gave til kirken i Centralasien og regionen. Mange tak om du vil bede for disse folkegrupper, som først nu er ved at blive nået med Bibelens budskab og hvor der for første gang i verdens historien vokser indfødte kirker frem. 

Støt nu

Mobilepay: 56602 skriv “Poser med Håb”