”Jesus læger mit hjerte fra al smerte og forkastelse!” 

Min køretur i dag byder på Centralasiens flotte panoramascener, med udsigt til høje bjerge med hvide bjergtoppe. Vejen bugter sig langs foden af bjergene, og på køreturen nyder jeg de grønne græsskråninger med alverdens markblomster langs vejen. Efter en times tid ankommer jeg til byen, hvor jeg skal mødes med Arash, som er Dansk Europamissions lokale projektleder for projekt: Poser med håb. 

Da jeg står ud af bilen, får jeg et stort kram af Arash. ”Godt du kom, min ven! Kom endelig indenfor. Middagen klar!”, siger han med et smil.

Da vi har spist, siger Arash: ”Vi skal nok kun nøjes med at drikke én enkelt kop te, for vi skal på besøg hos modtagere af poser med håb i dag, og gæstfriheden her er jo stor, og vi kommer nok til at drikke meget te i dag”. 

Vi kører hen for at møde kvinden Nargiza. Hun bor i udkanten af byen, og vi må gå det sidste stykke til fods ad en lille markvej. Nargizas hus ligger i baghaven ved et andet hus og er i meget ringe forfatning. Vi banker på, og hendes ældste datter åbner døren for os. ”Det er Arash, som er kommet!”, råber hun glad til sin mor og løber ind i huset.

”Hej Arash”, siger Nargiza glad, da hun dukker op i døren. ”Pænt af dig at komme, og så har du en gæst med, ser jeg!”.

Jeg hilser pænt på Nargiza og præsenterer mig. 

”Lad os sætte os i haven på bænkene og snakke”, siger Nargiza. ”Så kommer jeg med en samovar og te-skåle”

Da vi sidder på bænkene i haven sammen med fire af hendes fem børn og drikker te og spiser kiks, siger jeg: ”Tak for te og din gæstfrihed, Nargiza. Vil du ikke nok fortælle lidt om dig selv og dit liv?”.

”Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem de hårde tider, vi har haft, uden jeres kærlige hjælp”

”Tak!”, siger hun. ”Te har man vel altid i huset! Hvis ikke, så står det rigtigt slem til!”, griner hun. ”Men faktisk er det te fra poserne med håb, som jeg har modtaget. Ja, stor tak til dem, som har så stort et hjerte for vores familie”, smiler hun, og fortsætter med sænket stemme: ”Det er næsten svært for mig at udtrykke min taknemmelighed! Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem de hårde tider, vi har haft, uden jeres kærlige hjælp, så det er vi utroligt taknemmelige for”. 

Nargiza kigger på mig og siger: ”Jeg hedder jo Nargiza, og mit navn er navnet på en blomst! Dengang jeg var en ung pige, sagde mine veninder til mig: `Du er smuk som en blomst, Nargiza! Så du bliver nok hurtigt gift!´. Det blev jeg også, men ikke med den mand, som mine forældre havde lovet mig væk til, og det blev de meget stødt over, og også meget vrede over, og en dag sagde de: ‘Du er ikke længere vores datter, for han er ikke af samme etnicitet som os, og han er en sekulær muslim og praktiserer ikke islam som en rettroende muslim bør’. Men jeg valgte kærligheden og giftede mig med Erkan. Han er ikke hjemme i dag, men han er både en god og kærlig mand for mig, og en god far for vores fem børn”, smiler Nargiza. 

”Erkans forældre blev også skuffede og vrede over, at han ikke giftede sig med den pige, som de havde tiltænkt ham! Så vi har begge oplevet udstødelse og at blive gjort til skamme, og det har været utroligt smerteligt for os begge. Ja nok mest det, at vores forældre ikke engang ringer og spørge til børnebørnene, som er svært!”, sukker hun. 

”Hvis du er der Gud, så læg mit hjerte, og hjælp mig med at tilgive dem for deres sårende ord, og fordi de har forkastet mig!” 

”Jeg har heller ikke hørt fra mine to søstre i over fem år, og da min mormor døde for snart to år siden, var jeg til hendes begravelse, men min mor ville ikke vide af mig! ’Du er en skam for os!’, sagde hun bare”. 

”Det var sårende ord, og jeg gik hjem og græd. Mens jeg sad der i tårer, tænkte jeg:  ‘Hvor er mangel på tilgivelse dog det værste!’, og så bad jeg til Gud: ‘Hvis du er der Gud, så læg mit hjerte og hjælp mig med at tilgive dem for deres sårende ord, og fordi de har forkastet mig!´” .  

”På det tidspunkt havde vores familie det meget svært økonomisk. Erkan var uden arbejde, og jeg var herhjemme med børnene, uden penge, og med et tomt køleskab!” 

”En dag bankede det på min dør, og I gav mig en stor pose med mad! Det husker jeg klart, og det rørte mig dybt!” 

Nargiza ser på Arash og siger: ”Så var det, at du kom på besøg, Arash, sammen med to kvinder fra kirken”, smiler hun. ”En dag bankede det på min dør, og I gav mig en stor pose med mad! Det husker jeg klart, og det rørte mig dybt!”. 

Arash: ”Vi havde hørt fra hendes naboer, at der var en familie, som havde det økonomisk svært, og derfor ville vi gerne hjælpe dem”. 

Nargiza: ”De kom ofte med en pose mad til os i den tid, vi havde det svært, og de fortalte mig også de gode nyheder om Guds kærlighed, tilgivelse og frelse igennem Isa (Jesus, red.), og så bad de for mig og vores familie, hver gang”, smiler hun og fortsætter: ”En dag, for ikke så længe siden, tog jeg imod Isa i mit hjerte, og det er jeg bare så glad for”. 

”Jesus læger mit hjerte fra al smerte og forkastelse! Det kan jeg mærke! Det er bare så fantastisk!”

”Hvordan er det at være en ny konvertitkristen, Nargiza?”, spørger jeg.

”Jeg er stadig meget ny i troen, men jeg vokser med Gud”, siger hun og smiler. 

”Jesus læger mit hjerte fra al smerte og forkastelse! Det kan jeg mærke! Det er bare så fantastisk!”, smiler hun glad. 

”Ja, Gud har også hjulpet mig med at tilgive mine forældre. Det troede jeg ikke var muligt! For jeg var meget vred på dem, fordi jeg følte, at det var dybt uretfærdigt, at de havde forkastet mig!”.

”Har Erkan også tager imod Jesus?”, spøger jeg.

”Nej, Erkan har ikke taget imod Jesus som frelser endnu, men jeg beder virkelig for ham hver dag, og særligt når jeg læser i Bibelen, så begynder jeg at bede! Jeg tror, at det er Gud, der virker i mig på den måde. Jeg glemmer næsten tid og sted!”, smiler hun.

”Tak for din historie”, siger jeg til Nargiza, ”Må vi bede for dig og børnene?”. 

”Ja endelig, det har vi brug for! Og bed også gerne for Erkan, og at Gud må røre ved ham, så han må tage imod Jesus, og bed også gerne for, at vi en dag kan få et normalt forhold til vores forældre, og at børnene kommer til at møde deres bedsteforældre”. 

Vi beder for familien og siger derefter tak for te og hyggeligt samvær.