Årsagen skal findes i at islamisk ekstremisme kan vinde fodfæste i et land, hvor omkring 40 % af befolkningen af analfabeter. Ligeledes er Pakistan ifølge Fragile State Index fra 2024 verdens 27. mest usikre land.
Den 5. december blev pastor Kamran Salamat, 45 år, skudt og dræbt i et målrettet angreb uden for sin bopæl i Islam Colony, Sialkot Road, Gujranwala, Pakistan.
Ifølge lokale kilder var pastor Salamat ved at gøre sig klar til at køre sin datter til gymnasiet, da en ukendt angriber kom bagfra og begyndte at skyde på tæt hold. Kuglerne ramte hans mave, venstre øre og højre håndled. Hans unge datter forsøgte modigt at hjælpe ham ved at slå skytten med sin fars krykke, hvilket tvang ham til at flygte. Selvom han blev kørt til Civil Hospital Gujranwala for at modtage akut behandling, overlevede han ikke sine skader. Det skriver International Christian Concern (ICC).
Politiet ankom kort efter, indsamlede retsmedicinsk materiale og sikrede sig CCTV-optagelser fra nærliggende steder. En første informationsrapport blev registreret i henhold til § 324 i den pakistanske straffelov. Pastor Kamran Salamats datter kunne identificere den bevæbnede angriber, der blev beskrevet som en mand med langt skæg. Efterforskningen er i gang, og kristne over hele Pakistan kræver ifølge ICC retfærdighed for pastor Kamran Salamat og hans familie.
Kamran havde været på flugt længe
Ifølge hans familie begyndte denne konflikt efter en strid om kirkens jord i Rawalpindi. For et par måneder siden overlevede Salamat en skudepisode i Islamabad, der efterlod ham med et alvorligt skadet ben. Han flyttede senere til Lahore, men følte sig stadig ikke sikker og flyttede til sidst til Gujranwala for at søge tilflugt – men truslerne fortsatte. På trods af truslerne fortsatte han sit arbejde for Guds rige.
Pastor Salamats begravelse fandt sted den 6. december i Saint Paul Presbyterian Church i Gujranwala, hvor tusindvis af kristne samledes for at ære hans liv og tjeneste.
Lederen for Dansk Europamissions partnerorganisation i Pakistan fortæller: ”Jeg føler med Kamrans hustru og børn, som nu sørger over tabet af deres far. I min egen by er kristne også blevet dræbt for deres tros skyld.”
Generalsekretær: Pakistanske kristne lever i usikkerhed
Generalsekretær i Dansk Europamission Samuel Nymann Eriksen fortæller: ”Med dette drab på en kristen præst er vi inde ved kernen af problemet for Pakistans kristne og andre minoriteter – nemlig den usikkerhed, de til stadighed lever i. Det burde nemlig ifølge den tyske sociolog, Max Weber, være et kendetegn på en stat, at dens politi og myndigheder kan sikre ro og orden, så alle borgere kan leve i tryghed. På den ene side er der flere eksempler på, at myndigheder lykkes i at beskytte kristne. Eksempelvis har pakistansk politi tilbudt en kirke, Dansk Europamission samarbejder med, beskyttelse hver søndag under gudstjenesten mod angreb fra ekstremister. Men på den anden side har islamiske ekstremister fået indflydelse i politiet, hos myndigheder, i politik og retsvæsnet. Det er derfor afgørende, at dette drab efterforskes fuldt ud og retfærdigheden sker fyldest.”
Pastor Slamat efterlader sin kone, Salmina Kamran, og sine børn, Numeer, Arina og Ariel. Hans død har chokeret det kristne samfund i hele Pakistan, og de troende husker pastor Slamat som en ydmyg og trofast tjener for Jesus Kristus, der nægtede at holde op med at forkynde evangeliets sandhed.
Støt Pakistan: Skolegang til fattige kristne børn
Fakta
I øjeblikket sikrer Dansk Europamissions givere, at 194 børn fra fattige kristne familier, samt enkelte udsatte børn med anden minoritetsbaggrund, får skolegang.
Dermed får den kristne minoritet hjælp til selvhjælp, da den opvoksende generation får mulighed for at lære at læse, regne, få en uddannelse, arbejde og stå på egne ben. I fremtiden vil de bedre kunne kæmpe for deres rettigheder og gøre en positiv forskel i samfundet.