Af Nete Ertner Rasmussen, rejsesekretær i DE
Vi læser at Indien økonomisk er på vej til at lege med de store lande i verden. Det ser man nu ikke så meget til her hvor jeg er. Jeg er helt nede i spidsen af Indien, i delstaten Tamil Nadu. Den største by i staten er Chennai, som før hed Madras, men jeg befinder mig i Erode, en mindre by med 5 millioner indbyggere (tro mig, en by med 5 millioner mennesker er en mindre by i Indien). Her har Bethany Fellowship Church sit hovedsæde med præsteuddannelse, børnehjem og flot ny kirke, og kun tre timers kørsel herfra ligger spedalskhedskolonien, hvor DE sponsorerer en skole for børnene.
I Tamil Nadu er alle fattige, her har aldrig været nogen som har kunnet blive rigtig rige. Og når jeg ser gadebilledet, så ser jeg ingen tegn på den øgede velstand som kommer til Indien. Jeg ved at flere børn får en uddannelse, men det skaber ikke flere jobs, arbejdsløsheden er stadig kæmpestor, og gennemsnitslønnen her i staten er stadig en krone om dagen. Der er kommet lidt flere fine butikker – nu kan man købe iPhones – og den nærmeste lufthavn (Coimbatore) er ny, men administrationen er den samme.
På ét punkt er tingene dog forandret. Der er et nyt håb om bedre tider i befolkningen, og det betyder at den traditionelle ærbødighed overfor de hinduistiske guder aftager. I Erode er hvert år en stor hindufestival hvor folk kommer langvejs fra for og i 10 dage står i kø foran et tempel for at hælde vand over gudens hoved. Før i tiden var køen udenfor templet 10 km. Lang, og byen var fuld af pilgrimme. Men år for år er antallet svundet ind, og i år var køen aldrig over 2 km.
Problemet er at mens antallet af hindupilgrimme svinder ind, så vokser antallet af kristne. De kristne er stadig et absolut mindretal i dette land med dets mange hundrede millioner af hinduer, men de kristne samles i kirkerne og er meget trofaste. Derfor er det blevet normalt at skyde skylden for befolkningens aftagende respekt for hinduguderne og det faldende antal pilgrimme over på de kristne. Og overalt i Indien optrappes angrebene på de kristne, både i medierne og på gaden. Det er værst i det nordlige Indien, men også i Tamil Nadu bliver kirker nu oftere angrebet og præster overfaldet.
Her i Erode i sidste måned holdt en præst bibeltime i et privat hjem da naboerne brød ind og tævede alle i den lille forsamling, og lignende ting sker over hele staten. Al evangelisering har måttet stoppes og alle præster og kirker er meget forsigtige. Man kan ikke mere give nogen en traktat uden frygt for at blive anholdt. I sidste uge kom der midt om natten en gruppe mænd ud til børnehjemmet, hvor kirkens bus står parkeret, og smed sten på bussen og ødelagde alle ruderne.
Kirkerne bliver også beskyldt for at være i lommen på Vesten, hvilket betyder at det bliver sværere at sende penge fra udlandet, også selv om det er beløb til kirkernes sociale arbejde. Myndighederne mistænker at pengene bruges til at omvende hinduer til kristendommen, selv om de blot er beregnet på at hjælpe de fattige, de marginaliserede, de faderløse og enkerne.
Sidste år fyldte kirken 30 år og havde i 4 år samlet penge ind blandt medlemmerne til at leje byens stadion og holde stort møde. Bystyret gav tilladelse, stadium blev lejet, der blev sat plakater op (det kunne endnu lade sig gøre), og alle blev inviteret. Men der kom så mange protester fra byens hinduer at tilladelsen blev trukket tilbage. Kirkens leder, pastor Jenson Jebaraj, stævnede bystyret og truede med at forlange kompensation, hvilket medførte at dommeren i sidste øjeblik ændrede beslutningen, og mødet blev afholdt.
Jeg mærker tydeligt denne nervøsitet i kirken. Jeg kan ikke tage rundt i Tamil Nadu og besøge kirkerne eller tale som jeg plejer, kun i hovedkirken inde i selve byen kan jeg komme. Alle holder vejret og venter det værste for i næste måned er her parlamentsvalg i Indien, og det nationalistiske hinduparti BJP forventes at vinde. Så bliver det først rigtig slemt, forventes det. Deres partiprogram indeholder en del love som skal sætte grænser for de kristne og kirkernes udfoldelser og vækst.
Alligevel kommer nye kristne til og kirkerne vokser. For evangeliet bliver forkyndt, og Guds ord vender ikke tomt tilbage.
