Hvad sker der i Syrien? Hvem udgør oppositionen?
I løbet af de sidste to år er FSA dog blevet trængt tilbage, og stærke sunni-islamistiske grupper som al-Nusra Fronten og ISIS (Terrortropper fra ”Islamisk Stat i Irak og Syrien”) har overtaget roret inden for oppositionen. De lader sig ikke afskrække af noget, er godt bevæbnede og får økonomisk støtte udefra – og desforuden over 11.000 jihadister (hellige krigere), som rejser til Syrien fra den halve verden.
Hvad er islamisternes mål?
De vil oprette et kalifat mellem Irak og Syrien, en shariastat. Den syriske borgerkrig udgør en del af en global troskamp. For islamisterne findes der intet at forhandle om; de vejrer en chance for nu at nå deres mål. Ved ISIS-kontrolposterne kommer man næppe igennem i live hvis ikke man kan bevise at man er sunni-muslim.
Det vil sige, man bliver slået ihjel på stedet?
Ja, med det samme – eller spærret inde og holdt som gidsel med henblik på en lukrativ løsesum.
Hvor ved du det fra?
Jeg har øjenvidneberetninger. Medens andre islamister tilbyder mulighed for at konvertere til islam, hvad de gør med få sætninger og pegefingeren strakt mod himlen, så handler ISIS på den måde at de skærer pegefingeren over på anderledes troende. Ifølge sharia kan de så ikke længere bekende sig til Allah og islam.
Kan man finde belæg for en sådan holdning i Koranen?
Ikke med den i Europa udbredte euro-islam. Man kan dog i Koranen finde belæg for den i de senere suraer fra Medina. Efter islamisk lære ophæver de senere suraer de tidligere, som er opstået i Mekka. ISIS- og Nusra-oprørerne taler åbent om oprettelsen af et kalifat, og de griber til våben for det.
Jeg har en fatwa liggende fra den 16. august 2013 fra en islamistisk besat bydel i Aleppo. Der står der at hvis en mand standses ved en kontrolpost uden skæg, straffes han med 50 piskeslag. Hvis han for anden gang tages uden skæg, er det ensbetydende med døden, fordi islam foreskriver at en mand skal have skæg.
Der findes meldinger om mennesker der dør af sult
Ja, millioner af mennesker har for lidt mad. Det anslås at antallet som er henvist til hjælp udefra, er på ti millioner – det er halvdelen af befolkningen! Når man tænker på det, ser man omfanget af denne humanitære katastrofe. Sulten driver kvinder ud i prostitution og børn ud i krig. FN indrømmer at de ikke er i stad til at hjælpe alle. Det meste af hjælpen til Syrien går til flygtningelejrene i Jordan. Dansk Europamission hører til de få organisationer som bringer hjælp ind i landet.
Hvordan er det muligt når ikke engang FN har adgang til alle i regionen?
FN taler i Syrien om mange ”utilgængelige områder”. Det er lige nøjagtigt der vi arbejder, i oppositionens områder. Vi arbejder sammen med folk fra stedet som kender den lokale situation nøje – menigheder og kirker. Det er kristne som uddeler nødhjælpsforsyningerne, til alle nødlidende, uafhængigt af deres religiøse og etniske tilhørsforhold. Vore partnere fordeler hjælpepakker til tusindvis af nødlidende.
Hvordan går det de syriske kristne?
Kirkerne i Syrien er fulde som aldrig før. Tidligere levede folk under et låg af angst; det hemmelige politi kontrollerede alt. Kristne var ganske vist ikke direkte forfulgt, men var som lammede. Ordet lammelse skal forstås i den forstand at nok var kirkerne før borgerkrigen både velbesøgte og de kristne politisk aktive i det syriske samfund. Dog betalte de syriske kristne en pris for denne frihed – nemlig at de ikke måtte dele evangeliet med muslimer, så de konverterede fra islam til den kristne tro. Denne lammelse der er som blæst væk.
Der er således vidnesbyrd om at muslimer, midt i borgerkrigens rædsler, ønsker at blive døbt. Det går endda så vidt at kirkeledere må hente inspiration hos hinanden for at udvikle ungdomsarbejde. Det samme oplever vi blandt kurderne.
Hvor farligt er det at uddele nødhjælpen?
Store organisationer fylder lagre med varer. Der skal de afhentes. Vi bringer varerne direkte til de enkelte nødlidende, hvilket vil sige at vi bærer ansvaret for transporten. Det kan kun lade sig gøre fordi vore partnere på stedet udfører denne tjeneste af hjertet. De har ofte fortalt mig at nødhjælpen vi formidler får dem til at beslutte at blive i landet. De lever med en opgave og vidner om Guds kærlighed. De er lys i mørket.
Jeg har kontakt med en ung mand, som har afvist et stipendium fra USA med ordene: ”Her oplever jeg Gud som aldrig før. Hvordan kan jeg forlade landet nu?”
Vi opmuntrer gennem vore projekter de lokale kristne til at yde et aktivt bidrag til landets positive udvikling og fremtid. Kun således vil de nemlig kunne overleve i Mellemøsten. De kristne i Europa bør stå solidarisk med vore syriske trossøskende i denne svære tid.
Giv nødhjælp til mennesker på flugt i Syrien nu:
