Indien

Hjælp til selvhjælp til nødlidende kristne

Kastesystemets fangarme

At blive født som kasteløs kan, på trods af at kastesystemet officielt er afskaffet, stadig have store konsekvenser for ens muligheder i livet i en landsby i Indien. 

Af Redaktionen

Rani (nr. to fra venstre) sammen med Maira (t.v.), som sammen med sit team hjælper den fattige, kasteløse familie.

Del artikel

Fattige, kasteløse og uden megen uddannelse blev den kristne kvinde Rani og hendes mand nødt til at finde en måde at overleve på. Desperate efter at kunne forsørge sig selv og deres søn optog de et lån. 

De havde ikke penge til mad, og i sådan en situation er det nemt at blive udnyttet og træffe dårlige valg, og det gjorde Rani og hendes mand også. Prisen for lånet var, at de skulle arbejde hårdt i et landbrug dag ud og dag ind i flere år. 

På vej ud af moderne slaveri

Det er ret almindeligt i Indien, at særligt kasteløse bliver udnyttet på denne måde. Nogle gange er de ikke engang helt klar over, hvad de har skrevet under på, og det gør bare udnyttelsen endnu værre. 

Det fungerer i virkeligheden som en form for moderne slaveri, hvor de bliver holdt fanget i årevis i en ond spiral af fattigdom og håbløshed. 

Selvom Rani og hendes mand stadig har deres lån, og derfor lever over fattigdomsgrænsen, er de nu ansat til at passe dyr i Dansk Europamissions projekt morgen og aften. På den måde kan de tjene lidt til deres familie, samtidig med, at de kan få afdraget på lånet uden at skulle arbejde det af under urimelige forhold. 

Ved at passe disse køer og geder kan familien tjene penge på en værdig måde. Efter covid-19 skal Rani på sykursus.

“De føler sig set og accepteret ved, at vi har givet dem det job, også selvom de stadig bor i en meget faldefærdig og simpel hytte, som uden tvivl trænger til at blive forbedret”, fortæller den lokale projektleder Maira. ”Jeg var venlig over for Rani, men hun holdt sig på afstand og var meget tøvende med at komme tæt på mig, men jeg blev ved med at tale med hende og lægge mine arme omkring hende og hendes søn, hver gang vi var der”.

Ægteparret må stadig arbejde på at ryste stigmatiseringen som kasteløs af sig, og det er en længere proces. Det er planen, at Rani skal starte på sykursus, så snart de kan starte op efter covid-19-nedlukningen, og det vil for alvor give den lille familie nye muligheder for at tjene nok til at klare sig og ikke mindst give deres søn muligheder for at uddanne sig, som er deres højeste ønske. 


“Vi lærer denne generation, at kastesystemet ikke virker mere. Gud elsker alle mennesker” – Maira, projektleder


“Vær med til at bede for, at de vil føle sig accepteret og se sig selv som Guds skabninger. Alle er lige i Guds øjne, ingen bør se ned på andre eller føle sig bedre end andre. Vi lærer denne generation, at kastesystemet ikke virker mere. Gud elsker alle mennesker”, fortæller Maira med stærk tro på at bøn og udstrakte hænder kan forandre liv. 

Fakta: Kastesystemet i Indien

Ifølge hinduismen bliver man født ind i en bestemt kaste afhængigt af, hvordan man har levet i sit tidligere liv. Kastediskrimination blev officielt afskaffet i 1950, hvor Indien fik sin grundlov. Men i dag skriver man stadig sin kaste ind i officielle papirer som f.eks. uddannelsesdokumenter, pas og ansøgninger til uddannelse og job.Kasteløse betragtes som urene. 

Glædeligvis er der en udvikling væk fra kastesystemet i Indien, men det tager lang tid at ændre folks tankegang, særligt uden for storbyerne, hvor der er en tendens til at holde mere fast i traditionerne. 

Kilde: Bl.a. religion.dk 

Støt Indien: Hjælp til selvhjælp