Her i Bhubaneshwar i Indien hjælper man kristne som disse to på flugt fra ekstremistiske hinduer. – Henrik Due Jensen
”DER ER MEGEN ondskab i verden”, siger søster Deresilla fra Moder Teresas orden, Barmhjertighedens Søstre, idet hun viser mig rundt på missionsstationen lidt uden for Bhubaneshwar, hovedstaden i den indiske delstat Orissa.
Mørket er brudt frem, og jeg står blandt en gruppe flygtninge, der er i gang med at spise deres aftensmad. De har været på flugt fra ekstremistiske hinduer, der har hærget deres landsbyer og kirker i Kandhamal i Orissa. Det var netop det område, jeg havde besøgt dagen forinden for at se og høre mere om de alvorlige brud på menneskerettighederne, der stadig plager området.
NÅR MAN SKAL TIL Kandhamal, må man væbne sig med tålmodighed. Efter at have orienteret myndighederne kører vi ind i det uroprægede område. Det foregår med en firehjulstrækker ad smalle og hullede veje. Det er et delvist bjergrigt område, vi skal igennem.
Kandhamal-området har i det sidste års tid været præget af en stærk forfølgelse og af brud på menneskerettighederne. Ved juletid i år 2007 blev næsten 100 kirker og 730 huse, der tilhørte kristne, ødelagt og brændt ned af hindu-fundamentalister. Og efter at en kendt hinduleder, Laxmanananda, blev myrdet af maoister den 23. august 2008, begyndte forfølgelsen igen, fordi ekstremisterne fejlagtigt beskyldte de kristne for at stå bag drabet. Mange kristne blev jagtet af vrede hindu-ekstremister, og hele situationen har sendt 50.000 mennesker i flygtningelejre. Da jeg besøgte landet i december 2008, var der stadig mange, der ikke havde tillid til, at myndighederne vil beskytte dem.
Efter syv timers kørsel fra Bhubaneshwar når jeg frem til landsbyen Bominigoam i Kandhamal, Orissa. En gruppe mænd fra den lokale katolske kirke tager venligt imod mig. Vi går ind i deres vandaliserede kirke, der blev angrebet i december 2007.
”Fundamentalisterne tog kirkens bibler, sangbøger, præstekåben og møbler og satte ild til det hele midt i kirken. Efter at alt var brændt, slagtede de en ged og svor, at de ville dræbe alle de kristne,”siger pastor Harish Chandra Arisalya fra All India Christian Council.
IFØLGE PASTOR HARISH er de uskyldige ofre de kristne. I alle rapporter fra området kan man se, at det er de kristnes huse, der bliver ødelagt, og ikke huse tilhørende de andre trossamfund. Det er kirkerne og ikke hindutemplerne, der bliver ramt. Samtidig foregår der en økonomisk udnyttelse af naturressourcerne fra rige forretningsfolk, der kommer udefra og sælger varerne på de store markeder, mens den lokale befolkning forbliver fattige. Kandhamal-folket er et lavkastefolk, og de er økonomisk svage – de har ikke midler til at lave deres egen forretning. De riges ønske er ifølge den lokale pastor at bibeholde traditionen med, at de kasteløse, hvoraf mange er kristne, skal betjene dem. Det bekymrer ham også, at det er de kristne kvinder, der bliver voldtaget, og de kristne præster, der bliver dræbt i denne tid. Han kalder hændelserne i Orissa for ”alvorlige brud på menneskerettighederne” og minder mig om, at Indien har skrevet under på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.
Tilbage i Bhubaneshwar på missionsstationen går der en nonne rundt og tager sig kærligt af ofrene for denne forfølgelse. De mange flygtningebørn og deres forældre er tilsyneladende glade for at være her på stedet. Kalpana Digal, en ung mor til tre børn, fortæller mig, hvordan hun og hendes mand og børn er flygtet fra deres landsby i Kandhamal-distriktet. De nægter at konvertere til hinduismen, og det ville være den eneste måde, hvorpå de kunne komme tilbage. De ønsker at være tro mod deres egen religion og forblive kristne.
Her på stedet mærker man en utrolig medfølelse for de kristne, der er blevet sendt på flugt. Man kan kun håbe, at denne missionsstation får lov til at forblive urørt af ekstremisterne, der ellers har svoret at udrydde de kristne.
