Blog: Modvind og modild!

Omkring 200 millioner kristne bliver i dag forfulgt på grund af deres tro, og det gør dem til den mest udsatte gruppe i verden, hævder

Af Niels Peder Nielsen

Del artikel

Omkring 200 millioner kristne bliver i dag forfulgt på grund af deres tro, og det gør dem til den mest udsatte gruppe i verden, hævder organisationen ACN. Det svarer til, at en stor procentdel af verdens kristne på forskellige niveauer lever under pres.

Hvorfor?, spørger du måske? Fordi de den kristne kirke ønsker at omstyrte verdensordenen? Næppe.

Men at stå frem og fastholde sandheden indebærer en pris, som man må være indstillet på at betale, og den pris er blevet betalt – helt fra tiden med GT´s profeter, f.eks. Esajas, der talte sandhedens ord til den tids magthavere og betalte en pris: ”Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt.” Es 50,4-7.

Og Jesus blev selv efterstræbt og forfulgt som den første i kristendommens historie, lige fra at Kong Herodes forsøgte at slå ham ihjel, til han blev korsfæstet. Hans kærlighed blev gengældt med had, løgn, misundelse, tortur og en ekstremt smertefuld død. Han blev forfulgt uden grund (Joh. 15,25).

Og forfølgelsen af hans efterfølgere, de kristne, er – lidt forenklet sagt, men sandt – at vi hører Jesus til, for Jesus siger: I skal hades af alle på grund af mit navn (Matt. 10,22).

De første kristne forventede sådan set at blive forfulgt, for det havde Jesus jo klart sagt dem forud f.eks. i Bjergprædikenen (Matt. 5:11-12): “Salige er I, når man håner og forfølger jer…”

Om de første kristnes reaktion, efter at være blevet pisket, læser vi, at de var ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld” (Ap G 5:41).

Bekendelsen af Jesu navn har aldrig vinden i ryggen, for i medvind skabes hverken martyrer eller modstandsfolk, og det er under ydre modstand, at troen vokser stærkest. De første 300 år under forfølgelse voksede Kristi kirke, fordi de kristne vidnede, korsfæstedes, blev stenet og halshugget, men når bekendelsen bliver lavmælt og ængstelig, tager fornægtelsen over. Når kirken får vinden i ryggen, holder man op med at regne med den.

Men den troens brand og ild, som lyser i mørket og varmer i kulden, er der rettet mange kræfter imod for at slukke, og ofte krydses der klinger ved dette lys, ved denne ild. Hvor ordets og åndens sværd – ilden – er til stede, der trækkes ofte en skillelinje, ikke nødvendigvis mennesker imellem, men mellem sandhed og løgn, lys og mørke, fred og ufred.

At gå ”Jesusvejen” betyder, at tage sit kors op og gå samme vej som Jesus, og på denne vej er der noget, man mister, og noget, man finder, og det kan ikke være anderledes.

Sådan gik det for Jesus, da han som modstrømmens 1. mand gik på frelsens vej og nåede målet. Undervejs mistede han – ja – men han fandt også de perler, han søgte, og drog dem til sig, og lovede dem, at han ville være med dem indtil verdens ende. Og det gør han stadig.

I Dansk Europamission vil vi gerne formidle alt det, som den forfulgte kirke kan lære kristne danskere. Derfor vil vi hver anden uge skrive et lille blogindlæg om en kristen pointe, som kan inspirere, opmuntre og udfordre dig. Ugens indlæg er skrevet af Niels Peder Nielsen, formand for Dansk Europamissions bestyrelse

Støt Dansk Europamissions arbejde