Vidste du, at Martin Luther (1483-1546) stod bag den første trykte koran på tysk? Hvorfor gjorde han det? Fordi han ikke var interesseret i falske historier og rygter om de muslimer, der kom til Europa på hans tid. Han ville kende deres kilder – finde ud af, hvad der drev dem. Han troede på, at adgangen til kilderne ville medvirke til åndeligt at kunne skelne mellem sandt og falskt og give trosmæssig udrustning – snarere end at forblive i naivitet og blindhed.
På Luthers tid var 1500-tallets europæere presset fra flere sider: Pest i flere bølger, økonomisk udbytning, fattigdom, social uro, bondeoprør, undertrykkelse af protestantiske minoriteter, stridigheder mellem Frankrig og Spanien – og den vel nok største trussel af dem alle: det muslimske Osmannerriges gigantiske hær, som havde kurs mod Europa og allerede bankede på Wiens østlige porte. Europa stod over for en apokalyptisk krise – lammet af frygt og hjælpeløshed.
Luther var forud for sin tid
Når det gjaldt kendskab til islam, var Luther langt foran sin tid. Han havde suget til sig af viden og efterretninger fra pilgrimme, tidligere fanger, rejsende, diplomater – endda arabere og tyrkere, som besøgte Wittenberg. Gennem hele sit liv studerede han den fremmede religion indgående og søgte troværdig information om muslimernes lære og trospraksis. Ofte beklagede han sig over, at samtidens forskning på området var forudindtaget og ikke ærligt søgte at afdække og forstå islam.
Luther ønskede inderligt at få adgang til Koranens oprindelige kilder, og først sent i livet – i februar 1542 – lykkedes det ham at komme i besiddelse af en latinsk koranoversættelse fra 1100-tallet. Læsningen inspirerede ham til at dele sin nye viden og forberede folk på den åndelige udfordring, der ville møde dem i islam. Luther ønskede at oversætte og udgive Koranen på tysk, så jævne folk kunne forstå den. Han indså dog hurtigt, at hans fremskredne alder ville skabe problemer. I stedet udgav han samme år en tysk oversættelse af det, han betragtede som næstbedst og både troværdigt og autentisk: Gendrivelse af Koranen af Riccoldo da Monte di Croce – en anerkendt islamekspert, som i mange år havde boet i Baghdad. Han foretrak dette værk frem for det mere dialogorienterede Filtrering af Koranen af Nicolaus Cusanus, som vægtede formildelse højere end autenticitet.
Da Luther det år hørte, at man i Basel havde forhindret trykningen af en koran, og at bogtrykkeren endda var blevet fængslet for at ”trykke en farlig bog”, skrev han omgående til bystyret. Han anmodede dem om at omstøde afgørelsen, da udgivelsen af Koranen kunne hjælpe præster til at forstå og prædike sandheden, styrke troen blandt kristne – og måske endda omvende nogle tyrkere. Basels bystyre skiftede mening og tillod udgivelsen med den betingelse, at byen ikke blev nævnt.
Jeg drømmer om, at evangeliet må nå tyrkerne. Måske sker det – men sandsynligvis ikke i min levetid. – Luther
Kristne skulle være modige
I forordet til denne koran, som udkom i 1543, opfordrede Luther andre præster til at læse den, da islam ”ikke må betragtes som en ubetydelig sag, især ikke af os, som prædiker i kirken. Vi må kæmpe på alle fronter. Lad os nu forberede os på at stå Muhammed imod ved at befæste vores folk.” I denne sammenhæng tænkte Luther også på de kristne, som boede blandt muslimer – enten som fanger, undertrykte eller under muslimsk besættelse – at de ”ved at læse denne bog må kunne kæmpe endnu modigere på evangeliets vegne.” Luther skrev videre: ”Daniel og de andre fanger overbeviste kongen af Babylon om, hvad der var sandheden om Gud. Måske vil Gud også nu kalde nogle af tyrkerne ud af mørket gennem deres kristne fanger.”
I det hele taget var Luther optaget af at vinde muslimers sjæle for Kristus. I 1542/43 skrev han: ”Jeg drømmer om, at evangeliet må nå tyrkerne. Måske sker det – men sandsynligvis ikke i min levetid.”
