For nylig besøgte undertegnede Pakistan, hvor 21 kirker blev brændt i august. Over for mig sidder en kristen præst fra Pakistan, der samarbejder med Dansk Europamission. Af sikkerhedshensyn kan vi her kalde ham Arham. Han har en rolig og venlig udstråling, men når talen kommer ind på situationen for kristne i Pakistan, bliver hans ansigtsudtryk indigneret. Også på vegne af de andre minoriteter som ahmedija- og shia-muslimer, der sammen med kristne udgør blot knap 4 % af befolkningen. Resten af befolkningen er sunni-muslimer.
Han giver en række eksempler på, hvordan blasfemilovgivningen bruges på helt uhyrlige måder. Et kendt eksempel er Asia Bibi, der blev dødsdømt, blot fordi hun som kristen havde en diskussion med en kollega om tro. “Et andet eksempel er en buddhistisk, srilankansk mand, Priyantha Kumara, der arbejdede i byen Sialkot. Han blev anklaget efter blasfemilovgivningen, blot fordi han havde taget en plakat med et muslimsk budskab ned fra en væg på sin arbejdsplads, selvom plakaten egentlig ikke måtte hænge, hvor den gjorde,” fortæller Arham. Srilankaneren blev tæsket til døde og derefter brændt af en folkemængde.
Ekstremister begår selvtægt
Men en ting er lovgivningen, for de pakistanske myndigheder har faktisk endnu ikke eksekveret dødsdomme på baggrund af blasfemianklager. Problemet for kristne og andre anderledes tænkende er, at islamiske ekstremister opildner folkemængder til at begå selvtægt og angribe personer, der blot er anklaget for blasfemi eller kæmper for at ændre blasfemilovene. Fra 1947 til februar 2021 er mindst 89 således blevet dræbt af ekstremister i civilsamfundet, ifølge det pakistanske Center for Research and Security Studies (2021).
“En kristen politiker, Shehbaz Bhatti, der var medlem af Nationalforsamlingen, som er underhuset i Pakistans parlament, blev dræbt i 2013, blot fordi han ville reformere blasfemilovgivningen. Vi kristne og andre med minoritetsbaggrund har ingen steder vi kan gå hen, hvis folkemængder angriber os eller vores ejendom,” udbryder Arham. Og her er vi inde ved kernen af problemet for Pakistans kristne og andre minoriteter – nemlig den usikkerhed, de til stadighed lever i. Det burde nemlig ifølge den tyske sociolog, Max Weber, være et kendetegn på en stat, at dens politi og myndigheder kan sikre ro og orden, så alle borgere kan leve i tryghed.
På den ene side er der myndigheder, der forsøger at beskytte kristne. “Da der blev afbrændt koraner i Sverige, blev vi flere gange kontaktet af myndighederne, der ville beskytte os,” fortæller Arham. Præsten viser mig et notat fra politiinspektøren i hans by, der er sendt til politiet på distriktsniveau, hvor de orienteres om en konkret terrortrussel mod kirkerne som følge af koranafbrændingerne i Sverige og instrueres i, hvordan kirkerne skal beskyttes.
På den anden side har islamiske ekstremister fået indflydelse i politiet, hos myndigheder, i politik og retsvæsnet. Derfor er indsatsen for at beskytte landets minoriteter til tider halvhjertet. I august 2023 gik det galt i Jaranwala i Punjabprovinsen, hvor 21 kirker blev brændt.
Uddannelse og evangelisering er vejen frem
Hvordan kan situationen ændres?, spørger jeg præsten. Tonen bliver mere positiv, da han giver sit svar: ”Særligt på landet kommer fattige børn på islamiske madrasskoler, hvor de hovedsageligt lærer om Koranen. Derfor får mange en fanatisk tankegang, som islamistiske ledere kan udnytte til at opildne til vold mod anderledes tænkende, herunder kristne. Hvis flere pakistanere derimod kommer i almindelig skole og på universitetet, vil folk få større forståelse for anderledes troende.”
I den sidste del af svaret kommer der ligefrem et stille smil frem på Arhams læber: ”Jeg ved ikke, hvordan Gud vil forandre situationen. Men jeg mener, at den virkelige løsning er, at vi kristne deler evangeliet med personer fra det muslimske flertal. Bibelens Jesus er den sande fredsfyrste. Det er kun Jesus, der kan give fanatikere virkelig fred i deres hjerter. Og når hjerter forandres, kan vores nation forandres”.
Du kan støtte skolegang til kristne fattige børn i Pakistan
