Demonstrationer som dem, der nu sker, ville have været utænkelige, dengang jeg boede der med min familie, dvs. i perioden 1989-96. At se folk stå frem offentligt på tv og sige “Gå, Mubarak!” det ville have været en umulighed. For den formastelige ville det have betydet arrestation på stedet, sandsynligvis tilbageholdelse under tortur og måske fængselsstraf.
Billede: Generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen
De kristne i Egypten, kopterne, som de kaldes, har normalt ikke blandet sig meget i politik, selv om Den koptisk-ortodokse Kirkes overhoved, pave Shenouda III, i anledning af valg til offentlige forsamlinger plejer at opfordre folk til at stemme. Han står i en vis taknemmelighedsgæld til præsident Mubarak, eftersom det var Mubarak, der i 1985 beordrede paven løsladt fra det ørkenkloster, hvor han havde siddet i husarrest, siden han i 1981 af den tidligere præsident, Sadat, var blevet forvist dertil som straf for, at han havde udtalt utilfredshed med de kristnes forhold.
Spørgsmålet er nu, hvordan de kristnes forhold vil udvikle sig, hvis et nyt styre kommer til som følge af det folkelige oprør, som nu er i gang. Mange har hæftet sig ved risikoen for, at islamister kommer til magten, men det er, som om Det muslimske Broderskab ikke for alvor har stillet sig i spidsen for oprøret, selv om det er langt den bedst organiserede oppositionsgruppe i landet. Oprøret er i højere grad “den almindelige egypters” udtryk for vrede og frustration over manglende frihed og muligheder i forhold til job og uddannelse.
Det kaos, som i øjeblikket hersker mange steder, har ikke gået specielt meget ud over de kristne. Enkelte kirker har været forsøgt plyndret, men meget tyder på, at det kun er almindelige kriminelle, der står bag dette, ligesom de plyndrer butikker.
Kristne kommer også til skade under konfrontationerne med de myndigheder, som er sat ind for at dæmme op for demonstrationerne, men ikke i højere grad end muslimer. Alligevel er der god grund til at bede for Egyptens kristne i denne urolige situation, fordi de som mindretal i sig selv er udsatte og sårbare, når lov og orden ikke længere hersker.
