Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Når regeringen forfølger dig

Forfølgelse har mange facetter og nuancer. Én af dem er, når landets regering aktivt forsøger at begrænse kristnes muligheder for at mødes, leve som kristen og drive mission.

”Der er flere kristne, der forfølges nu end nogensinde før,” har du måske hørt Dansk Europamission fortælle på stande, i vores blad eller til et møde i din kirke, missionshus eller ungdomsforening. Det passer, men udsagnet – og forfølgelsen – har flere nuancer end én sætning kan rumme. 

Forfølgelsen har flere former og ansigter. Den kan komme i form af dårlige karakterer i skolen, begrænsninger på arbejdsmarkedet, social udstødelse, vold, dødstrusler eller måske endda angreb for at dræbe. Forfølgelsen kan komme fra venner, familie, religiøse grupper og institutioner eller regeringen. Ofte er det flere ting på samme tid – men forfølgelse af kristne ser forskellig ud fra person til person, lokalsamfund til lokalsamfund, land til land. 

Denne artikel vil sætte fokus på, hvordan forfølgelsen ser ud, når den kommer fra regeringens side af. Der er altid nuancer og nogle steder vil en venlig stemt politichef agere mildere overfor de kristne end nabobyens politichef – selvom de er underlagt samme regelsæt. Men i det store perspektiv er der alligevel nogle træk, vi skal se på. 

To af de lande, hvor regeringen tydeligt jagter de kristne, er Tyrkiet og Iran, og her har forfølgelsen visse ligheder. I de centralasiatiske lande er regeringen heller ikke venligt stemt mod de kristne, men dem vil denne artikel for enkelthedens skyld ikke se nærmere på. 

En af de vigtigste ting at vide om det moderne Iran og det moderne Tyrkiet er, at begge er bygget på Islam. Islam er simpelthen grundstenen og kittet i samfundet. Det er det, som binder folk sammen – og som udstøder dem, der ikke er en del af klubben. Det er centralt at forstå.

Tyrkiet 

Lad os først se på Tyrkiet. 

Ved skabelsen af det moderne Tyrkiet efter 1. verdenskrig, blev islam fællesnævneren i samfundet, og de kristne minoriteter blev med jævne mellemrum diskrimineret, angrebet og fordrevet.

En tyrker er pr. definition muslim. Det forventes, når du præsenterer dig som tyrker. Selve udsagnet en kristen tyrker vil af mange tyrkere ses som en selvmodsigelse – for en tyrker er muslim. Punktum. 

Da Kemal Atatürk skabte det moderne Tyrkiet i kølvandet på 1. verdenskrig, skete det ikke med en streng og rigid fortolkning af Islam, men Islam blev alligevel fællesnævneren for samfundet, og de kristne minoriteter blev med jævne mellemrum diskrimineret, angrebet og fordrevet. 

Det armenske folkemord, der stadig afvises af det officielle Tyrkiet, skete før Atatürk, men var en skelsættende begivenhed for de kristne minoriteter. Siden blev også den græsk-ortodokse del af befolkningen også mål for angreb, ligesom andre minoriteter også er blevet diskrimineret og angrebet. Det armenske folkemord satte tonen for landets kristenfjendske attitude, der har gennemsyret landets regering siden. Det er også den regeringsholdning, der er en medvirkende årsag til de mange kristne missionærer, der udvises af Tyrkiet i disse år.  

Når den tyrkiske professor Cemal Salman beskriver nationalismen i Tyrkiet, siger han, at ”grundlaget for den nationale identitet er på den ene side en retslig og politisk identitet bundet op på tilknytning til hjemlandet og statsborgerskabet og på den anden side en eksistentialistisk definition af identitet, der er baseret på etnicitet og er unik. Det syn, baseret på en afvisning af etnisk og kulturel diversitet, vil gøre, at den eneste acceptable borgertype og det essentielle i den tyrkiske stat er i den tyrkiske og sunnimuslimske sfære.”  

