Af Henrik Due Jensen og Samuel Nymann Eriksen
Aserbajdsjan
Dansk Europamission har i 2013 sendt støtte til Aserbajdsjan, der er gået til:
- Hjælp til Evangeliets forkyndelse og oplæring i den kristne tro for børn og unge.
- Diakoniarbejde blandt svage og udsatte grupper i samfundet.
- Erhvervsuddannelse til fattige unge.
Hemmelige projekter
Af sikkerhedshensyn kan vi ikke nævne i hvilke lande disse hemmelige projekter finder sted, eller i detaljeret grad beskrive arbejdets karakter.
- Der er gennemført flere indkomstskabende projekter for forfulgte kristne i et lukket land. På den måde styrkes deres økonomi så de kan blive i landet og være med til at hjælpe deres brødre og søstre dér – i stedet for at se sig nødsaget til at rejse efter bedre betalte jobs i andre lande.
- Projektmedarbejdere i to lande, der hjælper udsatte kvinder, har fået støtte til at deltage i et netværksforum. Det betyder, at de udrustes fagligt og opmuntres åndeligt til at gå videre med arbejdet – selv under forfølgelsen.
- Støtte til oversættelsen af den turkmenske og karakalpakiske bibel er fortsat i 2013. Det er et omfattende arbejde, der kræver mange års udholdenhed. Oversætterne må så godt som muligt skjule deres arbejde for det hemmelige politi.
- Kristne i et muslimsk land har fået støtte, så de kan modtage undervisning i teologi. Dermed kan pastorer blive kvalificeret til at formidle en sund kristen undervisning.
- Dansk Europamission har givet støtte til dokumentation af forfølgelse og forskning i forfølgelse. Ud over dette er Dansk Europamission aktiv i forskellige verdensomspændende netværk, der har fokus på kristenforfølgelse og mission i lukkede lande.
- Dansk Europamission giver støtte til forfulgte kristne, der har brug for advokathjælp. Det kan være afgørende for hvilken dom, de kristne får i retten, at de får hjælp af en dygtig advokat.
Særligt udsatte kvinder i et muslimsk land
- Omkring 100 kvinder, der har været udsat for vold og undertrykkelse, sexslaveri og prostitution bliver genoprettet og får et nyt liv med støtte fra Dansk Europamission. Kvinderne får adgang til følgende hjælp: 1) Tilflugtssted, 2) Lægehjælp, 3) Advokathjælp, 4) Sjælesorg og 5) Jobtræning.
- Dansk Europamission har været med til at støtte købet af et krisecenter, der kan give udsatte kvinder nogle trygge rammer med mulighed for at få deres liv på ret køl.
Indien
Børn fik praktisk hjælp i Sydindien
- Børnehjemsbørn har fået mad, skolegang, tøj og husly i Sydindien.
- Børn af spedalske har fået skolegang.
Indonesien
Nødhjælp til ofre for oversvømmelser
- 3563 ofre for oversvømmelser i Indonesiens hovedstad, Jakarta, fik hjælp. Dansk Europamissions samarbejdspartner var på pletten og hjalp ofrene med mad, vand, medicin, hjælp til rengøring af huse og reparationer. Dansk Europamission sendte støtte bevilget af Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings nødhjælpspulje, som finansieres af DANIDA og vores gode givere.
Irak
Forfulgte kristne irakere har modtaget støtte i år 2013.
Iran
- Ca. 6120 eksemplarer af Det Nye Testamente er blevet trykt og udgivet med de midler, der er indsamlet i år 2013. Kristne i landet arresteres for deres tro på Jesus Kristus, men de har et brændende ønske om at udbrede Evangeliet.
Kasakhstan
- Med hjælp fra Dansk Europamissions givere får ca. 20 sårbare børnefamilier pakker med mad én gang i ugen, da forældrenes alkoholmisbrug gør livet særligt svært for børnene.
- I 2013 blev der desuden givet støtte til et kristent rehabiliteringsarbejde blandt stofmisbrugere, alkoholikere og hjemløse i en del af Kasakhstan, der er præget af stor social nød. Centret fik støtte til at købe får, som kan avles, så centret gennem salg af får selv kan skabe indtægter til arbejdet.
- Ikke alene kan disse sårbare mennesker få et nyt liv gennem projektet, men myndighederne kan også se, hvordan menneskers liv forvandles. Dermed kan myndighederne måske få øjnene op for, at det at tage imod Evangeliet om Jesus Kristus og indrette samfundet efter Bibelens ord kun gør en positiv forskel i deres land.
Kirgisistan
Hjælp til tidligere børnehjemsbørn i Kirgisistan
- Dansk Europamission har i år 2013 hjulpet 9 unge piger i Kirgisistan med støtte til deres ophold på hjemmet “Egehuset”. De er tidligere børnehjemsbørn. På “Egehuset” får de kristen omsorg og opmuntring til at gennemføre en ungdomsuddannelse, samtidig med at de udrustes fagligt til at kunne blive selvforsørgende. Flere af pigerne har oplevet at komme til tro på Jesus gennem deres deltagelse i projektet. Desuden har pigerne fået stillet kaniner til rådighed, som de elsker, men disse kaniner giver ikke den store indtægt til Egehuset. Derfor tænkes der fremadrettet på nye tiltag.
- Dansk Europamission har også støttet seks tidligere børnehjemsdrenge i 2013.
