Indonesien

Ikke-kategoriseret

Vold mod kristne på Vestsumatra

Af Redaktionen

Del artikel

I Vest Pasaman distriktet i den indonesiske provins Vestsumatra, der er stærkt domineret af ekstremistiske islamister, har nogle lokale grupper i samarbejde med folk fra regeringen startet en voldelig kampagne mod de kristne i området. Denne strategi er den samme som Suharto-regimet (1967-1998) brugte: de puster til de etniske og konfessionelle splittelser for at distrahere folket fra de virkelige problemer, heriblandt folkets rettigheder, udviklingspolitik og en seriøs og effektiv indsats mod korruption. I mellemtiden er biskoppen af Padang bekymret over den voksende fjendtlighed over for kristne og prøver at mægle ved at bibeholde gode forhold til de forskellige grupper, heriblandt de moderate muslimer.

Bølgen af “kristendomsfobi” antager efterhånden bekymrende proportioner, og i den seneste tid ses en stigning i antallet af demonstrationer på offentlige pladser. Den 19. november marcherede en folkemængde gennem gaderne i Vest Pasaman for at demonstrere mod “den øgede tilstedeværelse af kristne skoler” i regionen. Ledere og medlemmer af ekstremistiske islamistiske grupper førte an i demonstrationen og råbte slagord og fornærmelser mod skoler, kirker og butikker ejet af kristne.

Blandt de mange bannere som sås i demonstrationen var der et som mindede folk om at det er “moralsk obligatorisk for muslimske forældre ikke at sende deres børn i skole i kristne institutioner”. En anden plakat opfordrede til lukning af “kristne caféer og butikker”. Det frygtes nu at denne kampagne for had og opdeling af samfundet vil udvikle sig i en mørkere, mere voldelig retning.

Blandt målene for protesterne var en i Vest Pasaman, og det har gjort at lederne af kirken har valgt at udsætte deres arbejde med at renovere og udvide kirken for at undgå yderligere spændinger. En af grundene til angrebet på bygningen er at man påstår at der mangler en byggetilladelse – den såkaldte Izin Mendirikan Bangunan (IMB) – hvilket er en ofte brugt undskyldning for at forsinke kristne byggeprojekter såsom centre og kirker i Indonesien. En præst fra området fortalte at alle procedurer er blevet fulgt for at opnå byggetilladelsen, men at myndighederne modarbejder det.

Provinsen Vestsumatra er næstefter Aceh, som er den eneste provins hvor shariahloven er indført, den provins hvor der er den højeste procentdel af muslimer i befolkningen. Der er desuden mange lighedstegn mellem de to, blandt andet inden for retningslinjer og praksis inspireret af islam og Koranen. I Vestsumatra har der desuden været angreb på politiske ledere som er forbundet med minoriteterne, blandt andet sidste år hvor en leder Supri blev angrebet for at “kristne” området. Der blev smidt sten på hans hus, og han blev gentagne gange truet af ekstremister der beordrede ham til at konvertere og omvende sig til troen på Muhammed. Supri kommenterede tørt: “Jeg skifter aldrig tro”.

Kilde: AsiaNews