I praksis betyder det, at en rigtig tyrker hverken er armener, syrer, kurder, græker, bulgarer eller noget helt sjette eller tilhørende nogen anden religion end den gængse, tyrkiske forståelse af sunni-islam. Det interessante er, at sådan en holdning skaber en distance til – og begyndende ekskludering af – alle, der falder udenfor normen – shiamuslimer, zarathrustaer, ateister og naturligvis også kristne. 


”I Tyrkiet betyder det, at en ikke-muslimsk politimand eller embedsmand er utænkeligt” – Caleb


”I Tyrkiet betyder det, at en ikke-muslimsk politimand eller embedsmand er utænkeligt”, fortæller Caleb*, der har arbejdet med tyrkere i flere år. ”Muslimer, der kommer til tro, kan opleve at blive nægtet at ændre deres religiøse tilhørsforhold på deres ID-kort. Kristne kan opleve at skulle betale mere for lejligheder, blive fyret eller miste jobs.”  

Den diskrimination kan der ikke gøres noget ved, mener den muslimske advokat Orhan Kemal Cengiz, der har skrevet en rapport om den tyrkiske stats behandling af minoriteter.  

”Da Tyrkiet forsøgte at komme med i EU gav regeringspartiet visse indrømmelser for religiøse minoriteter, og religionsfriheden blev større. Men regeringen forsøgte aldrig at ændre den grundlæggende holdning mod minoriteter og skabe reel retssikkerhed for landets minoriteter.” 

Og det er en af de bedste måder at beskrive modstanden mod den kristne minoritet – manglende retssikkerhed. Det fører til en vilkårlig praksis alt efter hvilken embedsmand, politibetjent eller advokat, der skal behandle sagen. Hvis de kristne ikke får en fair behandling, vil det sjældent blive taget seriøst og bekæmpet af staten.  


“Hvis de kristne ikke får en fair behandling, vil det sjældent blive taget seriøst og bekæmpet af staten”


Politiet og efterretningstjenesten holder øje med missionærer, kirkeledere og prominente kristne og holder styr på, hvad de laver. Hvis en udenlandsk missionær på et tidspunkt bliver for fremtrædende eller regeringen får nok af dem, vil vedkommende få et N-82 stempel og få at vide, at vedkommende er til fare for den nationale sikkerhed og skal forlade landet. Siden 2019 er mere end 60 missionærer ifølge organisationen Middle East Concern blevet smidt ud af Tyrkiet med få muligheder for at appellere og modbevise anklagen.  

”Det er en frygt for os, der arbejder i landet,” fortæller Adam*, der har arbejdet mange år i Tyrkiet. ”Det er jo et lands suveræne ret at afvise udlændinge, men det sker på et grundlag, der virker som om, at det er på kant med menneskerettighedsdomstolene. Måske kan Tyrkiet få en påtale derfra, hvis det fortsætter, men på den korte bane, ser det sværere ud. Hvis jeg er en tyrkisk dommer, der skal dømme i en sag, hvor min regering fortæller mig, at den anklagede er en trussel mod den nationale sikkerhed, mens forsvarsadvokaten fortæller dig, at hans klient altså er god nok, så følger jeg regeringen. For står du på den her liste med en N-82, så er det i selskab med ledere i ISIS, Al-Qaeda, Boko Haram og andre terrorister, som ikke skal ind i landet.” 

Den tyrkiske regering chikanerer altså både lokale kristne ved ikke at tilbyde dem jobs og i form af en manglende retssikkerhed, mens de aktivt smider udenlandske missionærer ud. Det er ofte missionærer, der har en fremtrædende rolle i den tyrkiske kirke og dermed lider de tyrkiske troende også under udsmidningerne. Men den manglende retssikkerhed og usikkerhed for de lokale kristne er én af de måder, regeringen kan forfølge kristne.  