- Dansk Europamission gennemfører i samarbejde med Civilsamfundi Udvikling (CISU) et landbrugsprojekt, hvor indbyggerne i to landsbyerlærer at spise varieret kost og leve sundt, så de kan undgå sygdomme, som indtil nu har forårsaget kort levetid i landsbyerne. Projektet udføres af kristne, der gerne vil gøre en positiv forskel i samfundet.
- Vores samarbejdspartner har også fået støtte til et moderne regnskabsprogram.
Mellemøsten og Nordafrika
- Tusinder af mennesker i den muslimske verden har med støtte fra Dansk Europamission fået Evangeliet ind i deres hjem via SAT-7 TV.
Nordkorea
Kristne i Nordkorea fik medicin, mad og tøj
- Pakker med medicin er smuglet ind i Nordkorea. Medicinen er med til at hjælpe særligt de ældre, fysisk svage kristne, så de kan uddanne unge ledere og dermed udruste en ny generation til at tage ansvar for den forfulgte kirke i landet. Desuden er der givet støtte til indkøb af mad og tøj til undergrundskirken i Nordkorea.
Nordkoreanere på flugt
- Nordkorea er fortsat det land i verden, der anses for det værste, når det gælder kristenforfølgelse. Hundredtusindvis af politiske fjender er endt i landets koncentrationslejre, hvor de pines til døde med hårdt arbejde. Dansk Europamission har hjulpet 17 nordkoreanere med at flygte fra Kina til sikre tredjelande. Hvis de ikke hjælpes, er de i fare for at blive sendt tilbage til Nordkorea, hvor de risikerer dødsstraf, tortur og fængsling.
Pakistan
440 piger fik adgang til syskoleuddannelse
- 440 piger er kommet på syskole i 2013 i Pakistan. I alt har 7.358 piger fået adgang til en syuddannelse i de sidste 9 år. Unge kvinder hjælpes således ud af slaveriagtige situationer og uddannes til syersker. Resultatet er indtil videre, at mange piger tjener betydeligt mere ved at være syersker, og på den måde er med til at brødføde deres familier; og hvad vigtigst er: pigerne er kommet ud af slaveriet.
Skolegang
- 30 fattige børn fra den kristne minoritet får skolegang i Punjab. De udrustes dermed til at klare sig i det pakistanske samfund. Resultatet kan blive bedre jobmuligheder, en bedre fremtid og forhindre et negativt livsforløb. Eleverne bor på skolehjem, hvor de får kost og logi.
Etablering af skoler
- Med støtte fra DANIDA, administreret af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, har Dansk Europamission afsluttet et skoleprojekt i Faisalabad i Pakistan, der begyndte i 2010. I år 2013 gik der omkring 300 børn, fra de fattigste lag i befolkningen, på skolen.
Sri Lanka
Fattige kristne i Sri Lanka fik bibler og husdyr
- Bibler på singhalesisk og tamilsk til kristne, der har været ramt af borgerkrig, er blevet uddelt. De kristne har ikke selv råd til at købe en bibel.
- Desuden har fattige familier modtaget husdyr, som kan hjælpe til at skabe en indtægt, der kan give dem og deres familier mad på bordet.
Nødhjælp til ofre for oversvømmelse
- 24.304 mennesker modtog hjælp. I Sri Lanka ramte monsunregnen ubønhørligt hårdt. Derfor sendte Dansk Europamission støtte bevilget af Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings nødhjælpspulje, som finansieres af DANIDA, i begyndelsen af januar 2013, og efterfølgende blev der sendt yderligere støtte til ofrene doneret af Dansk Europamissions givere.
Syrien
Syriske flygtninge
- Ca. 2500 ofre har fået støtte fra Dansk Europamission. Der er blevet sendt støtte til syriske flygtninge i Jordan i form af nødhjælpsforsyninger, såsom tøj, sko, mad og tæpper, til trøst for syrere midt i en meget traumatisk periode i deres lands historie.
Tyrkiet
- Dansk Europamission har i år 2013 sendt støtte til Tyrkiet for at nå gæstearbejdere fra det muslimske Centralasien med Evangeliets budskab. Gæstearbejderne arbejder ofte under barske betingelser i Tyrkiet, og der er eksempler på unge kvinder, der ender i prostitution. Derfor er det en unik anledning til at bringe budskabet om Jesus til disse mennesker, som befinder sig i Tyrkiet.
Danmark
- Dansk Europamission sørger løbende for at sætte fokus på de barske livsbetingelser, som millioner af forfulgte kristne står over for. Vi er et talerør for verdens forfulgte kristne, eksempelvis via bladet “Dansk Europamission”, hjemmesiden forfulgtekristne.dk, facebooksiden samt forskellige nyhedsmedier, møder i kirker og missionshuse og andre tiltag, der kan fremme sagen.
- Dansk Europamission støtter arbejde i Danmark, der er med til at fremme Evangeliets udbredelse. Dansk Europamission forsøger samtidig at inspirere unge mennesker, der er under uddannelse, til at engagere sig i mission. Dette sker blandt andet ved at medarbejdere besøger forskellige stævner i Danmark, hvor der er mulighed for at engagere unge mennesker i mission.
- Projekttilsyn: Vi er jævnligt i kontakt med forskellige samarbejdspartnere og besøger projekterne for med egne øjne at tilse, at hjælpen når frem.