Tyrkiet

Fortalervirksomhed

Koreansk kristen knivdræbt i Tyrkiet

Af Samuel

Del artikel

Den koreanske kristne Jonwook Kim blev den 19. november 2019 stukket ned på gaden i byen Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet. Byen ligger ikke langt fra området, hvor Dansk Euroapmissions givere netop har sikret, at der er åbnet en kristen radiostation.

Han døde efterfølgende af sine kvæstelser på hospitalet og blev 41 år gammel. Den tyrkiske myndighed for efterforskning af mord har sidenhen anholdt en 16-årig mistænkt, og efterforskningen pågår. Det skriver International Christian Concern, ligesom historien er bekræftet af en af Dansk Europamissions kontakter med indgående kendskab til Tyrkiet.

Kim kom til Diyarbakir med sin familie for tre år siden og tjente en lille kristen menighed. Drabsmanden stak Kim tre gange: to gange i hjertet og én gang i ryggen. Embedsmænd hævder, at angrebet skete i et forsøg på at stjæle Kims telefon. Lokale kristne har anmodet myndighederne om at efterforske det som et lejemord, og ikke som et forsøg på afpresning. Kim var gift og havde et barn, og hans andet barn forventes at komme til verden en af de nærmeste dage. Begravelsen vil blive holdt i morgen. Han havde boet i Tyrkiet i fem år.

Kim er den første kristne, der er blevet myrdet i Tyrkiet siden mordene på forlaget Zirve i 2007, hvor tre kristne led martyrdøden i Malatya. De kristne i Tyrkiet har rapporteret om en stigning i chikane, trusler og andre ikke-voldelige hændelser i løbet af de sidste tre år.

”Dette er den første martyr siden Malatya. Den tyrkiske regering har igangsat en massiv udvisningskampagne over for protestantiske ledere, der har tjent i Tyrkiet i mange år,” udtaler en kirkeleder. ”Men deportation er ikke nok for evangelister. Denne form for angreb vil skræmme dem. Jeg tror, det her er sidste led i en plan om, at man vil være som Kina.”

”Det var ikke bare et røveri. De kom for at myrde ham,” tilføjer en tyrkisk evangelist, som modtog en dødstrussel dagen efter mordet. ”Vi får hele tiden trusler. En bror profeterede for et par dage siden, at de (regeringen) vil smide disse fremmede ud og sikkert også dræbe et par tyrkiske brødre. De vil skabe kaos. De ved, at jeg prøver på at udbrede evangeliet, så de vil måske også gå efter mig. Det her kan være et tegn.”

Støt Libyen: Hjælp til forfulgte kristne