Angrebne i 2006 og 2007 

Den manglende retssikkerhed og beskyttelse af det kristne mindretal fik store konsekvenser i fire tilfælde i 2006 og 2007. Her blev medlemmer af den kristne minoritet angrebet i fire forskellige byer og 5 personer dræbt. Angrebene giver en indikation af, hvad det betyder for de kristne, når regeringen ikke beskytter den kristne minoritet.  

Den 5. februar 2006 rejste en 16-årig dreng sig og skød og dræbte den romersk-katolske præst Andrea Santoro under en messe i Trabzon. Drengen blev dømt for mordet, men undersøgelsen blev lukket hurtigt ned, da anklagemyndigheden tidligt vurderede, at han havde handlet alene.  

11 måneder senere blev den tyrkisk-armenske journalist og chefredaktør Hrant Dink skudt ned foran avisen Agos i Istanbul i fuldt dagslys. Denne gang blev anklagemyndigheden af tyrkiske menneskerettighedsadvokater presset til at undersøge det dybere. 

Mens retssagen var undervejs skete endnu et angreb. Denne gang var det i Malatya, hvor målet var det kristne forlag Zirve. Her blev de to tyrkiske kristne Ugur Yüksel og Necati Aydin brutalt tortureret og siden myrdet sammen med tyskeren Tilman Geske. 

Retssagerne om mordene på Zirve og på Dink viste, at de var velplanlagte. Der var et netværk, der havde stået bag angrebene og som i de næste måneder angreb flere steder. I Izmir blev præsten Adriano Franchini stukket ned, men overlevede og flere steder i landet forhindrede politiet angreb. Under retssagerne kom det frem, at efterretningstjenesten havde haft oplysninger om planer for at dræbe Dink mere end et år før mordet, og at gerningsmændene i Malatya havde planlagt angrebet i over et halvt år. 

”Det er utænkeligt, at efterretningstjenesten ikke har kendt til planerne, når de har taget så lang tid at lave. Derudover så var både Hrant Dink og de myrdede i Malatya-massakren tæt overvåget af flere efterretningstjenester i år og måneder før deres død. Det ville have været umuligt for disse efterretningstjenester at overvåge ofrene så tæt, uden også at have lagt mærke til de planer, der blev lagt mod dem,” skriver Orhan Kemal Cengiz. 

Men anklagen blev lagt på flere af de påståede folk bag Gülen-bevægelsen, som i forvejen var ildeset af regeringen. Derefter blev sagen begravet, og selvom attentatmændene har fået en straf, så var politiet tilfældigvis fraværende ved alle angrebene. Det samme gjaldt, da den sydkoreanske missionær Jinwook Kim blev dræbt på åben gade i Diyarbekir i november 2019. Den tyrkiske regering og politi har i bedste fald vendt ryggen til, mens den kristne minoritet blev angrebet.  

Regeringsforfølgelsen i Tyrkiet består altså i en manglende retssikkerhed for de kristne, og en manglende beskyttelse af de kristne, mens kristne også holdes ude af offentlige jobs og risikerer overvågning af efterretningstjenesterne. Tyrkiet har ikke en offentlig og udtalt agenda mod de kristne, men det store fokus på den gængse forståelse af sunni-islam som det grundlæggende for en tyrker, fører i praksis til diskrimination imod den kristne minoritet.  

Iran 

Det var tyrkiet. Nu til nabolandet mod sydøst – Iran.  

Efter Shahens fald i 1979 er Iran blevet en islamisk republik, der bygger på sharialovgivningen.

En skelsættende begivenhed i Irans historie er revolutionen i 1979. Shahen og hans vestligt inspirerede, liberale styre blev væltet af Ayatollah Khomenei, der fik folkets opbakning til at skabe en islamisk republik, der byggede på sharialovgningen og den shiitiske forståelse af Islam. 