Fordi Luther antog, at han befandt sig i de sidste tider, og Guds dom dermed var nær, var han ikke så direkte optaget af at missionere blandt muslimer. Han var mere fokuseret på at forberede de kristne, så de kunne blive bevaret i troen og nåden hos Gud. Alligevel opfattede han kristne fanger som potentielle missionærer, som i deres fangenskab kunne ”påvirke mange muslimer gennem deres prisværdige arbejde og livsførelse.” Han gør det meget klart, at tjenesten blandt muslimer ”aldrig måtte skade eller kompromittere vores medkristne eller Gud (Apostlenes Gerninger 5,29)”, så de ”ikke skulle findes skyldig i de samme antikristne bestræbelser som tyrkerne.” Med dette argument stillede Luther sig – i modsætning til andre førende protestanter – som tydelig modstander af enhver militær alliance med muslimerne. Luther var i øvrigt skeptisk over for enhver kristen, som nødtvungent eller frivilligt søgte tilflugt hos muslimerne. ”De gør sig til bofæller med dem, der benægter vores Herre og vores tro.”
I modsætning til adskillige samtidige – heriblandt protestanter – som ”faktisk ville have tyrkerne til at komme og regere,” da de opfattede det osmanniske styre som forholdsvis tolerant og bedre end pavedømmet, og som ”lovpriste tyrkernes regent, fordi han tillader enhver at tro som han vil, så længe han [regenten] beholder den timelige magt,” var Luther kritisk: ”Dette ry er ikke sandt, for de tillader ikke, at kristne mødes offentligt,” argumenterede han. ”Hvis en fri og offentlig religion ikke er tilladt, truer dette faktisk vores frelse ifølge Romerbrevet 10,9-10, og det er den største fare for kristne, som lever under en islamisk stat, at de kan miste deres åndelige helbred.”
Da Luther i efteråret 1529 hørte, at tyrkerne allerede belejrede Wien, skrev han sin Prædiken mod tyrkerne og opfordrede til indædt modstand mod det farlige regime. Han sagde selv, at han ”hellere vil dø end tages til fange.”
Som modsvar til nogle protestantiske pacifister, som ville afstå fra enhver magtanvendelse, påpegede Luther, at når tyrkerne angreb et territorium, som ikke var deres, kunne deres motiv ikke være hverken selvforsvar eller et ønske om fred. I 1529 skrev han bogen Om krigen mod tyrkerne for at kristne ikke skulle ”bedrages til at tro, at vi ikke må kæmpe mod tyrkerne” og forholde sig helt defensive.
Martin Luther kritiserede altid korstogene og insisterede på, at den særlige åndelige pligt for kristne er anger og bøn – ”ikke fysisk kamp mod tyrkerne.”
Martin Luther kritiserede altid korstogene og insisterede på, at den særlige åndelige pligt for kristne er anger og bøn – ”ikke fysisk kamp mod tyrkerne.”
For Luther stod det klart, at kristne var nødt til at kæmpe imod islam som en åndelig modstander, som er ”deres herre Kristi fjende.” De skulle bede for sig selv og deres land for ikke at miste deres identitet og ”holde fast ved Kristus, hans ord og troen.”
Martin Luther opfordrede sine medkristne og Europas politiske ledere til at konfrontere islam både åndeligt og politisk, men til samtidig at skelne skarpt mellem ”de kristnes kamp” og ”regeringens kamp” – mellem muslimer og islam – mellem ufrelste mennesker og deres fjendtlige religion.
Matthias Schwab er tysker og læste 1985–1992 orientalske studier (inkl. islamiske studier) og teologi ved Eberhard-Karls-University i Tübingen og Friedrich-Alexander-University i Erlangen. Matthias har desuden læst arkæologi i Jerusalem og arabiske studier i Amman.
Han er involveret i vores projekter for at hjælpe forfulgte kristne i Mellemøsten, så de kan vise Guds kærlighed i ord og handling til muslimer og minoriteter.
Kildehenvisninger og yderligere forklaringer kan tilsendes ved henvendelse til Dansk Europamission. Luthers værker ligger desuden frit tilgængeligt på lutherdansk.dk.
