“I sagen om Kandhamal har både den nationale og statslige regering undladt at anvende deres forfatningsmæssige mandat til at beskytte borgernes fundamentale rettigheder”, sagde Raphael Cheenath, ærkebiskop emeritus af Cuttack-Bhubaneshwar, da han fortalte Asianews om en rapport som klarlægger hvor voldsomt utilstrækkelige de erstatninger som staten og landet har tilkendt ofrene for de voldelige hændelser i 2008, er.
Rapporten blev offentliggjort fredag den 31. maj under titlen “Uretfærdig erstatning: Vurdering af skader og tab af privat ejendom under den anti-kristne vold i Kandhamal i Indien”. Den er skrevet af Center for Bæredygtig Brug af Naturressourcer (CSNR i Bhubaneshwar) og Netværket for Retten til Bolig og Jord (HLRN i New Delhi). De to ngo’er præsenterede deres arbejde i samarbejde med Kirken og Røde Kors.
Ifølge deres undersøgelser betalte regeringen i Orissa kun erstatning i tilfælde af dødsfald og beskadigede eller ødelagte huse. Alle andre former for ejendom – jord, personlige ejendele, møbler, dokumenter, landbrugsudstyr, værktøj og fødevarelagre – var trukket ud af erstatningsbeløbet. Dette, fortæller prælaten, “har alvorligt skadet folk som blev næsten totalt ruineret”.
Som undersøgelsen indikerer, er problemet at der ikke er nogen politik i landet, hverken på stats- eller nationalt niveau, om hvordan man behandler den slags tab.
Spørgsmålet om erstatning indbefatter også ødelagte eller beskadigede kirkebygninger. “Regeringen siger at de ikke kan yde tilskud til genopbygningen af ødelagte kirker og religiøse faciliteter fordi Indien er et sekulært land”, fortæller biskop Cheenath.
Biskoppen har tidligere indgivet en anmodning til højesteretten hvori han beder om 300 millioner rupier (cirka 2,9 millioner kr.) til udbedring af skader på kirkebygninger.
Selvom retten gav dem medhold i sagen, har regeringen kun tilkendt dem en brøkdel af det beløb der oprindeligt blev anmodet om.
Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen udtaler: Dansk Europamission hjalp nogle af de hårdest ramte borgere i Kandhamal. Folk der havde mistet alt under urolighederne fik hjælp til at etablere hver sin lille virksomhed, f.eks. en markedsbod med salg af grønsager af egen avl eller en lille kiosk med småfornødenheder. Der blev også givet hjælp til genopbygning af ødelagte landsbykirker. Den hjælp som vi kunne give, blev ydet af indsamlede midler, og den var langtfra nok til at dække det enorme behov som opstod da hen ved 50.000 mennesker som var blevet fordrevet og havde mistet alt, begyndte at vende tilbage for at genopbygge deres ødelagte liv og ejendom. Nogle steder kunne de kristne endda slet ikke vende tilbage medmindre de indvilligede i at konvertere “tilbage” til hinduismen. Da jeg mødte ærkebiskop Cheenath, virkede han nedbrudt af sorg over de grusomheder som var overgået de kristne i Kandhamal og nabodistriktet Rayagada. Men sorgen skyldtes også den mangel på enhed som de kristne havde udvist i kampen om de sparsomme ressourcer og erstatninger. Bed for at der bliver fundet en løsning på problemerne med den mangelfulde kompensation, både med henblik på privatejendom og og på kirker.
