Egypten

Ikke-kategoriseret

Egyptiske kristne fejrer jul i dag

Og de får støtte af præsident al-Sisi

Af Samuel

Del artikel

I Egypten fejres julen begyndende med natten mellem den 6. og den 7. januar. Julenattens liturgi fejres overalt i Egypten, og specielt festligt foregår det i den store Markus-katedral i Cairo, hvor den koptisk-ortodokse kirkes overhoved traditionelt forestår fejringen. Traditionelt er mange officielle gæster med, og regeringen sender en repræsentant. Den koptiske julenat 2015 blev skelsættende: For første gang i republikkens historie kom præsidenten selv på besøg for at lykønske de kristne med højtiden. Det var en stor overraskelse for alle. Pave Tawadros og præsidenten omfavnede hinanden, og siden er præsidenten hvert år dukket op til denne kristne gudstjeneste.

Henrik Ertner Rasmussen er tidligere generalsekretær i Dansk Europamission og har været missionær i Egypten i 7 år.  

Pave Tawadros stod ved siden af al-Sisi da han trådte frem for at annoncere magtskiftet, hvor hæren med al-Sisi i spidsen havde afsat den valgte præsident Morsi fra Det muslimske Broderskab ved kuppet i juli 2013. Efter kuppet kom en periode med mange angreb på kirker rundt omkring i landet. Man kan med en vis ret stille spørgsmålstegn ved visdommen i at kirkens leder stillede sig så klart bag lederen af et statskup. Det hjalp ikke på den generelle opfattelse blandt det muslimske flertal i Egypten, hvor de kristne ses som en femte kolonne for fremmed (læs: vestligt) herredømme i landet. Mange tror at de kristne har store lagre af våben gemt i deres kirker med henblik på at tage magten i landet og undertrykke muslimerne.

Præsident al-Sisi har bl.a. sørget for at de kristne i Egypten nu i langt højere grad har frihed til at bygge kirker. Han har også sørget for at en helt ny, kæmpemæssig katedral er blevet bygget i ”Det nye Cairo”, en helt ny bydel, som bygges for at lette presset på det centrale Cairo, men ét er at yde en gestus som ved julebesøgene i Markus-katedralen og sørge for en mere retfærdig national lovgivning vedrørende kirkebyggeri.  Et andet er hvordan tingene fungerer ude i lokalsamfundene, hvor fordommene mod de kristne trives i bedste velgående, i skoler, hos politiet, i de væbnede styrker og blandt den jævne befolkning, der let lader sig opildne af en muslimsk prædikant til at gå løs mod de kristne hvis blot det rygtes at en kristen har flirtet med en muslimsk pige eller har sendt en blasfemisk sms fra sin mobiltelefon.

Præsident al-Sisi må ligesom sin forgænger, Hosni Mubarak, balancere på en knivsæg for at forblive på posten. Hvis han sender for mange islamister i fængsel, skaber han større modvilje. Hvis han løslader nogle af de ”mindst slemme” islamister, risikerer han at de danner basis for en sammensværgelse lig den der førte til drabet på præsident Sadat i 1981. Hvis han gør mere for de kristne, risikerer han at blive beskyldt for at elske de kristne mere end muslimerne, og så må han træffe endnu flere og kostbare sikkerhedsforanstaltninger for sig selv og for de kristne. Hver eneste officielle kirkebygning i Egypten er bevogtet af politi. Modstanden mod de kristne bekræftes af Pew Research Center, hvis undersøgelse af holdningerne i 20 forskellige lande viser at modviljen mod kristne er størst i Egypten.

Tak til alle der beder for Egypten.

Støt Dansk Europamissions arbejde