Af Dansk Europamissions feltkoordinator
På min tur til et land i Centralasien er jeg kommet til en lille by, som ligger langt ude i ørkenen. Turen hertil gik ad hullede veje, med nedrullede vinduer, i en gammel faldefærdig bil, som for længst var blevet skrottet hjemme i Danmark!
Vi triller ind på gårdspladsen foran et ældre hus, og jeg bliver budt velkommen indenfor med smil af de lokale konvertit-kristne.
Da vi sidder på tæpper i en rundkreds og drikker te sammen, fortæller konvertitpræsten Barzin om deres huskirke: ”Vi er mere end 50 konvertit-kristne her i byen nu, resten er muslimer. Men det er 50 flere end dengang jeg var barn, for der var kun min mor; Zenel Mādar, kristen her i byen!”.
Jeg kigger på Zenel Mādar (Mādar betyder ældre kvinde, og er en respektfuld måde at tiltale en ældre kvinde på) og siger:
”Vil du fortælle lidt om dig selv Zenel Mādar, og hvad du har oplevet i dit liv?”.
”Ja det vil jeg meget gerne, og det er til ære for Gud!” smiler hun.
”Jeg kom til byen her, fordi min kristne mand fik arbejde i byen. Men blot nogle uger efter at vi var kommet til byen, døde han pludselig, og jeg stod tilbage med 5 børn som alenemor.
Det var en svær tid, men Gud var med mig.
Ja, i dag er alle mine børn kristne, og de tjener Gud. Mere lykkelig kan jeg ikke blive på mine gamle dage!” smiler hun glad.
Jeg var den første og eneste kristne i min by
”Jeg var den første og eneste kristne i min by. Nogle gange kom kristne venner på besøg, men ellers var der kun mig, og det var nogle gange svært. Men lidt efter lidt kom mennesker til tro, og kirken voksede”.
”På et tidspunkt ønskede vi faktisk at købe en bygning til kirken, men det lykkedes ikke. Nu er bygningen revet ned, og de er ved at bygge en ny moske hvor huset stod. Muslimerne bygger moskeer alle vegne, som du nok ser, men vi har ikke haft midlerne, og uden en bygning kunne vi ikke få registrering som lovlig kirke, og det fik vi at føle nogle år efter.”
En bølge af forfølgelse
”En dag var der et terrorangreb ikke langt herfra. Det var islamister, som sprængte bomber. Det gjorde myndighederne bange, og de slog hårdt ned på alle dem, som de mente var yderligtgående religiøse og ikke havde en lovlig registrering. Særligt gik de efter at lukke husgrupper, inklusiv kristne huskirker som vores, og vi oplevede en bølge af forfølgelse fra både myndigheder samt mange muslimer i byen”.
”Men jeg dømmer ikke dem, som faldt fra under forfølgelse. Jeg ved jo godt, hvor svært det er at bevare troen under pres, og jeg har bedt meget for dem siden”.
– Zenel Mādar
Jeg dømmer ikke dem, som faldt fra under forfølgelse
Under forfølgelsen forlod mange kristne kirken. Det var en svær tid for mig, og det var meget svært for mig at forstå, at mine kristne venner ikke blot faldt fra troen, men med tiden også blev muslimer igen. Men de var under voldsomt pres fra både myndigheder og fra deres muslimske familie og slægtninge, ja jeg vil næsten sige alle i byen!” siger Zenel, og sukker dybt.
”Men jeg dømmer ikke dem, som faldt fra under forfølgelse. Jeg ved jo godt, hvor svært det er at bevare troen under pres, og jeg har bedt meget for dem siden”.
Politidirektøren sagde til Zenel: ”Dig kan vi nok ikke rokke ved!”
”Jeg blev også selv arresteret, forhørt, og sat i den lokale arrest flere gange, men jeg forlod ikke kirken og Jesus”, siger Zenel med seriøs stemme.
”En dag, da jeg igen var kaldt op på politikontoret, spurgte politidirektøren mig pludselig: ”Kender du de 10 bud?”
”Jeg blev noget overrasket over spørgsmålet, men svarede: ”Ja, det gør jeg da” sagde jeg, og tænkte, at nu siger han sikkert, at der står ”du må ikke lyve”, eller sådan noget i den retning. Men faktisk kunne jeg ikke huske de 10 bud udenad lige i det øjeblik, så jeg fortalte ham i stedet om Gud, og pludselig kunne jeg huske dem, og så citerede jeg alle 10 bud udenad, som om jeg lige havde læst dem. Det var Helligånden som hjalp mig i det øjeblik, tror jeg!”.
”Politidirektøren kikkede lidt overrasket på mig, og sagde så: ”Jeg ser, at du har læst lige så godt i Bibelen, som vi læser i Koranen i moskeen. Dig kan vi nok ikke rokke ved!”.
”Men jeg forbyder dig at forkynde om din form for Isa (Jesus, red.) her i byen, forstår du det?” sagde han med en skrap stemme.
”Ja, det forstår jeg godt” sagde jeg. ”Men forstår de hr. direktør, der er noget som jeg bare må fortælle dem, før jeg går”, og så begyndte jeg at fortælle ham om det, jeg havde oplevet med Gud”.
”Ja, det gjorde jeg”, griner Zenel. ”Så vidste politidirektøren ikke hvad han skulle gøre med mig, og bad mig blot om at gå, og siden kaldte han mig ikke hen på politistationen igen”.
Dommeren råbte til mig: Hvem tror du, du er? Tror du, jeg kan give dig særstatus her i byen?
Under årene med forfølgelsen oplevede Zenel mange gange at få store bøder, fordi hun holdt møder i sit hjem. Disse bøder var af en størrelse, som hun ikke kunne betale.
”Hvem tror du, du er? Tror du jeg kan give dig særstatus her i byen?”
– Dommer
”En dommer blev engang meget vred på mig, fordi jeg blev ved med at holde gudstjenester i mit hjem og råbte vredt til mig ”hvem tror du, du er? Tror du jeg kan give dig særstatus her i byen?”. Hele syv gange stod jeg foran denne dommer og blev idømt bøder, men hver gang blev de alligevel eftergivet efter noget tid. Det var Gud, som var med mig”, siger Zenel med et smil, ”men jeg havde jo heller ikke pengene”, ler hun.
Men så siger Zenel med seriøsitet i stemmen: ”Jo, det var en meget svær tid under forfølgelserne, men Jesus var med mig igennem det hele”.
