Den ene, Amir Masih, var kontraktansat som ”sweeper,” det vil sige fejer, og han arbejdede på ambassadens grund da angrebet skete. ”Sweepers” kaldes netop den kaste eller klasse som de fleste af Pakistans kristne tilhører.
Den kristne mission på det indiske subkontinent har generelt siden kolonitiden appelleret til de fattige befolkningslag, de kasteløse og lavkastefolkene. Dette præger stadig kirken både i Indien og Pakistan selv om der også findes mellemklassefolk blandt de kristne, især i lederskabet. Det skyldes til dels at de har haft adgang til kristne skoler, som sørgede for at også de fattigste fik en uddannelse. Det satte i hvert fald en del af dem i stand til at klatre op ad Pakistans sociale rangstige, især efter udråbelsen af den pakistanske stat. Skønt Pakistan blev skabt som en stat, der skulle udgøre et fristed for muslimerne, har staten generelt også båret præg af en høj grad af religionsfrihed.
Religionsfriheden er dog gennem de senere år kommet under pres, især på grund af de berygtede blasfemilove, der ofte misbruges til at bringe kristne i fedtefadet. Hvis en kristen kommer i diskussion med sin muslimske nabo om retten til et stykke jord, er en anklage for at have omtalt Koranen eller islams grundlægger Muhammad i nedlandende vendinger en bekvem måde at genere den kristne på.
Der er efterhånden mange eksempler på kristne, der er kommet for domstolen anklaget for blasfemi, hvilket straffes med døden. I mange af disse tilfælde er der også sket domfældelse for blasfemi, mens ankesager ved højere retsinstanser som regel er endt med frifindelse. Disse sager tager dog mange år at afgøre, og mange pakistanske kristne har siddet i fængsel i årevis, inden de endelig er blevet frifundet. Ofte bliver de efterfølgende nødt til at søge asyl i udlandet fordi islamiske ekstremister i utilfredshed med domstolens frifindelse vil tage loven i egen hånd og slå den frifundne ihjel.
I en periode havde man i Pakistan også en meget speciel valglov. Ifølge denne kunne muslimer kun stemme på muslimske kandidater til parlamentet, kristne kun på kristne og hinduer kun på hinduer. Denne lov blev afskaffet for et par år siden, hvilket var et stort fremskridt, ifølge kristne menneskerettighedsaktivister.
Generelt nyder kirkerne i Pakistan også godt af en udstrakt grad af frihed i forhold til andre dele af den muslimske verden. Det er for eksempel lettere dér end mange andre steder i Mellemøsten og Asien at få tilladelse til at arrangere kristne friluftsmøder og –gudstjenester.
Der, hvor man nok i stigende grad vil se et problem, er i forholdet til personer der konverterer fra islam til kristendommen. Det har hidtil ikke været totalt uhørt, men med den tiltagende islamisering, som sker i samfundet, vil det blive stadigt vanskeligere for både familien, lokalsamfundet og myndighederne at acceptere, at folk skifter tro. Derfor består de menigheder, der vokser, hovedsageligt af kristne, der konverterer fra ét kristent trossamfund til et andet. Nye konvertitter fra islam derimod er der meget få af i de enkelte menigheder.
De kristne, som Dansk Europamission samarbejder med i Pakistan, siger generelt at de har følt sig godt behandlet af regeringen i den tid hvor general Musharraf har været præsident. Han stod bag ændringen af valgloven, men blasfemiloven har han ikke formået at afskaffe trods en vis grad af internationalt pres.
En af de ting, som vestlige regeringer bør opfordre Pakistans nye regering til, er en afskaffelse af blasfemiloven. Det er dog et ømtåleligt emne, idet det kan betyde dødsstødet for en moderat regering, hvis den således får et image, der kan tolkes som anti-islamisk af de muslimske masser.
De kristne kirker i Pakistan bidrager positivt til samfundet, blandt andet gennem deres institutioner, ikke mindst de skoler som de driver, hvor kristne og muslimer går i skole side om side. Kun i religionstimerne er eleverne adskilt efter deres tro. I mange tilfælde arbejder skoleledelserne godt sammen med lokale muslimske religiøse ledere, hvoraf der også findes mange, som er moderate.
Et specielt kapitel er kvindernes forhold. Der findes mange forholdsvis frigjorte kvinder, men i mange tilfælde betragtes de fattige kvinder, uanset tro, som lette ofre for at blive seksuelt misbrugt af mænd, der på en eller anden måde er i en magtposition over for dem. Det gælder ikke mindst de fattige piger fra kristne familier, der arbejder som hushjælp i bedre stillede familier. Fattigdommen er hovedproblemet, men dertil kommer, at de som vantro af nogle muslimer betragtes som slaver og dermed som de muslimske mænds ejendom, som de kan gøre med, som de vil.
Mange unge piger drives til selvmord på grund af den skam, som de og deres familier bliver påført gennem sådanne krænkelser, også selv om det har været helt uforskyldt. Kirkerne kan her gå ind og hjælpe disse unge kvinder med at skabe sig en indkomst ved at arbejde som selvstændige hjemmefra, blandt andet ved at sy tøj. Dansk Europamissions samarbejdspartner i Pakistan opretter for eksempel syskoler for sådanne unge kvinder, hvor også muslimske unge kvinder i lignende situation i nogle tilfælde deltager. I løbet af et år lærer de tilstrækkeligt til selv at kunne skabe sig en bedre indkomst end ved at arbejde som hushjælp. I tillæg dertil kan de arbejde i den langt mere beskyttede situation, som det er at kunne arbejde hjemme.
