Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Da Zanaguls mareridt blev til virkelighed, fik hun hjælp fra kristne

Zanaguls værste mareridt blev til virkelighed, da hendes datters epileptiske anfald forværredes og hendes mand begik selvmord. Hun fik hjælp fra kristne, som uddelte poser med håb, og kom selv til tro på Jesus.

Da Zanaguls mareridt blev til virkelighed, fik hun hjælp fra kristne

Voksende tro i Centralasien

Flere og flere mennesker kommer til tro på Jesus i Centralasien. De fleste nye troende er muslimer, men også personer med andre baggrunde kommer til kirkerne, som vi samarbejder med.  

Væksten er stille. Regeringen har nemlig lagt mange begrænsninger på trosfriheden, herunder muligheden for at dele sin tro, så de kristne må gå forsigtigt frem.  

Et stærkt redskab til at demonstrere Guds kærlighed i handling, når det nu ikke er lovligt, at forkynde med ord uden for kirkens fire vægge, er projekt poser med håb. Poser med håb er mad til fattige og dysfunktionelle familier. Forældrene kan være misbrugere, og uddelingen af poserne sikrer, at udsatte børn får mad.  

Siden 2012 har Dansk Europamissions forbedere og givere støttet en kirke i den nordlige del af et land i Centralasien. Projektet gik godt og blev i 2019 udvidet til en by i den sydlige del af landet og i 2020 til en by i et andet land i Centralasien. 

Et mareridt, som blev til virkelighed 

En af dem der har fået hjælp er Zanagul. Hun fortæller: “Jeg tror, at en af de bedste oplevelser må være, når en person vågner efter et forfærdeligt mareridt og indser, at den rædsel man oplevede, kun var en dårlig drøm. 

Men hvad gør man, når et mareridt faktisk er virkelighed?   

Min mand og jeg befandt os i en sådan tilstand, da vores mellemste datter ofte fik stærke epileptiske anfald og samtid led af andre sygdomme. Med tiden førte det min mand ind i en mørk depression, som han forsøgte at undertrykke med alkohol, hvilket kun forværrede situationen – både for ham og for vores familie.  

Jeg følte, at hele ansvaret faldt på mine skrøbelige skuldre, og det gjorde mig bedrøvet, og tappede mig for glæde. Når det var slemt, bad jeg og håbede, at der var en Gud, der hørte mig!  

 Jeg viste mig stærk nok til at klare livets vanskelige kår, men min mand klarede det ikke. En dag gik det galt, mens jeg ikke var hjemme. Vores datter havde fået endnu et stærkt epileptisk anfald, og derefter begik min mand selvmord. Han hængte sig. Det var helt forfærdeligt og har siden traumatiseret mig. Det var lige før læsset også var væltet for mig.  

Der stod jeg tilbage med tre børn, hvoraf den ene ikke kunne leve et normalt liv på grund af sit handicap, og nu stod jeg også uden min mands indtægt. På grund af min datters sygdom, kunne jeg ikke tage et arbejde på fuld tid, så vi måtte leve af min lille indkomst af deltidsjob. Myndighederne ikke ville bevilge mig økonomisk handicaphjælp, fordi man ikke skønnede at barnet var handikappet nok. 

Poser med håb

Sådan var min situation, da jeg hørte om poser med håb, som en kirke i vores by deler ud til familier med behov. Det var faktisk de sociale myndigheder, som henviste mig til kirken, da de vidste, at der måske var mulighed for at kirken kunne hjælpe mig.  

”Kirke” tænkte jeg, jeg er jo ikke kristen! Det kan man vel ikke. Men så tænkte jeg, nå ja, de er vel også mennesker, som tror på, at Gud er til et sted. 

Så jeg begyndte at modtage disse store poser med mad, som hjalp os og gav os nok mad på bordet. Jeg begyndte at lære de kristne fra kirken at kende, når de kom til mig med poserne. De gjorde et stort indtryk på mig, når vi talte og drak te sammen.  

De begyndte også at hjælpe mig med at tale min sag til myndighederne. Jeg har nu fået bevilget økonomisk handikaphjælp til mit barn, og det er jeg selvfølgelig lykkelig for.  

Alt dette har vist mig, at Gud virker gennem de kristne, som er så involveret i barmhjertighedstjeneste.  

Jeg er nu er kommet til tro på Jesus, som de har fortalt mig om. Jeg er stadig meget spæd i min nye tro, og der er stadig ting jeg ikke helt forstår. Men jeg læser i Kitab Mukaddes – Bibelen – og kommer også i en hjemmegruppe. Kirkebygningen ligger temmelig langt fra mit hus, så jeg har ikke været der så mange gange endnu.  

Jeg er meget taknemmelig til Gud for alt. Og jeg siger tak til alle jer, som beder for sådan nogle som mig, og som hjælper mennesker i nød. Nu føler jeg, at der er håb, og at jeg ikke længere skal møde modgang alene, slutter Zanagul. 

Støt nu