Efter revolutionen er situationen for kristne i Egypten på nogle måder lidt forbedret, på andre måder forværret. De føler selv, at de har større frihed til at udtrykke deres tro offentligt, men på den anden side er der sket så mange overgreb på kristne og deres kirker, hvor hæren ikke har grebet ind i tide og forhindret overgrebene. Det er, som om budskabet fra hæren, der i øjeblikket har magten i landet, er: “Vi skal nok beskytte jer, men I må kende jeres plads.” Hæren genopbyggede på rekordtid en ødelagt kirke i en landsby, men kort efter tillod den en anden kirke i Cairo at blive brændt, selv om de havde både mandskab og mandat til at skride ind. Kristne skal med andre ord ikke vide sig sikre, og mange er meget bekymrede for fremtiden.
Egyptens nye forfatning omfatter ikke nogen ændring i den afgørende paragraf, der nævner islamisk lov som hovedkilden til landets lovgivning, og der er ikke nogen garantier om, at det for fremtiden skal være lettere at få tilladelse til at bygge og reparere kirkebygninger, end det har været før, hvor det principielt krævede præsidentens tilladelse blot at reparere et toilet i en kirkebygning.
I kølvandet på revolutionen blev en række fængsler stormet, og mange kriminelle og terrordømte slap ud. Især unge kristne piger er blevet bortført i større antal end før. Der går historier om, at nogle forbryderiske taxachauffører har lavet et system, så de kan låse alle bilens døre indefra, uden at passageren på bagsædet kan åbne døren og undslippe, når vedkommende finder ud af, at chaufføren ikke har til hensigt at køre til det ønskede sted.
De kristne ser flere og flere tegn på, at Egypten vil få et islamistisk styre, og mange kristne ønsker at forlade landet til fordel for en tilværelse i Vesten. Det opmuntrer kirkelederne i landet dog ikke til, idet de nødig ser, at andelen af kristne i landet svinder så kraftigt ind, som det f.eks. har været tilfældet i Det hellige Land.
Der er kristne, der påpeger, at islamisterne har udtalt sig så klodset og bombastisk, at de mister opbakning fra en stor del af befolkningen. Bl.a. udtalte ledende islamister i begyndelse af juni, at kristne er “kafara”, dvs. vantro, og at vestlige turister ligeledes er “kafara” og dermed uønskede. Da turistindustrien er afgørende for Egyptens økonomi, og da de fleste egyptere udmærket forstår det, vil de ikke være tilbøjelige til at stemme på islamisterne ved det kommende valg. De fleste egyptere, især de, der først gik på gaden for at demonstrere for frihed den 25. januar, bakker op om slagordet “én hånd” som udtryk for, at Egyptens kristne og muslimer står sammen. Man må håbe, at flertallet af egyptere afviser det stigmatiserende udtryk “kafara” og anerkender, at Egyptens kristne er efterkommerne af den faraoniske tids egyptere og dermed har lige så megen ret til at være der som muslimerne.
