Pakistan

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Dansk Europamission hjælper 1400 flygtninge i Pakistan

Dansk Europamission har sendt 345.920 kr. til de mange mennesker, der er på flugt fra kamphandlingerne i Pakistans Swat-dal. 250.000 kr. er DANIDA midler administreret af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Af Henrik Due Jensen

Del artikel

Dansk Europamission har sikret omkring 1400 flygtende mennesker mad, medicin, tøj og anden nødhjælp i forbindelse med den omfattende flygtningesituation i Pakistan, hvor omkring 2,4 millioner mennesker er på flugt fra kamphandlingerne mellem Taliban og den pakistanske hær.

Nødhjælpsaktionen blev udført af nødhjælpsarbejdere fra vor partnerorganisation. Der er blevet foretaget en særlig udvælgelse af de mennesker, som Dansk Europamission har ønsket at hjælpe under aktionen. Det drejede sig primært om familier og personer, der havde mistet familiemedlemmer, enker, forældreløse børn, større familier samt familier med handicappede.

Indsatsen var også målrettet mod de flygtningefamilier, som andre organisationer endnu ikke var nået ud til. Nødhjælpen kom frem til Mardan den 23. maj 2009, hvor den blev udleveret under kontrollerede forhold til de udvalgte familier og ofre for kamphandlingerne i Swat-dalen.

Dansk Europamission planlægger nu en ny aktion for at hjælpe endnu flere flygtninge i det nordlige Pakistan, der stadig har brug for akut hjælp for at overleve den traumatiske situation.