En sådan erkendelse er glædelig, da forfølgelse af kristne ofte har været en blind vinkel for sekulære medier og politikere.
Dog giver den større erkendelse også anledning til at reflektere over, hvordan vi som privatpersoner iagttager og hvordan medierne vinkler forfølgelse af kristne. Ofte observerer jeg en udpræget negativ vinkling af forfølgelse. Det er som om blikket, der ser, udelukkende er retsligt – at forfølgelse af kristne er en uretfærdighed, som bør bringes til ophør.
Men harmonerer dette syn på forfølgelse med Jesu ord i Bjergprædiken (Mattæus 5:11-12), hvor han siger: “Salige er I, når man håner og forfølger jer…”? Eller med apostlenes reaktion, som efter at være blevet pisket, var ’glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld’ (Apostlenes Gerninger 5:41)? Da Ananias kaldes til at opsøge den midlertidigt blinde Saulus siger Gud til ham: ”… jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld” (Apostlenes Gerninger 9:16). Selvom Paulus, som han senere kom til at hedde, således blev lovet forfølgelse, er der dog et eksempel på, at brugte sit romerske statsborgerskab til undgå pisk (Apostlenes Gerninger 22:25). Dette er den teologiske begrundelse for, at Dansk Europamission fra tid til anden sikrer advokat- og retshjælp til forfulgte kristne. Vi kan således forsøge at udnytte de muligheder retssystemet giver, men i de mange tilfælde hvor forfølgelse ikke kan undgås bør vi opmuntre og støtte de forfulgte kristne midt i de udfordringer de står i.
I vores humanistisk prægede tid, kan disse bibelske perspektiver på forfølgelse virke uforståelige. Men kirkehistorien viser, at Gud ofte har vendt forfølgelse til noget godt, så kirken midt i forfølgelsen vokser. Tertulians (år 160 – 240) ord om, at “martyrernes blod er kirkens udsæd” bekræftes i disse år i de lande, hvor Dansk Europamissions givere hjælper forfulgte kristne, bl.a. i Syrien, Iran, Irak og Sri Lanka, hvor hundredvis, ja endda tusindvis af mennesker konverterer til den kristne tro.
Denne vækkelseshistorie fortæller medierne endnu ikke, men for kristne, som ønsker at være bibeltro, er det afgørende ikke kun at standse ved et retsligt perspektiv på forfølgelse, men at gå et skridt videre, og at se vores forfulgte brødre og søstre med troens øjne, så vi ikke overser, hvordan Gud midt i forfølgelse vender død til liv. At de forfulgte kristne på egen krop oplever sejren, som Jesus vandt på korset (Romerbrevet 8:33-37), når de identificerer deres smerte med Hans lidelse og død og dermed også får del i hans opstandelse. Og hans opstandelseskraft fører ikke kun til evigt liv engang, men udmønter sig også her på jorden, uforståeligt for menneskelig logik, ved at evangeliet vinder frem i lande og under forhold, hvor det synes umuligt.
Måske skulle vi derfor overveje, at kalde de forfulgte kristne for: forfulgte, men sejrende kristne – eller forfulgte, men salige kristne?
