Af Benjamin Bach
Blandt demonstranterne var der 50 cyklister fra Seoul, som også ville understrege dette budskab. I alt stod vi 65 mand med bannere, T-shirts, højttalere, skuespil, traktater og en indædt overbevisning om, at det, vi gjorde, kan påvirke det kinesiske folk og Nordkoreas fremtid.
Også to nordkoreanske flygtninge deltog. Den ene, en ganske ung mand, fortalte os sit vidnesbyrd:
Jeg var søn af en hore i Kina og en forræder i Nordkorea
Jeg var minearbejder i den nordlige Hamkyong-provins i Nordkorea. Jeg fylder 23 år i juli måned. Begge mine forældre arbejdede også i minen. Mit navn er Hahn Tae-song. I vinteren 1999, da jeg kun var 14 år gammel, var min familie meget fattig og jeg så sulten, at jeg ville forsøge at flygte til Kina for at finde mad og mulighed for at tjene til mit daglige brød. Fordi mine forældre boede tæt ved grænsen, lykkedes det at flygte over grænsen mange gange. Min sidste flugt over grænsen var i 2006. Den hyppige trafik over grænsen medførte blandt andet, at jeg blev kristen, og nu er jeg fast besluttet på at virke som missionær for nordkoreanske flygtninge.
Derfor er jeg nu havnet i Sydkorea efter at have krydset Mongoliet i juli 2006, og jeg blev sydkoreansk statsborger i november 2006 efter at have fulgt statens program for flygtninge.
De gentagne arrestationer i Kina, hjemsendelserne til Nordkorea, forhør i Nordkorea og de mange tæsk i fængslet blev hverdag. Jeg blev sendt tilbage til min skole hver gang, hvor læreren også slog mig, fordi jeg var flygtet til Kina. I Kina kaldte de mig en nordkoreansk søn af en hore. I Nordkorea blev jeg behandlet som landsforræder, fordi jeg havde svigtet fædrelandet.
………. I fængslet blev jeg ofte bundet og tæsket med en elektrisk kølle – det føltes som tusindvis af nåle over hele min krop. Nogle fanger døde ved denne tortur. Jeg blev efterhånden vant til det, men mine lemmer hævede op, og huden skallede af efter denne behandling, som stod på i timevis. De ville have mig til at fortælle om undergrundskristne.
Ved et af mine flugtforsøg til Kina rejste jeg sammen med unge piger og kvinder. Da vi kom til floden, var den gået over sine bredder. Vi måtte krydse floden for at nå til grænsen. På den kinesiske side blev vi angrebet af kinesiske menneskesmuglere, som voldtog pigerne og kvinderne. Vi var kun små børn og kunne intet gøre ved det. Alene tanken om denne begivenhed kan stadig få mig til næsten at besvime.
I dag studerer jeg i Seoul – jeg skal være kristen missionær for nordkoreanere.
Kære læser! Du kan gøre en kæmpe forskel for Nordkorea i netop disse år. Bed! Råb til Gud og bed om, at de forfulgtes blod ikke skal flyde længere. Bed om styrke til de kristne, som kæmper og gør en forskel. Bed for de fængslede, torturerede – dem, som skal henrettes i dag, og hvis eneste forbrydelse er, at de bekender Jesus som Herre. Bed for et frit Korea.