Før revolutionen blev Iran opfattet som et samfund, hvor kristne og andre minoriteter havde gode vilkår, relativ stor frihed og nød en grundlæggende retssikkerhed. Artikel 23 i forfatningen lyder: ”Undersøgelser af individers tro er forbudt og ingen må lide fysisk overlast eller blive arresteret for at have en bestemt tro.” Den artikel gælder stadig og de tre minoriteter kristne, jøder og zaratruster beskyttes i teorien af forfatningen. Men lovgivningen er elastisk på den måde, at sharialovgivningen nu er det supplerende lovgrundlag, så når loven ikke er specifik, så kan dommeren dømme ud fra sharialovgivningen. Og det gør de ofte. I en rapport om forfølgelse af kristne i Iran, som en gruppe kristne parlamentarikere i Storbritannien har lavet med hjælp fra Dansk Europamissions samarbejdspartner ELAM, står der, at 8 kirkeledere er blevet dræbt i Iran siden 1979, mens mere end 300 kristne med sikkerhed blev arresteret i 2011. Sandsynligvis er det faktiske tal større.  

Den forfølgelse fortsætter op til i dag og drives af regeringen. Præsidenten fra 2005-2013 Mahmoud Ahmadinejad talte åbent om, at den kristne vækst i Iran skulle stoppes. Og vækst har der været. En stor vækst. Før revolutionen i ’79 var 500 muslimer konverteret til Islam – nu er der mere end en ½ million i Iran.  


“Kirken vokser, men de kristne chikaneres, arresteres og mange presses til at flygte”


Kirken vokser, men de kristne chikaneres, arresteres og mange presses til at flygte. Én af dem, der har været nødt til at flygte, er Reza, der var en af de 500, der konverterede før revolutionen. Reza er en af lederne i Elam, og han er klar i spyttet, når han bliver spurgt om forfølgelsen i Iran.  

”I Iran er det regeringen, der forfølger de kristne. Når regeringen opdager en huskirke, så skrider de ind, arresterer medlemmerne og presser de kristne. Der er lokale, religiøse vogtere på alle offentlige institutioner, der skal sikre, at revolutionens islamiske tanker leves ud. Dem har de kristne problemer med. Moskeerne er tæt knyttet til regeringen og fungerer som deres forlængede arm. Hvis du skal have social hjælp, så er det gennem moskeerne, og afhængig af hvilken leder, de har der, så risikerer du at blive udspurgt, overvåget, afpresset eller straffet for din tro. Men det specielle ved Iran er, at det ikke er naboerne, der er imod de kristne, men det offentlige system,” forklarer han.  


“Det specielle ved Iran er, at det ikke er naboerne, der er imod de kristne, men det offentlige system” – Reza


Mange af de kristne konvertitter melder om uforståenhed og sorg hos familien, når de første gang hører, at deres barn, søster, bror eller ven er blevet kristne. Men hvor konversion i f.eks. Afghanistan ofte fører til æresdrab, så er det kun yderst sjældent, at konverteringer i Iran fører til livsfare. Der er en multikulturel og religiøs arv, der ligger dybt i det iranske folk, og som er en af grundene til den åndelige åbenhed og vækkelse, der ses i disse år.  

Men ligesom i Tyrkiet, hvor Islam er samfundets kit, så er det også sådan i Iran. De islamiske ideer var grundstenen i Khomeinis revolution og præstestyret styrer landet. Derfor er udbredelsen af ikke-islamiske ideer en trussel mod staten, som de vil gøre alt for at bekæmpe. De overvåger de kristne, arresterer dem og kæmper for at stoppe udbredelsen af troen. Men i disse år lykkes de ikke med det. De kristne bliver flere og flere, og huskirkerne spreder sig som en steppebrand over landet. Alene sidste år sikrede Dansk Europamissions givere, at mere end 23.000 Nye Testamenter kunne trykkes og smugles ind i Iran. Her bliver de givet til interesserede og nye troende.  

I Iran har den armensk-ortodokse og assyrisk-ortodokse kirke relativ stor frihed, så længe de ikke evangeliserer blandt de iranske muslimer. Men selv de officielt registrerede kirker er under stigende pres og må hverken holde gudstjenester på farsi eller tage imod iranske muslimer, der er interesserede i troen.  

