Tyrkiet

Fortalervirksomhed

Tyrker dræbt under gudstjeneste i Istanbul

To maskede gerningsmænd brød ind under gudstjenesten og åbnede ild.

Af Samuel

Del artikel

I dag, den 28. januar 2024 blev en tyrkisk statsborger dræbt under messen i den italienske katolske Santa Maria Kirke i Istanbul. To maskede gerningsmænd brød ind under gudstjenesten og åbnede ild.

Det er bemærkelsesværdigt, at offeret i den italienske kirke var tyrkisk statsborger. Vi ved endnu ikke om offeret var konverteret fra islam til den kristne tro.

I de seneste år er mange tyrkere konverteret til den kristne tro. Ifølge Dansk Europamissions kontakter i Tyrkiet, har der de seneste 4-5 år kunnet spores en ny åbenhed for evangeliet i landet.

Læs mere om hvordan tyrkere konverterer til den kristne tro; Den tyrkiske kirke forventer vækkelse

Læs mere om baggrunden for udviklingen her: Gud gør noget nyt i Tyrkiet – i en brydningstid mellem sekularisering og islamisering

Vi ved endnu ikke hvad motivet var til søndagens drab i Santa Maria og om offerets død kan karakteriseres som en martyrdød. Sidst en kristen led martyrdøden i Tyrkiet var i 2019, hvor en sydkoreansk missionær, Jinwook Kim, blev knivdræbt i Diyabakir. I 2007 blev to tyrkiske kristne, Ugur Yuksel og Necati Aydin, og én tysk missionær, Tilman Geske, knivdræbt på det kristne forlag Zirve i Malatya. Der gik 12 år inden der faldt dom i sagen.

Læs mere: Michal er datter af martyren Tilman Geske: ”Jeg har ondt af min fars bødler”

Læs mere: Endelig dom i Malatya-sagen

Generelt er fysiske angreb på kristne i Tyrkiet dog sjældne og myndighederne gør en indsats for at beskytte ikke kun etniske kristne mindretal, men også konvertitkristne. Dansk Europamission samarbejder med en konvertitkirke i Tyrkiet, som fik besøg af antiterrorpolitiet op til julen 2022. Den særlige enhed havde fået efterretninger om, at Islamisk Stat i Tyrkiet ville angribe kirken i julehøjtiden. Politifolkene kontrollerede derfor, at kirkens overvågningskameraer virkede, og de spurgte, hvornår der var julegudstjenester, så de kunne passe på deltagerne. Kirken kom godt gennem julen, og flere nysgerrige muslimer mødte endda op til et julearrangement.

Det officielle Tyrkiet har glædeligvis på det kraftigste fordømt mordet i Santa Maria. Afgørende i denne situation er, at politiet får sagen opklaret og domstolene dømmer retfærdigt.