Jeg er vokset op i Usbekistan i et muslimsk hjem. I Usbekistan er der et overtal af muslimer, og den kristne tro er ikke særlig udbredt. Men i 9. klasse fik jeg mit første møde med kristendommen. Jeg var i skole og til en matematiktime blev jeg vidne til en diskussion mellem én af mine klassekammerater og min lærer. Min klassekammerat var rettroende muslim og min lærer en kristen. De diskuterede ivrigt om, hvorvidt Jesus var Guds søn eller ej. Jeg vidste ikke, hvem ham Jesus var. Og jeg undrede mig meget over den intense debat, der foregik. Jeg blev meget nysgerrig på, hvad det handlede om. Hvem var Jesus? Hvilken rolle spillede han for min tro? Jeg blandede mig ikke i debatten, men efter timen gik jeg op til min lærer. Hun gav mig en adresse på en kirke, hvor jeg kunne høre mere. Med adressen i hånden gik jeg ud for at opsøge kirken. Men jeg kunne ikke finde den, og jeg kom derfor aldrig derhen.
Jesus fandt mig
Min lærer kunne ikke give mig alle de svar, jeg søgte. Og kirkebygningen kunne jeg ikke finde. Alligevel begyndte der at ske noget i tiden der fulgte. Jesus fandt mig! Om natten begyndte jeg at møde Jesus i mine drømme. Jeg oplevede, at Jesus kaldte på mig, og han fandt mig. Det var helt vildt! Jesus er ikke begrænset til mennesker eller bygninger. Han er ikke afhængig af, hvorvidt jeg er i stand til at finde ham. Jesus kom til mig.
Som 17-årig fik jeg igen muligheden for at komme med i kirke, da jeg mødte en kristen pige i skolen, som inviterede mig med. Denne gang viste hun mig vejen til kirken. Dér, i kirken, tog jeg imod Jesus som min frelser.
Min storebror blev en vild evangelist
Derhjemme kunne jeg ikke lade være med at fortælle om min oplevelse med Jesus. Han var blevet min frelser, og det måtte jeg dele med min familie. Jeg havde særligt mange snakke med min storebror. Han var meget nysgerrig på troen, og efter mange samtaler blev han kristen. Derefter startede en kædeeffekt. Min storebror var en vild evangelist. Han brændte efter at fortælle andre om sin tro, og han delte ivrigt evangeliet med min mor og andre slægtninge.
Min mor har tidligere dyrket det okkulte, men Jesus gjorde et helt særligt indtryk på hende. Ligesom jeg havde oplevet, begyndt min mor at møde Jesus i drømme. Særligt én drøm blev skelsættende for hende. Hun oplevede i drømmen, at Jesus kom hen til hende. Han rørte ved min mors pande og sagde til hende: ”Du er min datter”. Min mor blev meget rørt over denne oplevelse, og hun bekendte sig derefter som kristen.
Troen på Jesus skabte splid i familien
I takt med at min bror begyndte at evangelisere for vores slægtninge, opstod der splid i familien. Ikke alle ønskede at høre om Jesus, og da slet ikke at have noget med ham at gøre. Tanter, onkler, bedsteforældre, fætre og kusiner ønskede, at vi vendte tilbage til islam, og de lagde et fortsat større pres på os. Min far, som i starten havde været okay med vores beslutning om at følge Jesus, oplevede særligt dette pres. Han var lederen af familien, og hans slægtninge lagde et hårdt pres på ham for at få os til at vende tilbage til Islam.
Han tog i stigende grad afstand fra min mor, min og min brors nyfundne tro. Og efterhånden forsøgte han aktivt at tvinge os tilbage til islam. En dag efter at min mor og jeg havde været i kirke, fandt vi min far meget vred derhjemme. Han var simpelthen rasende over, at vi trodsede ham, ved at vi dyrkede vores tro. Vreden udviklede sig til vold, og han piskede min mor og jeg. En anden gang, efter at jeg var flyttet hjemmefra for at læse på universitet, kom jeg hjem på besøg. Min far var vred, og han tog min bibel fra mig og brændte den. Ofte kom min far og jeg ud i voldsomme skænderier, og jævnligt endte det med, at min far kastede porcelæn efter mig.
Striden over tro har splittet min familie. Min storebror er rejst og har i dag ikke meget kontakt til den del af familien, der er muslimer. Særligt de voldsomme konfrontationer med min far, har været svært for ham. Jeg vil så gerne opretholde en relation til min familie, for jeg elsker dem jo. Jeg prøver derfor at undgå at tale og diskutere tro, når jeg er sammen med dem. Derimod oplever jeg på universitetet, hvor jeg studerer, at jeg har en større frimodighed til at dele evangeliet. Her har jeg ikke på samme måde nogle følelsesmæssige bånd i klemme. Men mine medstuderende er egentlig lige så radikale muslimer, som min familie, så jeg undrer mig over, hvordan jeg tør at fortælle andre om Jesus og stå fast på det, jeg tror på. Jeg tror på, at det er Gud som udruster mig med mod og beskytter mig – både i hårde og lette tider. Det er jeg faktisk sikker på, at det er – for af egen kraft kunne jeg ikke.
Der er ikke noget, der kan ændre på, at jeg vil leve mit liv med Jesus, uanset det sociale pres, som jeg oplever, og jeg er sikker på, at han vil støtte mig og lede mig igennem det.