”Hvis en iransk muslim vil i kirke der, så ville de ikke få lov. Regeringen har også sat overvågning op udenfor de officielt registrerede kirkebygninger, så de ved, hvem der kommer og går i kirken”, fortæller Sam Yeghnazar, der støtter den iranske kirke udefra. De kirker og kristne, der aktivt evangeliserer, er også dem, der rammes hårdest af forfølgelse og pres fra regeringen. I 80’erne og 90’erne blev flere præster og kirkelige ledere henrettet uden rettergang. Nogle efter at være blevet arresteret og andre blev fundet myrdede.   

I 00’erne og op til nu har regeringen ændret taktik og nøjes nu med vilkårlige arrestationer og længere fængselsophold under frygtelige forhold for de kristne.  

“De lagde mig ned og piskede mig. De slog mig i hovedet og truede mig jævnligt med henrettelse under afhøringen.


“De lagde mig ned og piskede mig. De slog mig i hovedet og truede mig jævnligt med henrettelse under afhøringen” – Mostafa


”De lagde mig ned og piskede mig. De slog mig i hovedet og truede mig jævnligt med henrettelse under afhøringen. Afhøringen tog samlet 29 dage,” fortæller Mostafa om sin tid i fængslet.  

”Én gang i ugen fik jeg 10 minutters frisk luft, og én gang om ugen fik jeg et fem minutters bad. Min celle var 2×1,5 m og toilet var også derinde. Der var én pære i loftet, der lyste døgnet rundt, så jeg hverken kunne have privatliv eller sove. Mens jeg var i fængslet, kunne jeg høre, hvordan de bankede en af de andre kristne i en nabocelle,” fortæller Nader.  

Når de kristne arresteres, stiller retten urealistisk høje krav om kaution, så familier er nødt til at gældsætte sig for at få deres familiemedlemmer ud. Og når de kommer ud, fortsætter chikanen.  

”Efterretningstjenesten blev ved med at ringe til mig, min familie og mine venner og chikanerede os. De chikanerede alle dem, jeg var i kontakt med, ligesom de også ringede på mit arbejde og pressede min chef og mine kolleger. Jeg indså, at det ikke var sikkert for mig at have kontakt med nogen,” fortæller Ladan om tiden efter sin løsladelse. Nogen tid efter flygtede hun ud af Iran. 

Efterretningstjenesten er altid ude efter kristne husmenigheder, evangelister og ledere, men det officielle Iran lægger pres på alle dele af livet. En kristen konvertit blev af dommeren i en skilsmissetvist sat overfor valget om at frasige sig troen og få forældremyndigheden over sin datter. Moderen nægtede, og faderen fik datteren. De har ikke set hinanden i 7 år.  

Men det er ikke alle kristne, der bliver hentet af efterretningstjenesten, som overhovedet kommer ind i det officielle system. Hamid* var på vej hjem fra arbejde, men han nåede aldrig til huset. På vejen holdt en sort bil med tonede ruder.  

”Der væltede en håndfuld mænd ud af bil, gav mig bind for øjnene, bagbandt mig og kastede mig ind i bilen. Hele vejen i bilen bankede de mig. De råbte mig i hovedet, og jeg var så chokeret, at jeg slet ikke kunne tænke. Jeg vidste ikke, hvor jeg blev kørt hen, men måske var det et fængsel, en politistation eller et hemmeligt sted for efterretningstjenesten. Jeg kunne høre, at der var mange, der råbte, skreg og larmede, men jeg havde bind for øjnene og kunne ikke se noget. Jeg blev stadig slået, og selvom de holdt få pauser, så kom de hele tiden igen for at banke mig. De første timer blev jeg ikke spurgt om noget, men agenterne sagde, at jeg var kristen og fortsatte med at slå. Jeg blev beskyldt for at være en spion for Israel og en missionær i Iran, der ville snyde folk til at blive kristne. Jeg nægtede at være spion eller løgner, men det gjorde ingen forskel. De påstod, at de havde film og billeder af mig, og fortsatte med at banke mig. Til sidst tvang de mig til at skrive under på tre stykker hvidt papir. Jeg skrev under, og så kunne de jo selv udfylde anklagen bagefter,” fortæller Hamid. Da agenterne var færdige med ham, smed de ham af på en ikke færdigbygget vej udenfor byen. Han turde ikke gå til sygehuset, fordi han var bange for, at de ville anmelde ham, når de så sårene på sin krop. Så de måtte hele af sig selv. Da Hamid var genforenet med sin kone, flygtede de straks ud af Iran.  

Det er realiteten i et land, hvor de kristne bliver flere og flere, men hvor de stadig udgør mindre end 1 % af befolkningen. De kristne presses af regeringen, men missionen lykkes ikke, for evangelisationen fortsætter og kirken vokser.  

”Forfølgelsen skaber frygt. Det gør den,” fortælle Reza, der selv har fået konfiskeret sit barndomshjem og store værdier, mens han også er udelukket fra at vende tilbage til Iran igen.  

”Men det skaber også et sammenhold mellem de kristne. Og specielt nok, så er der i Iran ikke de store problemer med at evangelisere – omkring 80-90% af de Nye Testamenter, der deles ud på gaden i Iran, bliver modtaget. Og hvis du har tid og ressourcer til at blive ved dem, så ville du invitere dem, tale til dem, vil halvdelen af dem komme til tro. Men tiden og ressourcerne er en udfordring, for du ved ikke, hvor længe der går, før de bliver arresteret og måske tvunget til at forlade landet. Men forfølgelsen og presset på de kristne gør noget særligt ved vidnesbyrdet. For den iranske regering er et præsteskab. Og hvis jeg offentligt holder fast på min tro, så går jeg direkte imod dem. Iran er en islamisk politistat, og det at gå med Jesus er at gå 180 grader imod regeringen. Alle ved, at det er farligt at være kristen i Iran, og når en iraner så møder en kristen, der siger kom og følg Jesus, så gør det noget ved dem og udfordrer dem. For enten tænker de, at han er vanvittig, eller også har han oplevet noget så fantastisk, så det er værd at undersøge nærmere og følge,” fortæller Reza. 

Mange iranere ønsker heldigvis at undersøge det nærmere og ender med at følge Jesus på trods af regeringens forfølgelse.  

Når regeringen forfølger dig 

Forfølgelsen har mange ansigter, og det er også en af grundene til, at der ikke er vækkelse både i Iran og Tyrkiet. I Iran er der kun minimal forfølgelse fra naboer, venner, kolleger og familie, så regeringens forfølgelse står alene og giver færre udfordringer for den nye kristne. I Tyrkiet mødes de kristne også af hårdt pres fra familie og venner, der gør det sværere at fastholde troen.  

Men det har taget lang tid for vækkelsen at komme til Iran. Mange missionærer har viet årtier af deres liv og kun set enkelte komme til tro. Én af dem var Robert Bruce, der i slutningen 1800-tallet skrev hjem til sin menighed i Skotland, at ”jeg høster ikke. Jeg kan sjældent påstå at så frø. Jeg er knap i gang med at pløje. Men jeg fjerner sten.” 

Selvom islam er grundstenen i både det iranske og tyrkiske samfund i 2021, så har Jesus sagt, at han er hovedhjørnestenen, og flere og flere vil gerne bygge deres liv på det. Forfølgelse eller ej. Bed for de kristne. Bed om, at de må få udholdenhed til at stå igennem forfølgelsen fra den regering, der burde beskytte dem.  

*Af sikkerhedshensyn er nogle af navnene, der fremgår i artiklen, ændret.

Støt Iran: Indsmugling af Nye Testamenter nu

Støt Tyrkiet (vest): Menighedsplantning nu